A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Landskabsformer i Sønderjylland

De sønderjyske landskabsformer er skabt af de sidste to istider. Den næstsidste istid kaldes for Saale og fandt sted mellem 390.000-130.000 år før nu. Den er opkaldt efter en biflod til Elben, hvortil isen nåede under sin største udbredelse. Hele Danmark var under Saale-istiden dækket af indlandsis.

Bakkeøerne i den vestlige del af Sønderjylland er den øverste del af morænelandskabet fra Saale-istiden, mens den lavereliggende del er dækket af smeltevandsaflejringer fra den sidste istid. Den kaldes Weichsel, og varede fra ca. 114.000 til ca. 11.700 år før nu. Under Weichsel nåede isen kun til den såkaldte hovedopholdslinje, der i Sønderjylland løber fra Skodborg over Vojens, Rødekro, Flensborg, Slesvig til Rendsborg. Saale- og Weichselisen kom i begge tilfælde hovedsagelig fra nord- og østlige retninger og har bl.a. bragt sten med hertil fra Oslo-området (rhombeporfyr) og det sydvestlige Sverige (kinnediabas). Mellem de to istider var der en varmeperiode på ca. 18.000 år, kaldet Eem efter aflejringer ved Eem-floden i Holland.

Sønderjyllands landskabsformer kan groft opdeles i tre hovedkategorier:

- Weichsel-isens lerede morænelandskaber øst for hovedopholdslinien.

- Den midterste sandede del med smeltevandsaflejringer og bakkeøer, ofte kaldet geesten.

- Den vestlige del, præget af tidevandets marskdannelse.

I morænelandskaberne optræder en række typiske landskabselementer. De storbakkede ret jævne landskaber betegnes bundmoræne, dannet af gletschernes medbragte usorterede materiale efterladt ved deres afsmeltning. Det mere kuperede og småbakkede morænelandskab har betegnelsen dødislandskab, hvor store isklumper har ligget spredt foran den levende is og ved sin langsomme smeltning har dannet fordybninger i landskabet. Løjt Land er et godt eksempel herpå.

Under gletscherne er tunneldalene dannet af strømmende smeltevand fyldt med løse materialer. Under stort tryk løb vandet mod vest ud gennem gletscherporte til de åbne vidder foran isen, hvor materialerne er aflejret efter kornstørrelse. Det grove nær hovedopholdslinjen, hvor der i dag er mange grusgrave, det mellemfine længere vestpå og det allerfineste, lerpartiklerne, på bunden af den nuværende Nordsø, da den var fastland. Tunneldalene ligger typisk i forlængelse af fjordene på østkysten, fordi de var tunneldale, da Weichsel-isen dækkede området. Inderst i fjordene er købstæderne senere opstået pga. gode havnemuligheder.

Randmorænerne (endemoræner) er markante, nord-sydgående bakkekamme, dannet ved opskubbet og fritsmeltet materiale fra gletscherfremstød fra østlige retninger og ligger hovedsagelig langs hovedopholdslinjen, der i dag danner vandskellet i Jylland. Issøer er oprindelig vandfyldte bassiner omkranset af is og isopskubbede morænevolde. Her er roligt smeltevand løbet ud i stillestående søvand, hvor dets last af fine lerpartikler er aflejret, ofte lagvist. Dette stenfrie ler har i århundreder dannet grundlag for teglproduktion, f.eks. på Broagerland.

Det sandede landskab midt i landet har også sine typiske landskabselementer. Bakkeøerne, f.eks. den største i Sønderjylland, Toftlund Bakkeø, har som regel bløde afrundede former. Det skyldes fænomenet flydejord. I Weichsel-istiden lå dette landskab vest for hovedopholdslinjen, åbent og i arktisk klima med permafrost og meget sparsom eller ingen vegetation. I sommerperioderne kunne det optøede vand ikke sive ned, hvorved overfladejorden blev flydende og derved udjævnede stejle former i landskabet.

Efterhånden som permafrosten ophørte, vaskede nedbøren lerpartikler og næringsstoffer ud af denne ældre Saale-moræne, hvorved jordens frugtbarhed faldt. Smeltevandssletterne (hedesletterne), hvor Tinglev Hedeslette er den største, er meget flade landskaber, der stort set består af sand. De gennemskæres af vandløb, der i mange tilfælde har eroderet sig ned i sletten og danner å-dale som f.eks. Gels Å, Brede Å og Trene. Gennem de seneste århundreder er smeltevandssletterne blevet afvandet, tilplantet og opdyrket. Indlandsklitter, f.eks. ved Stensbæk mellem Arnum og Enderupskov, er aflejringer af flyvesand, formet i det isfri landskab vest for hovedopholdslinjen under Weichsel-istiden.

Marsken i vest er dannet af tidevandet siden Weichsel-isen smeltede tilbage til Grønland og Arktis, og kystlinjen langs vestkysten fandt sin ligevægt mellem havstigning og landsænkning. Mennesket har gennem tiden befordret marskdannelsen ved anlæggelse af diger, slikgårde og grøbling (Inddigning). Meget dynamiske kræfter, som tidevand og havstrømme, har formet Vadehavets bundformer og ø-rigdom. Øerne Sild, Før og Amrum syd for grænsen har en kerne af bakkeø, mens de øvrige øer i Vadehavet består af sand aflejret af strøm og vind. Øer uden diger eller med sommerdiger betegnes halliger.

Vaderne er betegnelsen for de havområder, der oversvømmes ved højvande og tørlægges ved lavvande, mens de såkaldte højsander kun oversvømmes ved ekstraordinært højvande.

Af Henrik Jakob Mynster Alsted i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.