A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Kartoffeltyskere

Betegnelse for ca. 300 tyske familer, som i sidste halvdel af 1700-tallet på Frederik 5.'s foranledning kom til Danmark for at opdyrke Alheden ved Karup, hvor man ikke kunne få danske bønder til at slå sig ned på grund af den ufrugtbare jord. De tyske indvandrere blev lovet jord, 20 års skattefrihed, fritagelse for soldatertjeneste, religionsfrihed og deres rejseomkostninger betalt. De medbragte fra deres hjemstavn (området omkring Frankfurt, Darmstadt, Heidelberg og Karlsruhe) kendskab til kartoffeldyrkning - deraf navnet.

De fleste forlod på grund af de uventede vanskelige betingelser hurtigt Danmark igen, hvoraf nogle drog videre til Rusland, hvor Katharina den Store i 1763 var begyndt at hverve tyske bønder til opdyrkningen af nyerobrede områder ved Volga-floden og ved Sortehavet.

I 1765 var der 61 familier tilbage på Alheden. De fleste af dem blev og fik egen kirke og præst (Frederiks Kirke), hvor kirkesproget frem til 1865 var tysk. I anden halvdel af 1800-tallet assimileredes (= blev en del af flertalsbefolkningen) kartoffeltyskerne. Kirkesproget var fra 1870 udelukkende dansk.

Der opstod lignende kolonier på Randbøl Hede og i Frederiksfeld i Sydslesvig.

Efterkommerne af Kartoffeltyskerne har dattet foreningen "Kartoffeltyskerne på Alheden". Se foreningens hjemmeside.