A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Landbrug i Sønderjylland

Oldtid

De ældste spor af landbrug i Sønderjylland er fra ca. 4300 f.Kr., dvs. yngre stenalder. Det første landbrug var svedjebrug, og de første bønder dyrkede især primitive hvedeformer, som dog i løbet af bronzealderen gradvist veg for byg. Også husdyrbrug med kvæg, svin, får og geder er der spor af fra 4. årtusinde f.Kr. I sten- og bronzealderen havde landbruget tyngdepunkter ved kysterne og på overgangen mellem bakkeøer og enten hedesletter eller marsk. Bebyggelsen bestod af enkeltgårde.

I løbet af jernalderen og vikingetiden (ca. 500 f.Kr-1000 e.Kr.) skete store forandringer. De primitive hvedesorter gled næsten helt ud, men til gengæld vandt rug og havre frem e.Kr. Mellem 300 og 400 e.Kr. kom muldfjælsploven, som kan vende græstørven. Samtidig begyndte hesten så småt at blive anvendt som trækdyr i landbruget ved siden af okser. Også bebyggelsen ændrede sig afgørende. Enkeltgårde fandtes stadig, men landsbyer blev den almindelige bosættelsesform. I vest indledtes en opdyrkning og bosætning i marsken i vikingetiden.

Middelalder

Højmiddelalderen (ca. 1000-1300) var præget af betydelig ekspansion. Over hele Sønderjylland opstod nye bebyggelser, bl.a. ved udflytning fra de gamle landsbyer, rydning af skov og inddragelse af marsken. Samtidig blev de gamle landsbyer, som hidtil var flyttet med jævne mellemrum, stedfaste. Dermed var bebyggelsen i hovedsagen lagt fast til omkring 1800. Samtidig udvikledes et driftsfællesskab for landsbyerne med en regulær markstruktur.

Konge, bisper og stormænd ejede betydelige ejendomme. De blev i 1100- og 1200-tallet mest drevet i form af storgårde med arbejdskraft fra trælle, tjenestefolk eller tilhørende småbrug, men ved siden af dem fandtes et betydeligt antal selvejerbønder. Længst mod syd, hvor der synes at have været meget lidt bebyggelse omkring 1000, blev landet bebygget med meget regelmæssige landsbyer, der synes anlagt af stormænd i samarbejde med kongen. 1300-tallet var præget af adskillige kriser: pest, stormflod og krig. Det førte til opgivelse af nogle mindre landsbyer og enkeltgårde, men først og fremmest blev godsejernes besiddelser omlagt, så de overvejende kom til at bestå af mellemstore bondegårde drevet af en familie og evt. ganske få tjenestefolk.

Også marskegnene oplevede en betydelig ekspansion. Bebyggelsen lå først på de lidt højere arealer, men fra vikingetiden kom kunstige værfter til, og da vandstanden steg efter år 1000, begyndte en anlæggelse af diger. Omfattende inddigninger fortsatte helt til begyndelsen af 1600-tallet, hvorefter tempoet tog mærkbart af. Bebyggelsesstrukturen i marsken var helt anderledes end i resten af Sønderjylland. Gårdene lå ofte på rækker, men udgjorde ikke egentlige landsbyer, og hver gård drev sin jord helt individuelt uden landsbyfællesskab.

I senmiddelalderen udvikledes også driftssystemer og driftsmæssige specialiseringer, som i deres hovedtræk skulle holde sig til slutningen af 1700-tallet. Over hele geesten var det dominerende markbrugssystem græsmarksbrug, hvor jorden var inddelt i såkaldte tægter (ty.: Schläge), der hver blev drevet med korn typisk 3-5 år i træk fulgt af en endnu længere periode, hvor jorden lå hen til græsning. Vigtigste kornsort var rug. I øst og ved geestranden kombinerede man længe arealer, som blev dyrket med korn hvert år (alsæd) med andre arealer, som blev drevet vekselvist. Østpå var byg og havre vigtigste kornsorter, men der blev også dyrket nogen rug. Især den omfattende havredyrkning er et særtræk i forhold til Kongeriget. I 1500- og 1600-tallet vandt boghvede desuden frem på geesten og i sydøst. I dele af marskegnene, især på Ejdersted, var der også omfattende kornavl med hovedvægt på byg og havre. Endelig var Femern berømt for sin avl af hvede, byg og bønner.

