A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Jessen, Jes, 1743-1807, maler

Billedkunstneren Jes Jessen er født i Aabenraa. Jessen repræsenterer overgangen fra håndværker til kunstner i dansk kunsthistorie. Han voksede op og blev udlært i Aabenraa, hvor han senere også skulle få C.W. Eckersberg som elev og få stor betydning for hans kunst, selvom elevens berømmelse med tiden har overhalet mesterens. Jessen havde forskellige opgaver som malermester og udførte ud over de almindelige håndværksopgaver også udsmykningsopgaver til kirker og private hjem i Sønderjylland.

Blandt hans værker findes desuden blomstermalerier, skibsportrætter, prospekter, portrætter samt malerier med historiske og religiøse motiver. Portrætterne spænder over billeder af mænd og kvinder, unge og ældre, adelige og velrenommerede. Kvinderne vender altid mod venstre og mændene altid mod højre. Fælles for modellerne er, at de er gengivet i en traditionel og enkel positur i deres fornemste klædedragter.

Jessen udviste store evner for at gengive stofligheden i materialerne i en let og elegant stil, inspireret af den internationalt udbredte rokoko. I mange af billederne er der tilføjet genstande eller attributter, der fortæller om den portrætteredes virke eller personlighed.

Af Karen M. Olsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Hanne Poulsen: Jes Jessen, maleren fra Åbenrå. 1971.