A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Historisk Samfund for Sønderjylland

Forening grundlagt i 1923 af bl.a. H.P. Hanssen med det formål at udbrede kendskabet til Sønderjyllands historie. Foreningen er opdelt i fire kredse i Sønderjylland og en kreds i Sydslesvig, der bl.a. varetager kontakten til en lang række lokalhistoriske foreninger med ca. 13.000 medlemmer.

Foreningen har siden 1924 udgivet Sønderjysk Månedsskrift (udkommer 8 gange årligt), som i øjeblikket har ca. 1.700 abonnenter. Endvidere udgiver Historisk Samfund for Sønderjylland Sønderjysk Årbog (udkommet siden 1889) og forskellige historiske skrifter, sønderjyske levnedsløb m.m. Endelig tilbyder foreningen sine medlemmer foredragsrækker og udflugter med historisk indhold.

Ved siden af de to tidsskrifter har foreningen siden 1939 udgivet Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland med videnskabelige afhandlinger, kildeudgivelser og opslagsværker samt fra 1955 også serien Sønderjyske Levnedsløb med erindringer og populære biografier. Blandt bogudgivelser kan nævnes flere byhistorier, en sønderjysk historisk billedbog i tre bind og et firebindsværk om det sønderjyske landbrugs historie.

Senest er udkommet Sønderjyllands Historie 1-2 (2008-09) samt leksikonet Sønderjylland fra A-Å (2011). Historisk Samfund arrangerer foredrag og foredragsrækker, flerdagesrejser og korte udflugter. Foreningen er fra 1955 inddelt i fem kredse, svarende til de fire amtskredse nord for grænsen samt Sydslesvig, som især varetager det lokalhistoriske arbejde. Historisk Samfund havde i 2010 2.300 medlemmer. Den første formand var H.P. Hanssen (1923-36); andre mangeårige formænd var amtslæge H. Lausten-Thomsen (1936-56) og landsarkivar Peter Kr. Iversen (1956-66 og 1971-79). 

Se foreningens hjemmeside.

Litteratur

Inge Adriansen og Henrik Fangel, Lokalhistorisk arbejde i Sønderjylland 1889-1989, i: Sønderjysk Årbog 1989. 

Hans Schultz Hansen, Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.