Kvægavl med hovedvægt på okser var udbredt i skovrige egne østpå som Tyrstrup Herred og Løjt Land, langs geestens åer, ved marskranden og i dele af marsken, hvor egnen syd og sydvest for Tønder havde den største okseproduktion af alle. Ejdersteds kvægavl var derimod længe centreret om mejeribrug.

Tidlig moderne tid

En stærk befolkningsvækst i 1500-tallet førte til, at mange gårde blev delt i halvgårde eller mindre brøker. Fyrsterne søgte dog at bremse gårddelingerne, og i 1600-tallet hørte de op. Derimod fortsatte væksten i antallet af kådnere og inderster, så der omkring 1700 var lige så mange af dem som gårdmænd. Ved år 1500 var både de fyrstelige ladegårde og adelige hovedgårde små, og godsejerne levede hovedsagelig af afgifter fra bønderne. I 1500-tallet begyndte næsten alle godsejere at udvide deres hovedgårde og anlægge nye. I de kongelige og gottorpske amter stoppede denne udvikling omkring 1600, og fra 1631-33 blev næsten alt hoveri opgivet her. Det omfattede næsten hele geesten og dele af Østslesvig, især egnen nord for Aabenraa, som derfor blev et bondeland uden egentlige herregårde. I de mindre delhertugdømmer og på bl.a. Søgård Gods standsede hovedgårdsvæksten omkring 1670, men på de fleste adelige godser syd for Flensborg Fjord fortsatte væksten til omkring 1720. Da dækkede hovedgårdene halvdelen af jorden på disse godser, hvor hoveriet var kolossalt tungt og bønderne livegne. Driften var meget moderne med mejeribrug og kobbelbrug.

Visse steder i Østsønderjylland, bl.a. Løjt Land, var der allerede i senmiddelalderen en del individuelle hegnede jordstykker, såkaldte kobler og løkker, ud over den jord, der lå i fællesskab. I Løjt Sogn førte det frem til midten af 1600-tallet til en mere omfattende udskiftning, og gradvis bredte udskiftninger sig bl.a. til Haderslevegnen og Angel. I 1768 nedsattes den Slesvig-Holstenske Landkommission. Den gennemførte over de følgende 55 år en generel udskiftning af jorden i amterne. Gårdene blev dog oftere liggende i landsbyerne end nord for Kongeåen, og som regel fik de ikke al jord i ét stykke, men i flere. Samtidig blev alle fæstegårde i amterne nu formelt arvefæstegårde med fastlåste afgifter, hvad de reelt havde været længe.

De kongelige hovedgårde (inkl. de tidligere hertugelige) blev udstykket, og bønderne blev arvefæstere uden hoveri. Det skete også på private godser, især i Nordslesvig og Angel, bl.a. Schackenborg og Sandbjerg. I 1790’erne indledtes derimod en anden form for omstilling i Svans og Dänischwohld, hvor hovedgårdene blev opretholdt. Her blev de hidtidige fæstegårde bortforpagtet på åremål ligesom de store avlsgårde. Da livegenskabet endelig blev ophævet ved lov i 1805, var det allerede næsten forsvundet i Slesvig. De få tilbageværende godser valgte modellen med åremålsforpagtning. Sydøstslesvig forblev præget af storgårde og landarbejdere, mens Østsønderjylland nord for Slien og geesten var domineret af gårdmænd.

Modernisering, industrialisering og fremgang

Efter en krisetid i 1820’erne blev årene fra 1830’erne til 1864 en gylden tid for de sønderjyske gårdmænd, der oplevede en velstandsstigning på grund af stigende priser på landbrugsvarer og øget produktion, idet kornavlen blev forbedret gennem bl.a. mergling, og mejeribruget vandt frem. Moderniseringen blev støttet af nye landboforeninger, som bidrog til at udbrede viden om nye driftsmåder. Mindre gunstig var perioden for landarbejderne, hvis lønninger ikke fulgte med prisstigningerne. Da der kun fandt ringe udstykning sted, førte befolkningsvæksten til, at antallet af landarbejdere voksede kraftigt.

