A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Han gik no å pløje, Digt af Martin N. Hansen,

Denne sang bringer de storpolitiske konflikter og krige helt ned på det personlige plan, hvor vi ser, at det enkelte menneske må betale prisen. Digtet beskriver på alsisk dialekt en ung nygift sønderjyde, som går og pløjer sin jord, efter at han er sluppet levende fra tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig (1914-18), en krigstjeneste som kostede ca. 5.200 unge sønderjyder livet.

Digtets hovedperson kom hjem, og mens han nu går og pløjer og egentlig er glad, vil fortiden ikke slippe sit tag i ham. Han mindes en stærk søndagsoplevelse under sit krigsfangenskab i Frankrig, hvor en ung fransk kvinde viste ham venlighed og gav ham brød og vin. Den unge sønderjyde kan ikke få betagelsen af hende, Madeleine, ud af sine tanker, og i sidste linies spørgsmål "kan den der blev fanget, da aldrig blive fri?" spørges i virkeligheden, om han aldrig kan blive fri for den betagelse, som dækker over alle de andre forfærdelige krigsoplevelser, han har haft.

Mange af de sønderjyder, som kom hjem fra krigen, havde fået meget alvorlige både fysiske og psykiske mén fra skyttegravskrigen. De var gået med i krigen for at bevare retten til deres jord og hjemstavn, og havde betalt en høj pris herfor. Efter hjemkomsten var deres landbrug ofte forsømt, fordi kvinderne havde været alene om både børn, husholdning og gårdens drift, og mange gårde kom derfor på tvangsauktion. Det gav mulighed for billige opkøb af sønderjyske gårde for nørrejyske (Nørrejylland er Jylland nord for Kongeåen) landmænd, landmænd som ikke havde deltaget i krigen og ikke havde betalt prisen. Sådanne opkøb blev der forståeligt nok set skævt til fra mange sønderjyders side.

1. Han gik no å pløje å nynne en vis
å tændt o en piig e let syd få Paris
ja, han ho kon sett hind jen jenneste gang,
men de va som han å e lærke di sang:
Madeleine, Madeleine, Madeleine.

2. Det hjer, det var novve, han sleet itt forstov,
da nøls han ho fått sej en kuen, han holdt åv.
Han skamt sej, men da han vill tænk o Mari,
det sang rundt omkring ham o fin melodi
Madeleine, Madeleine, Madeleine.

3. En synda ho han vætt som fange te fest,
å da ho han sett hind, hun fullds med en præst,
å hun ho nok sorre, va ung å så pæn,
å så ho e præst soj så still: Madeleine.
Madeleine, Madeleine, Madeleine.

4. Hun ga ham et brød å så venle et blik,
å så et glad vin ho hun gi ham å drik',
skønt de varr e hiele han mindes om hind,
så kund han itt foo hind åv tanke å sind.
Madeleine, Madeleine, Madeleine.

5. No gik han å glæmt sej hielt sjell bagg e plov,
å midt o e mark holdt Pæ Pæsen å stov
å tændt o de mærkle med kvindfolk å kri -
kån den, dæ bløv fange, da ållde blyv fri?
Madeleine, Madeleine, Madeleine.