A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Hærulfstenen

Hærulfstenen er en runesten ved Hærvejen midtvejs mellem Immervad og landsbyen Hovslund. Stenen er en af de først kendte af Danmarks ca. 200 runesten fra vikingetiden og omtales allerede i 1592. Runeindskriften består af et enkelt navn "HairulfR", der er et nordisk mandsnavn. Det kan være rundemesteren selv, eller det kan være et sidste minde om en afdød, måske en kongelig hirdmand, som skulle hædres her langs Hærvejen. Ud fra runeindskriften dateres stenen til ca. år 900 og ældre end Jellingestenene.

Stenen stod oprindelig ved Hovslund nær Aabenraa og omtales første gang i historiske kilder i 1592. Stenen blev fredet i 1854 og overgik derefter fra privat eje til den arkæologisk interesserede Frederik 7. , der samme år lod stenen anbringe ved Hærvejen omgivet af et lille anlæg. Stenen kunne tolkes ind i den nationale strid som dokumentation for, at Slesvig fra oldtiden havde været beboet af dansktalende folkeslag.

Efter nederlaget i 1864 fik den historisk interesserede preussiske overgeneral, prins Friedrich Karl øje på stenen og lod den sammen med andre historiske mindesmærker (bl.a. Istedløven og fund fra Nydam Mose) transportere til Berlin. Prins Friedrich Karl lod et par år senere Hærulf-stenen opstille ved sit nye jagtslot Dreilinden mellem Potsdam og Berlin. Stenen blev nu et sejrsmindemærke og fik en central placering foran slottet, som for at understrege sin ejers indsats på Dybbøl blev omdøbt til Düppel-Dreilinden.

Efterfølgende blev der jævnligt gjort krav på en tilbagelevering af stenen, bl.a. ved Genforeningen i 1920, men uden resultat. Først i 1951 lykkedes det takket være en stor diplomatisk indsats af konrektor Jes Christensen fra Flensborg og daværende overborgmester i Berlin Ernst Reuter, der var født i Aabenraa. Stenen blev transporteret med jernbanen fra Berlin til Hovslund vest for Aabenraa. Den 12. november 1951 blev stenen genrejst på sit oprindelige sted i overværelse af flere hundrede mennesker. Stenen er således ikke blot et forhistorisk mindesmærke, men samtidig et minde over Europas bevægede historie i 1800- og 1900-tallet.

Ca. 200 m øst for Hærulfstenen ligger Strangelshøj, som formentlig stammer fra bronzealderen. På højens sydfod står en ca. 2 m høj bautasten. I følge folketroen "vender stenen sig, når den lugter nybagt brød".

Litteratur:

Lis Jacobsen og Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter, bind 1-2, 1942. 
Inge Adriansen: Erindringssteder i Danmark. Museum Tusculanums Forlag.