A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Kongshøj

Strategisk vigtig høj beliggende ved Over Selk 4,5 km. syd for Slesvig-forstaden Frederiksberg.

Højen var en vigtig forpost for den danske hær i dagene før rømningen af Dannevirke ved indledningen til krigen i 1864 og var det sted, hvor en af de blodige forpost-fægtninger fandt sted inden rømningen.

Den 3. februar 1864 havde den preussiske øverstkommanderende feltmarskal Wrangel givet ordre til at erobre forterrænet foran Dannevirke. Det førte til en række hårde kampe, bl.a. ved Kongshøj, som østrigske tropper erobrede på trods af, at den danske styrkes dobbeltstyrke, fordi østrigerne angreb på det tidspunkt, hvor afløsningen netop var ankommet. Der er uenighed, om den dobbelte bemanding var en fordel for danskerne. Den danske indsats var præget af forvirring på grund af dårlig ledelse, idet forpostkompagnierne tilhørte 6 forskellige batailloner. Danskerne led betydelige tab ved forposttræfningerne den 3. februar på grund af de gentagne bajonetangreb i tætte kolonner.

Ved de danske afdelinger var tabene 404 mand, heraf 42 faldne, mens østrigerne mistede 430 mand, heraf 94 faldne.