A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Helgesen, Hans, 1793-1858, oberst

Hans Helgesen blev født i Oslo og gik på latinskole, hvor han viste gode evner men "ringe flid". Som 19-årig bliver han frivillig kadet i det norske lankadetkorps, i 1813 avancerede han til sekondløjtnant i Telemarkske regiment, hvor han slutter et tæt venskab med de to senere generaler Olaf Rye og F.A. Schleppegrell.

Efter at have deltaget i felttoget mod svenskerbe i 1813-14, forlod Helgesen sammen med Rye og Schleppegrell Norge for at gå i russisk tjeneste, men de endte med at få ansættelse i den preussiske hær, hvor de deltog i mindre fægtninger i forbindelse med Napoleonskrigene. I 1815 fik de tre ansættelse i den danske hær, hvorefter Helgesen blev sendt til det danske korps i Frankrig, hvor han gjorde tjeneste til 1819. Han opholdt sig i Frankrig helt frem til 1838, men man kender intet til hans levned i denne periode, ud over at han muligvis efterlod sig tre børn her.

I 1838 vendte Helgesen tilbage til Norge og levede her under fattige forhold frem til 1840. Herefter rejste han til Sydslesvig, hvor han bosatte sig i landsbyen Bergenhusen i nærheden af Frederiksstad.

I forbindelse med det slesvig-holstenske oprør i Rendsborg i marts 1848 søgte Helgesen ansættelse i den slesvig-holstenske hær, men da han ikke fik svar, fik han med hjælp af vennen Schleppegrell ansættelse i den danske hær. Da der i august 1850 blev sendt en dansk brigade til Frederiksstad, fik Helgesen på grund af sit kendskab til denne egn ledelsen. Han bosatte sig i Frederiksstad og forberedte byen på den belejring, byen var underlagt i perioden 29. september til 4. oktober 1850. Helgesen blev berømmet for sin heltemodige indsats under belejringen og blev efterfølgende oberstløjtnant og kommandant i Rendsborg, en stilling han beholdt til sin død i 1858.

Hans Helgesen er begravet i mindehøjen på Flensborg gamle Kirkegård.