A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Højer Sluse

Inddigningen af Ny Frederikskog påbegyndtes i 1859 og året efter var der grundstensnedlæggelse for den nye Højer Sluse. Bag digebyggeriet stod en række private interessenter. Samtidig var digerne omkring Gammel Frederikskog i så dårlig forfatning, at der ved det nye byggeri blev givet tilladelse til at arbejde på søn- og helligdage. På trods af en række ødelæggende sommerstorme lykkedes det at fuldføre bygningen af sluse og dige i 1861.

Bag slusen udviklede der sig en lille handelshavn med anselig aktivitet. Fra Højer Sluse var der frem til Hindenburg-dæmningens indvielse i 1927 dampskibsforbindelse til de populære kurbade på øen Sild. I højsæsonen kørte der særtog direkte fra Hamborg Altona til Højer Sluse, hvorfra passagererne blev sejlet til Sild.

Foran slusen er opsat en såkaldt stormflodssøjle, der viser de højeste vandstande frem til 1981, da Højer Sluse blev overflødiggjort af Det fremskudte Dige.