A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Lundby, Træfningen ved, 3. juli 1864

Forfatteren Tom Buk-Swienty kalder ikke begivenheden ved Lundby den 3. juli 1864 for en træfning, men en massakre. I militærhistorien kaldes begivenheden "en affære" eller "affæren ved Lundby".

Det som skete var, at et kompagni preussiske soldater blev observeret den 2. juli om aftenen af en dansk patrulje i landsbyen Ellitshøj ca. 15 km syd for Aalborg. Det kom til en kort skudveksling, som tvang den danske patrulje tilbage. Den gav straks besked til regimentschef, oberstløjtnant Hans Charles Beck i Nørre Sundby med tilbud om at gennemføre et overraskelsesangreb mod de preussiske styrker. Dette modsatte Beck sig og besluttede i stedet selv at gå imod en preussiske styrke med en styrke på ca. 180 mand, inkl. 16 dragoner og en håndfuld frivillige officerer.

De drog mod Ellitshøj, men da Beck nåede frem, var de preussiske styrker fortsat til landsbyen Gunderup. Da Beck med sin styrke nåede frem hertil, kom han igen for sent. Den preussiske styrke på 124 mand under ledelse af kaptajn von Schlutterbach havde bevæget sig ca. to km mod nord og gjort holdt i Lundby. På et bakkedrag syd for byen fik Beck kontakt med den preussiske styrke, der opholdt sig i en dal ved et stendige. Oppe på bakkekammen traf Hans Charles Beck en skæbnesvanger beslutning og beordrede sit kompagni til at stille op i en 10 mand bred og 16 mand dyb marchkolonne og udføre et frontalt bajonetangreb mod den preussiske styrke. Med kaptajn Hammerich og de kommanderende løjtnanter og underofficerer ved fløjene gik det i fuld fart og under høje hurraråb ned over bakkekammen frem mod Lundby. Beck blev selv tilbage for at observere.

Den preussiske kaptajn bevarede roen og lod danskerne marchere frem til en afstand på 80-90 meter før han gav ordre til at skyde. To danske officerer og flere menige blev ramt af den første salve, men kolonnen fortsatte ufortrødent fremad. Preusserne ladede deres moderne bagladere og anden salve blev afskudt, da danskerne var inden for 60-70 meter. Atter blev talrige soldater ramt, men danskerne fortsatte og da kolonnen var ca. 50 meter fra diget skød preusserne for 3. gang med uhyggeligt resultat. Danskerne faldt i stort tal og angrebet gik i opløsning - de overlevende søgte i hast dækning i en nærliggende kornmark. Kampen var aldeles håbløs og 76 mænd lå døde eller sårede tilbage, mens 38 faldt i preussisk fangenskab. Preusserne havde tre sårede.

Becks adjudant Peter Abrahams studerede Beck nøje under ridtet tilbage til Nørre Sundby og skrev senere: "Jeg red ud sammen med en underlig, vildt begejstret mand, jeg red tilbage med en sammensunket olding".

I sin rapport om træfningen skrev Beck nogle dage senere:
"Kampen ved Lundby den 3. juli var et dristigt foretagende. Ekspeditionen var et forsøg på at gengælde den forsmædelse, som den overmægtige fjende havde påført os. Og uanset, hvordan udfaldet var, så må det fremhæves, at der næppe i denne krig er blevet udført noget angreb med større mandsmod og dødsforagt end det ved Lundby. Selv fjenden har udtalt sin udelte beundring; hver mand var sig øjensynligt bevidst om betydningen af det enstemmige "ja", kompagniet lidt før angrebet havde udtalt efter opfordringen om at kaste sig over fjenden, uanset i hvilket tal han måtte vise sig."

Kilde: Tom Buk-Swienty: "Dommedag Als - 29. juni 1864". Gyldendal 2010