A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Joachim, Hans Kongelige Højhed Prins, født 1969

Joachim Holger Waldemar Christian, Prins til Danmark, er født den 7. juni 1969. Prins Joachim er søn af Dronning Margrethe 2. og Prins Henrik af Danmark. Prins Joachim indgår i arvefølgen til tronen og kan være rigsforstander, når Dronningen og Kronprinsen er ude af landet. Prins Joachim er døbt i Århus Domkirke 15. juli 1969 og konfirmeret i Fredensborg Slotskirke 10. juni 1982.

Den 18. november 1995 giftede Prins Joachim sig med frk. Alexandra Christina Manley, som ved brylluppet blev H.K.H. Prinsesse Alexandra af Danmark. Vielsen blev forrettet af den kongelige konfessionarius og foregik i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød. Bryllupsfesten blev holdt på Fredensborg Slot.

Prins Joachim og Prinsesse Alexandra har to børn: Hans Højhed Prins Nikolai William Alexander Frederik, født den 28. august 1999 og Hans Højhed Prins Felix Henrik Valdemar Christian, født den 22. juli 2002. Prinsesse Alexandra og Prins Joachim blev i september 2004 separeret og endeligt skilt i april 2005, hvorefter Prinsesse Alexandra tituleres Grevinde af Frederiksborg. 

Den 24. maj 2008 giftede Prins Joachim sig med frk. Marie Cavallier i Møgeltønder Kirke. Marie Cavallier tituleres herefter Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, grevinde af Monpezat. Vielsen blev forrettet af Københavns biskop Erik Norman Svendsen.

Prins Joachim gik på Krebs' Skole i perioden 1974-1982, heraf som privatist på Amalienborg i perioden 1974-76. I perioden 1982-1983 var Prins Joachim kostskoleelev på École des Roches, Normandiet i Frankrig. I 1986 blev Prins Joachim student fra Øregaard Gymnasium, og i perioden 1986-1987 arbejdede Prins Joachim på en farm ved Wagga Wagga i Australien. I 1991-1993 gennemførte Prins Joachim agrar-økonomuddannelsen på Den Classenske Agerbrugskole Næsgaard på Falster.

Prins Joachims militære uddannelse begyndte i 1987 som rekrut i Dronningens Livregiment. I 1988 blev Prins Joachim udnævnt til sergent, og i 1989 fulgte udnævnelsen til løjtnant i reserven. Efter udnævnelsen til løjtnant gjorde Prins Joachim fra 1989-90 tjeneste som delingsfører i en kampvognseskadron ved Prinsens Livregiment. I 1990 blev Prins Joachim udnævnt til premierløjnant af reserven og i 1992 fulgte, efter gennemførelse af videreuddannelsestrin I for officerer af reserven (VUT I), udnævnelse til kaptajn af reserven. Prins Joachim er stadig aktiv i forsvarets reserve som designeret eskadronschef ved en kampvognseskadron ved Prinsens Livregiment.

For at opnå en bred forretningsmæssig erfaring har Prins Joachim udover sin landbrugsmæssige baggrund været ansat hos A.P. Møller Maersk Gruppen i henholdsvis Hong Kong og Frankrig i perioden 1993-1995. I dag er Prins Joachim godsejer og driver Schackenborg Gods, som Prinsen har ejet siden 1978. Driften består primært af agerbrug, som dyrkes på konventionel vis.

Prins Joachims modersmål er dansk. Herudover taler Prinsen fransk, engelsk og tysk.

Prins Joachim bor på Schackenborg Slot i Sønderjylland og prinsen er protektor for Grænseforeningen.

Kilde: Kongehusets hjemmeside www.kongehuset.dk