A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Jessen, Jens, 1854-1906, redaktør

Jens Jessen var lærersøn fra den lille by Toghale i Vestslesvig. Hans far, den særprægede lærer Hans Møller Jessen, var en overbevist "Slesviger", hvis danske følelse var lige så urokkelig som hans krav om respekt for hertugdømmet Slesvigs politiske og kulturelle særegenheder. 

Jens Jessen blev i januar 1881selv lærer ved Haderslev Realskole, hvor han var tiltænkt ledelsen, men dette modsatte den tyskdominerede skolekommission sig,  uofficielt fordi de preussiske myndigheder betragtede Jessen som en farlig "statsfjende", der ikke kunne forventes at ville opdrage børnene i den rette "fædrelandske" ånd. Skolevejen blev således lukket for Jessen. Året efter, 1. juli 1882, blev Jens Jessen redaktør af Flensborg Avis, hvor han fik langt større politisk og national betydning, end han nogensinde ville have fået som lærer.

LÆS OGSÅ: Jens Jessen er løsenet til Sønderjyllands fremtid

I 1887 blev Jens Jessen gift i Vartov kirke med Marie Oktavia Fibiger (1859-1935), en søster til forfatteren og kvinderetsforkæmperen Mathilde Fibiger (1830-1872). Marie Fibiger vakte opsigt, da hun i sommeren 1883 og 1884 rejste rundt i Sønderjylland på egen hånd og besøgte en række centrale personligheder, bl.a. J.N.H. Skrumsager i Københoved, med hvem hun knyttede et livslangt venskab, og Jens Jessen, med hvem hun blev gift, efter at de havde skrevet sammen i 1885 og 1886. Man var ikke vant til frigjorte kvinder, der røg cigaretter og turde tage ordet i forsamlinger. I slutningen af 1883 påbegynder Efter Jens Jessens død i 1906 overtog Marie Jessen stillingen som udgiver af Flensborg Avis.

Som redaktør førte han Flensborg Avis frem til landsdelens førende dagblad. Abonnenttallet tidobledes i hans tid - fra ca. 800 i 1882 til 9.350 i 1906, da Jens Jessen døde. Han var en af tidens betydeligste journalistiske begavelser, på niveau med Politikens chefredaktør Viggo Hørup (1841-1902). Jessen formåede at forene den skarpeste spot og mest bidende ironi med øm kærlighed og lidenskab. Hans meget skarpe pen førte til adskillige langvarige fængselsophold i 1880'erne, som belastede hans helbred. I alt måtte Jens Jessen tilbringe næsten 4 år i fængsel.

Jens Jessen efterfulgte Gustav Johannsen som rigsdagsmand i Berlin i 1901.

Jens Jessen var på protestfolkenes side og ubetinget fortaler for retsstandpunktet, som byggede på Pragfredens § 5, som lovede, at der skulle afholdes en folkeafstemning om de nationale tilhørsforhold i det nordlige Slesvig. I kongeriget stod han konservative højrekredse nærmest. Jessens kompromisløse holdning til konsekvenserne af ophævelsen af § 5 i 1878 og hans konservative synspunkter bragte ham i et stærkt politisk modsætningsforhold til H.P. Hanssen, som forfægtede mere pragmatiske synspunkter. De to synspunkter delte sønderjyderne i to grupper, som også kaldes Flensborgbevægelsen (som argumenterede for en fremtidig grænse syd om Flensborg) og Aabenraa-folkene (som argumenterede for en fremtidig grænse nord om Flensborg). Diskussionen mellem dem vækkes med mellemrum til live også i moderne tid - se uddrag af kronik af Bjørn Svensson i Flensborg Avis.

Jens Jessen havde kontroversielle synspunkter på flere emner. Læs her om hans holdning til højskolebevægelsen.

Jens Jessen arbejdede energisk for at støtte danskheden i de truede områder i Mellemslesvig, bl.a. ved udgivelse af en mindre og billigere udgave af Flensborg Avis til socialt dårligt stillede læsere. Endvidere udgav Jessen i en periode "Flensburger Zeitung" for at fastholde tysktalende men dansksindede i de sydlige områder af Slesvig.

Jens Jessen døde allerede som 52-årig i 1906. Det blev H.P. Hanssen, som overtog hans plads i den preussiske rigsdag. I sin nekrolog over Jens Jessen skrev H.P. Hanssen med et citat fra Tegnérs digt om Karl 12.: "Han ville ikke vige, blot falde kunne han." Ernst Christiansen overtog redaktørposten på Flensborg Avis efter Jens Jessen.

Portræt i det nationale portrætgalleri på Folkehjem i Aabenraa.

Kilder: Troels Fink: Båndene som bandt. Institut for Grænseregionsforskning, 1999.

Brevvekslingen mellem Jens Jessen og Marie Fibiger: Se Rene Rasmussens artikel i "Grænselandshistorie gennem 40 år - Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig 1963-2003", s. 233 - 289
Litteratur: A. Svensson: Redaktør J. Jessen, Flensborg Avis. I-III. Udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland. Nr. 16.
Artikel i Flensborg Avis den 15. juli 2006