A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Kruse, Frederik Vinding, 1880-1963, prof. og dr. jur.

Frederik Vinding Kruse blev født i Thisted i jævne kår. Han tog præliminæreksamen i 1897 og blev student i 1899 som privatist. I 1905 tog han juridisk embedseksamen. I årene 1909-11 var han på en stor udlandsrejse til England (især London og Oxford) og Tyskland (især München).

Vinding Kruse gjorde en bemærkelsesværdig karriere inden for retsvidenskab og fik et betydeligt forfatterskab bag sig om en lang række retsvidenskabelige emner.

Efter folketingsvalget i 1920 sendte statsminister Niels Neergaard en delegation med bl.a. Frederik Vinding Kruse og Ernst Christiansen samt de sønderjyske brødre Holger Andersen og Johannes Andersen til Paris for at påvirke Den internationale Delegation til en internationalisering af Flensborg, men forslaget fandt ingen tilslutning.

Vinding Kruse blev formand for Grænseforeningen ved dens oprettelse i 1920 og frem til 1922. Ved sin afgang som formand blev han æresmedlem af foreningen.

I 1944 udgav han bogen "Det kommende samfund" hvori han argumenterede imod folkestyret som styreform, bl.a. med henvisning til folkets uvidenhed og selviskhed. Det var denne bog Hal Koch polemiserede imod i sin bog "Hvad er demokrati?" som udkom i 1945.

Helt frem til sin død fastholdt han skarpe synspunkter i spørgsmålet om Sydslesvig, som kan sammenfattes i flg. citat: "Bestandig tilbage, bestandig indre politisk Splittelse og Taabelighed, bestandig Mangel paa Fasthed og Vilje, det er hvad der bør skrives over dette slappe Folks Historie med den Skæbnens Skrift, der ubønhørligt dømmer ethvert Menneske og ethvert Folk, der mangler den vigtigste menneskelige Egenskab: den urokkelige Karaktér og den deraf følgende svigtende jernhaarde Kamp for Retfærdighed".

Grænseforeningens øvrige formænd: Hjalmar Ulrich, H.P. Hansen, Holger Andersen, Frederik Heick, Erik Haunstrup Clemmensen, Arne Fog Petersen, Eskild Friehling, H.P. Clausen, Viggo Witt-Hansen, Jørn Buch, Bent A. Koch, Torben Rechendorff, Finn SlumstrupMette Bock og Jens Andresen.

Litteratur:
Jens Evald: "Frederik Vinding Kruse". En juridisk bibliografi. Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2005.