A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Krusåen

Krusåen har sit udspring ved Padborg og løber de ca. 7,5 km gennem en naturskøn og næsten uberørt tunneldal frem til sit udløb i Flensborg Fjord ved Skomagerhus grænseovergang.  Ved istidens ophør for ca. 12.000 år siden strømmede smeltevandet fra isbræen mod vest gennem Kruså tunneldal - i dag benytter Krusåen dalen til at strømme den anden vej. Tunneldalen opstod i slutningen af sidste istid og kendetegnes ved stejlt hældende skråninger, hvorfra der springer talrige kildevæld. På dele af åstrækningen løber åen gennem næsten urørt natur, foruden gennem Niehuus sø, Niedermoor med fugtige enge og Kruså Møllesø for til sidst at flyde gennem den eng- og skovrige dal ved Kobbermøllen inden åen udmunder i Flensborg Fjord.

Siden Genforeningen i 1920 har dele af Krusåens forløb dannet grænse mellem Danmark og Tyskland. Ved Krusåens udløb ved Skomagerhus finder man således den første af de 280 grænsesten, som markerer den dansk-tyske grænse mellem Flensborg Fjord og Vadehavet.. 

To stemmeværk ved Kruså Mølle og Kobbermøllen forhindrer vandrende fisk som ørreder i at nå op til gydepladserne længere oppe i åen. Der er fundet 9 forskellige fiskearter i Krusåen, bl.a. bæklampret, trepigget hundestejle, havørred og laks. Naturen i tunneldalen er gennem de senere år blevet plejet gennem et grænseoverskridende samarbejde finansieret af det såkaldte Interreg Program.

I gennem det sidste århundrede er den moseagtige dalbund efter afvanding sunket en del sammen. Høje vandstande efter vandløbsvedligeholdelse om foråret i Krusåen tyder på, at dalbunden efterhånden ligger så lavt, at det ikke længere kan betale sig at afvande yderligere.