A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Knipling

Tønderknipling

Tønderknipling. Midterpartiet af to korsklæder, hver sammenstykket af to stykker Tønderknipling fra begyndelsen af 1800-tallet.

Kniplingshåndværket kom i slutningen af 1500-tallet til Vestslesvig fra Nederlandene. Med centrum i Tønder blev i de første årtier af 1600-tallet skabt en egentlig kniplingsindustri som det eneste sted i det danske monarki. Den blev hurtigt organiseret i et tredelt hierarki med kniplingshandlerne øverst. Som mellemlag stod kniplingskræmmerne, de handelsrejsende, som kniplingshandlerne engagerede til at bringe kniplinger til de danske og nordtyske aftagere. Nederst i hierarkiet var kniplerskerne, der fremstillede kniplingerne.

Produktionen var organiseret som en forlagsvirksomhed: kniplerskerne sad i deres egne boliger med egne produktionsmidler, knipleskrin, kniplepinde og lyskilde, mens kniplingshandleren leverede de to nødvendige remedier, den tynde hørtråd og mønstrene, de såkaldte prikkebreve. Når en kniplerske havde modtaget mønster og tråd fra en handler, var hun bundet til kun at arbejde for ham, og hun måtte under ingen omstændigheder kopiere mønstret til evt. videresalg. Kniplersken blev aflønnet med et beløb pr. alen, afhængig af mønstrets bredde og sværhedsgrad. Da hun var på akkordløn, havde hun ikke råd til at skifte mønster, før hun på grund af alder måtte have et mønster, der var lidt lettere at se.

Lønnen til kniplerskerne var lav, men tilstrækkelig til at overleve under beskedne kår. Derimod blev kniplingshandlerne ofte meget velhavende, fordi de kun behøvede at anvende dele af fortjenesten til indkøb af tråd, løn til kniplerskerne samt til fremskaffelse af nye mønstre. Derfor ønskede mange kniplingskræmmere at blive kniplingshandlere, og gennem hele kniplingsindustriens blomstringstid i Vestslesvig, var der strid mellem disse to grupper. Kniplingskræmmere forsøgte bl.a. at etablere sig i landsbyer i Vestslesvig.

Kniplingsindustrien i Vestslesvig varede i godt 250 år. 1700-tallet må betragtes som industriens blomstringstid. Efter Napoleonskrigenes afslutning i 1815 gik handelen hastigt tilbage, dels på grund af skift i moden, dels på grund af konkurrencen fra maskinfremstillede engelske blonder. Da Slesvig efter 1864 kom under tysk styre, var kniplingsindustriens tid i Vestslesvig reelt forbi.

I det første tiår af 1900-tallet skete der en genoplivning af kniplingshåndværket som kunsthåndværk to forskellige steder. I København arrangerede direktøren for Kunstindustrimuseet, Emil Hannover, i 1908 en stor udstilling om Tønderkniplingerne, og i Sønderjylland, der var under preussisk styre, begyndte Hansigne Lorenzen i Ballum at indsamle gamle prikkebreve til Tønderkniplinger og anspore de kvinder, der kunne kniple, til at genoptage arbejdet med at lave Tønderkniplinger. 

Efter Genforeningen i 1920 intensiveredes dette restaureringsarbejde, og der blev i mange danske købstæder dannet såkaldte damekredse, hvis opgave det var at støtte kniplingshåndværket i Danmark ved at sørge for, at de Tønderkniplinger, der blev forarbejdet i Vestslesvig, blev solgt. Arbejdet i de forskellige damekredse varede ved, indtil den sidste af disse blev opløst i 1977. I 1985 blev der atter etableret et landsdækkende arbejde for kniplingskunsten i Danmark, idet der blev dannet en ny landsdækkende forening, Knipling i Danmark, der fortsat eksisterer og har et medlemstal på omkring 4.000 medlemmer. Parallelt hermed, men uafhængigt af foreningen, blev den første internationale kniplingsfestival etableret i 1989 i Tønder. Efter den første festival blev det besluttet, at festivalerne skulle gentages hvert tredje år, og siden har der været afholdt syv kniplingsfestivaler i Tønder.

Af Inger Lauridsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:
Emil Hannover: Tønderske kniplinger. 1911.
Sigurd Schoubye: Tønderske kniplinger. 1989.
Kvartalstidsskriftet Kniplebrevet, der er udkommet siden 1985.
Inger Lauridsen: Hansigne Lorenzen, Det tønderske Kniplingsdepot og Den københavnske Damekreds. 2001.