A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Helstatspatriotisme

Fra slutningen af 1700-tallet identificerede byernes borgere sig på tværs af de sproglige skel mellem dansk og tysk med helstaten, dvs. med det danske monarki og den såkaldte helstatspatriotisme. Man dyrkede især kongen, men også andre symboler på statsenheden som den danske flåde. Helstatspatriotismen afspejlede en udbredt tilfredshed med den reformvenlige regering. Den blev kraftigt næret under krigene med England 1801 og 1807-14, men svækkedes af nederlaget i 1814 og de følgende års økonomiske krise. Den var dog endnu levende hos folk i 1830’erne og 1840’erne, men mistede sin betydning i takt med de nationale bevægelsers fremmarch. 

Baggrund

Helstatspatriotismen, altså helstatens ideologi og pædagogik formuleredes i Ove Mallings bog ”Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere”, der udkom i 1777. Helstatspatrioterne var dybt optaget af spørgsmålet om, hvordan danskere, nordmænd og holstenere (og andre) med vidt forskellig sprog og kultur kunne fortsætte med at leve lykkeligt sammen. Ove Malling skrev sin bog med det formål at fremme helstatspatriotismen – at vi på trods af forskellige sprog og kulturer alligevel kan lave stat sammen.

Kongens centrale position underbyggedes af de populære landboreformer i 1788 (stavnsbåndets ophævelse, udskiftningen m.m.) På grund af helstatens flerkulturelle sammensætning var især historieundervisningens indhold en udfordring. Spørgsmålet var, om der var et folk i helstaten, eller om helstaten var sammensat af flere folk og fædrelande. For de regerende kræfter efter 1784 (A.P. Bernstorff, Ernst Schimmelmann samt Ditlev og Chr. Rewentlow) var det afgørende, at børn og unge fik udviklet følelsen af fællesskab med andre sprog og kulturer i helstaten. Der blev i perioden 1784 til 1814 gennemført dybtgående uddannelsesreformer, hovedsageligt med det formål at styrke og fastholde en flerkulturel helstat.

Dette lykkedes dog langtfra, som f.eks. Tyskerfejden i 1789-90 klart viste. Her kom spændinger mellem dansk-kulturelle og tysk-kulturelle kræfter i København frem til overfladen.

Helstaten forandredes radikalt efter Napoleonskrigenes afslutning og Wienerkongressen i 1814. Danmark havde til det sidste holdt med Frankrig og kom til at betale dyrt herfor. Norge blev i 1814 afstået til Sverige og Danmark fik som symbolsk erstatning hertugdømmet Lauenborg. Helstaten var herefter i hovedsagen sammensat af en dansk del (ca. 60 % af befolkningen) og en holstensk/tysk del (ca. 40 % af befolkningen). De to nationaliteter mødtes i hertugdømmet Slesvig, hvor befolkningen var blandet.

Hvad enten indbyggerne i hertugdømmet Slesvig var danske eller tyske, kendte de således i det 18. åhundrede og begyndelsen af det 19. århundrede ikke noget til nogen form for national modsætning. De hyldede helstatspatriotismen, der omfattede hele det danske monarki og især kom til udtryk i dyrkelsen af det levende symbol på denne overnationale stat, nemlig deres fælles konge og hertug.

Helstatspatriotismen formuleredes direkte af to professorer ved universitet i Kiel, nemlig Dietrich Hermann Hegewisch (1740-1812) i mottoet for en bog fra 1784 dedikeret til den danske kronprins Frederik (se kildetekst) og i Georg Heinrich Webers (1752-1828) opfordring til Kiels indbyggere i 1801 (se kildetekst). 

Helstatspatriotismen kom især til udtryk i forbindelse med den engelske admiral Lord Nelsons sejr på Københavns Red den 2. april 1801 og i 1807 ved udleveringen af den danske flåde til englænderne og englændernes bombardement af København, hvilket fremgår af sognepræst A.R. von Brinckens henvendelse til "de brødre, der er værdige til det danske navn" (se kildetekst)

Litteratur:

Hans Schultz Hansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

G. Japsen, Den nationale udvikling i Aabenraa 1800-1850. 1961