A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Inddigning

Siden middelalderen er der blevet bygget diger langs den sønderjyske vadehavskyst for at hindre oversvømmelse af de lavtliggende marskområder langs kysten og for at skabe og sikre nyt landbrugsland. Landvindingen er foregået ved etablering af såkaldte slikfang, faskingærder langs kysten, bag hvilke der ved flodtid er blevet aflejret sedimenter, klæg. Faskingærder, som man stadig bruger i forbindelse med landvindingen, består af to rækker pæle med bundter af grene og kviste imellem.

I slikgårdene, der er omgivet af faskingærderne, betyder det mere rolige vand en øget bundfældning af sediment. Når området ligger 0,5 m over normalt højvande, kan her gro planter som kveller og annelgræs, hvilket igen øger aflejringen. Gravning af render, såkaldte grøblerender, dræner sammen med egentlige afvandingskanaler yderligere terrænet, og derefter kan man bygge et dige til beskyttelse af det nyvundne land, som dermed er inddiget og kaldes en kog. Afvanding af kogen sker gennem en sluse. Mellem Ejderen og Højer er der 2011 i alt 171 koge omgivet af 855 km diger.

Digernes flade skråninger sikres med græs, der plantes i et tykt klæglag, der er med til at holde på diget i tilfælde af fx stormfloder. Førhen blev digerne lavet udelukkende af klæg. I dag er kernen indpumpet havsand, dækket af klæg og græstørv, ydersiden kan evt. være forstærket med asfalt, sten eller beton.

De tidligste diger var såkaldte sommerdiger, lave diger der skulle beskytte afgrøderne om sommeren. De kendes bl.a. fra Hallig Hooge omkring år 1000. Fra omkring år 1100 kendes regulære havdiger, opført af frisiske indvandrere langs Nordfrislands kyst. Et stigende vandspejl tvang indbyggerne til at bygge digerne. Et stort ringdige, opført på Ejdersted i 1100-1200-tallet, tyder på en central styring. Det kan have været kongemagten, der stod bag i forbindelse med en kolonisation af området (Se artiklen om Sønderjyllands digevæsen).

De ældste diger havde en ret skrå profil på begge sider. I slutningen af 1400-tallet udviklede man de såkaldte stakdiger, hvor et bolværk af tømmer støttede diget ud mod havsiden. På dette tidspunkt indkaldte man hollandske eksperter til digebyggeri, bl.a. ved Ballummarsken. De ældste kendte havdiger langs den slesvigske vadehavskyst blev anlagt i Viddingherred syd for Tøndermarsken (Viddingherreds Kog) midt i 1400-tallet. I det hele taget var der store digebyggerier hele vejen syd på til Ejdersted i løbet af 14-1500-tallet.

I 1553-56 lod hertug Hans den Ældre, der var foregangsmand i forbindelse med inddigningen, et havdige opføre mellem Højer og Rudbøl. Det er på dette dige, at vejen fra Højer til Rudbøl i dag er anlagt. En konsekvens af dette digebyggeri blev, at havnebyen Tønder fik afbrudt den direkte forbindelse til havet, i stedet måtte varer ind- og udskibes over Højer og Rudbøl. I perioden 1562-66 fortsatte Hans den Ældre med inddigningen af den store Gudskog syd for Tønder. Først i 1610 begyndte man at bruge trillebør til digebyggeri. Det var en af de hollandske eksperter, Johann Claussen, der indførte den, han fik derfor tilnavnet Rollwagen. I løbet af 1700-tallet blev der opført nye og bedre diger med en fladere profil mod havet, bl.a. i bugten ud for Bredsted, og mange nye koge opstod.

1859-61 blev Højer Dige opført. I dette dige er Højer Sluse indbygget, og herigennem løber VidåenI 1919 blev Ballummarsken sikret af et 9,6 km langt dige, og 1923-25 blev Christian 10’s Dige opført, et 13 km langt dige ud for Rejsbymarsken. På Rømø blev Kirkebydiget opført 1925-26 og Juvrediget 1926-28.

Afvandingen af Tøndermarsken i 1920’-erne krævede anlæg af ådiger til beskyttelse mod indvandet. I alt blev der anlagt 108 km ådiger. Når stormfloder eller kraftige storme giver forhøjet vandstand ved digerne, lukkes sluserne for at undgå, at marskområderne bliver oversvømmet af saltvand. Det betyder samtidig, at åvandet fra de vandrige vestslesvigske åer ikke kan komme ud gennem sluserne, og dermed stiger vandstanden også inden for digerne. Det var denne situation, som før opførelsen af de mange ådiger, gav oversvømmelser i bl.a. Tøndermarsken.

Mange store stormfloder har i tidens løb truet digerne. Ved stormfloden i februar 1962 kom der alvorlige skader på de sønderjyske diger, men ingen digebrud. I Hamborg omkom ca. 300 mennesker. Der blev nedsat et dansk stormflodsudvalg i 1964, som i januar 1975 kom med to forslag til løsning af Tøndermarskens sikkerhedsproblemer, enten en forstærkning af Højer Dige, eller bygning af et fremskudt dige på havsiden af Højer Dige. I januar 1976 gav en meget kraftig stormflod en vandstandshøjde ved Højer på 4,92 m over DNN (Dansk Normal Nul, dvs. havets overflade), det højeste, man nogensinde havde målt. Folketinget vedtog samme forår en lov om forbedring af sikkerheden.

I 1977 besluttede man i et dansk-tysk samarbejde at bygge et fremskudt dige fra Emmerlev til Hindenburgdæmningen. Bag diget skulle der etableres et fuglereservatområde i stedet for det forland, som ville forsvinde. Det Fremskudte Dige med Vidåslusen, opført 1979-81 og indviet 1982, strækker sig fra Emmerlev Klev i nord til Hindenburgdæmningen i syd, 8,6 km ligger på den danske side, 3,6 km på den tyske. Diget er 7,5 m højt.

Den 3. december 1999 medførte en orkan, at der kom en stormflod i Vadehavsområdet med en styrke, der i gennemsnit kun forekommer én gang hvert 175. år. Der skete skader på Juvrediget på Rømø og på Rejsbydiget; men Det Fremskudte Dige holdt.

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Sønderjyllands Historie indtil 1815, 2008. Elsemarie Dam-Jensen m.fl. (red.): Det grænseløse landskab – Marsken mellem Tønder og Dagebüll. 2008.

Harry Kunz i: S-H Lex. Per Ethelberg m.fl.: Det Sønderjyske Landbrugs Historie, bd. 2. 2003.

Harry Kunz og Albert Panten: Die Köge Nordfrieslands. Heide 1997.

Jörn Kohlus & Hila Küpper: Umweltatlas Wattenmeer, bd. 1. Stuttgart 1998.