A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Krigen i 1864. Den politiske baggrund i Danmark

Treårskrigen 1848-50 bragte ingen afklaring på spørgsmålet om Slesvig og Holstens forhold til Danmark. Den danske regering var i aftalerne 1851 og 1852 og i London-traktaten af 1852 blevet pålagt at udarbejde en fællesforfatning for kongeriget og hertugdømmerne, men dette viste sig i de kommende år næsten umuligt. En af de mest fremtrædende politikere i denne bestræbelse var C.A. Bluhme.

Da Fællesforfatningen endelig trådte i kraft i oktober 1855 blev den ikke forelagt de tre hertugdømmers stænder til godkendelse. De holstenske stænder protesterede kraftigt og forkastede i 1857 en særforfatning, de havde fået forelagt, mens lauenborgerne appellerede til den tyske forbundsdag. Det lille tyske flertal i den slesvigske stænderforsamling forlangte genoprettelsen af den gamle, nære forbindelse mellem de to hertugdømmer.

Over for presset fra Det tyske Forbund og de to tyske stormagter Preussen og Østrig gav Danmark efter og ophævede i 1858 helstatsforfatningen for Holsten og Lauenborgs vedkommende.

Den danske regering befandt sig i et farligt dilemma. Trods alle den danske regerings anstrengelser havde det vist sig umuligt at opnå en kompromisløsning til en helstatsforfatning. Samtidig blev det stadig tydeligere, at en helstat, der omfattede Holsten, ville betyde afhængighed af forholdene i Tyskland, en afhængighed, der ville blive større med de voksende tyske enhedsbestræbelser.

Den danske regering mente derfor, at den bedste løsning til sikring af Danmarks fremtidige uafhængighed ville være, at man gav afkald på en nærmere forfatningsmæssig tilknytning af Holsten og Lauenborg til Danmark. Så kunne Danmark og Slesvig, de dele af den hidtidige helstat som ikke hørte til det tyske forbund, sluttes tættere sammen og i stor udstrækning holde sig fri af indblanding fra forbundet. Det tysksindede befolkningsflertal i Slesvigs sydlige del kunne imidlertid ikke vindes for disse planer.

Da der i 1863 begyndte at aftegne sig et skarpt modsætningsforhold mellem de to tyske stormagter Østrig og Preussen, formodede den danske regering, at den internationale situation i det store og hele var gunstig for indførelse af en fælles forfatning for kongeriget og hertugdømet Slesvig.

Holsten og Lauenborg blev derfor ved kongeligt patent af 30. marts 1863 skilt ud fra helstatsforfatningen. En fællesforfatning for Danmark og Slesvig blev nu udarbejdet. Det danske rigsråd gav sit samtykke til denne forfatning. Under pres fra de ledende danske politikere underskrev også den ny konge Christian 9., som havde efterfulgt Frederik 7. efter dennes død den 15. november 1863, den nye forfatning den 18. november 1863 (Novemberforfatningen).

I Danmark og Nordslesvig hilstes dette med stor tilfredshed i vide kredse, selvom man nok var klar over, at det ville betyde vanskeligheder i forholdet til Holsten og de tyske forbundsstater, ja at det endog kunne føre til krig.

Siden 1859 havde arveprins Frederik af Augustenborg gjort sine krav på arvefølgen i hertugdømmerne efter den danske kong Frederik 7. gældende, på trods af at hans far tidligere havde givet afkald herpå. Efter kongens død fornyede han i en proklamation til hertugdømmernes befolkning som hertug Frederik 8. sine krav på landets regering og dukkede op i Holsten efter forbundseksekutionstroppernes indrykning.

I denne situation baserede den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck - i modsætning til de mellemstore tyske stater og den offentlige mening i Tyskland - sin politik på kravet om overholdelse af aftalerne fra 1851-1852 og London-traktaten af 8. maj 1852. Kun sådan kunne en politisk isolering af Danmark og en udskillelse af hertugdømmerne fra helstaten forberedes over for de europæiske stormagter.

I al hemmelighed tilstræbte Bismarck Preussens erhvervelse af hertugdømmerne for dermed tillige at tage det første skridt til en afgørelse af det tyske spørgsmål. Det arvekrav på hertugdømmerne, som Frederik 8. af Augustenborg havde anmeldt, havde Bismarck i sinde kun at tillade mod vidtgående indrømmelser fra dennes side.

Derfor deltog Preussen ikke i forbundseksekutionen til sikring af forbundsrettighederne i Holsten og Lauenborg. Østrig sluttede sig i sin politiske kurs i spørgsmålet om Slesvig og Holsten nært til den preussiske rival, for at denne ikke alene skulle nyde godt af resultaterne.

Da den danske regering afviste et ultimatum fra de to tyske stormagter om foreløbigt at stille Novemberforfatningen i bero, overskred preussiske og østrigske tropper Ejderen den 1. februar 1864. 

Den samtidige politiske baggrund i Preussen

Kilde: De nationale modsætninger 1800-1864. Institut für Regionale Forschung ind Information im Deutschen Grenzverein e.V., Flensburg i samarbejde med Institut for Grænseregionsforskning, Aabenraa. 1984.