I den preussiske tid 1864-1914 gennemgik det slesvigske landbrug en omstilling, der har meget til fælles med den, der samtidig skete i Danmark. Inden for agerbruget vandt vekselbruget frem med konstant skift mellem korn og andre afgrøder. Samtidig blev mejeribruget styrket med andelsmejeriernes fremkomst. Kun to år efter, at det første danske andelsmejeri var oprettet i Hjedding ved Varde i 1882, kom det første sønderjyske andelsmejeri i Lintrup. Derefter bredte andelsmejerierne sig hurtigt over hele hertugdømmet med delvis undtagelse af marsken og godsområderne i sydøst. I tilknytning til mejeribruget blev roedyrkning udbredt. Også svineavlen gik stærkt frem, især efter 1900, men der blev ikke oprettet andelssvineslagterier.

Omstillingen af landbruget i Sønderjylland var dog mindre end i Danmark. Tyske toldmure sikrede bedre priser på korn og især oksekød end på verdensmarkedet. Derfor vedblev de vestslesvigske bønder i høj grad med at satse på studene. Ejdersted, som i 1600-tallet havde været præget af kornavl og mejeribrug, blev en næsten ren studegræsningsegn, og derfor faldt folketallet.

Beskæftigelsen i landbruget var ellers stigende trods en betydelig mekanisering. Ud over andelsmejeriers centrifuger kom der tærskeværker og andre nye markbrugsredskaber som aflæggere og selvbindere. Det sparede arbejdskraft, men det blev fuldt ud modsvaret af mere intensiv drift af jorden, arbejdskrævende afgrøder som roer og de stærkt øgede besætninger. Moderniseringen blev i høj grad støttet af landboforeningerne, som voksede i antal og aktivitetsniveau.

Landbrug i det moderne Danmark

Efter 1920 måtte det nordslesvigske landbrug omstilles til det engelske markeds behov, ligesom danske landbrug tidligere var blevet. Det betød mere vægt på malkekvæg og svineproduktion og øget korndyrkning for at skaffe foder til svinene. For det vestlige Nordslesvig betød det en tilnærmelse til forholdene østpå. Nu blev der også etableret andelsslagterier.

I Nordslesvig gennemførtes også en del udstykning af husmandsbrug, og opdyrkning og læplantning ændrede det vestslesvigske landskab. I Sydslesvig skete der mindre, så græs og studeavl forblev mere fremherskende. Både for Nord- og Sydslesvig var mellemkrigstiden dog præget af voldsomme landbrugskriser, som medførte mange fallitter (1931-35 gik hver 9. gård i Nordslesvig på tvangsauktion, mens det kun gjaldt hver 40. nord for Kongeåen) og politiske protestbevægelser på begge sider af grænsen: i Sydslesvig med Landvolkbewegung og nazisme, i Nordslesvig knap så radikalt med Selvstyrebevægelsen og LS.

Efter 2. Verdenskrig har landbruget både nord og syd for grænsen været præget af en kraftig mekanisering, hvis mest markante udtryk er traktoren, der blev almindelig omkring 1950. Det har medført et stærkt reduceret behov for arbejdskraft, og de enkelte brug er vokset kraftigt i areal. Fra 1970’erne er en specialisering sat ind, der igen har skabt forskel på øst og vest. Det vestlige Sønderjylland hører i dag til de mest malkekvægsdominerede områder i Danmark, mens Als og Sundeved har én af landets største koncentrationer af svin. Udviklingen har principielt været den samme i Sydslesvig, men har her været lidt forsinket i forhold til Nordslesvig.

Af Carsten Porskrog Rasmussen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Det Sønderjyske Landbrugs Historie. Foreløbig udk.: Sten- og Bronzealder, 2000; Jernalder, Vikingetid og Middelalder, 2003; 1830-1993, 1994.

Troels Fink, Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770, 1941.

Wolfgang Prange: Die Anfänge der Grossen Agrarreformen in Schleswig-Holstein bis 1771, 1971.

Carsten Porskrog Rasmussen: Rentegods og Hovedgårdsdrift, bd. I-II, 2003.

Hanne Christensen: Det levende landskab – diger og hegn. Sønderjyllands Kulturmiljøer, nr. 7, 2006.

Klaus-Joachim Lorenzen-Schmidt i: Schleswig-Holstein Lexikon.