A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Landkommune

Landkommunen var den nederste del af det kommunale forvaltningshierarki på landet i provinsen Slesvig-Holsten. Den blev indført med den preussiske landkommuneforordning af 22. september 1867. Udgangspunktet for kommunerne var de gamle ejerlav, hvilket betød et meget stort antal meget små landkommuner med stærkt begrænsede økonomiske ressourcer. Kirkesognene kunne derfor bestå af op til 8-10 landkommuner.

Ved forordningens ikrafttrædelse blev Slesvig og Holsten opdelt i 1.724 landkommuner og 360 godsdistrikter. Heraf var der i 1891 ca. 491 landkommuner i landsdelen nord for 1920-grænsen. For at kompensere for dette blev der etableret et meget stort antal kommuneforbund til at varetage de økonomisk tunge opgaver som bl.a. skole-, fattig-, vej- og jordemodervæsenet. De helt små landkommuner kunne ledes af en kommuneforsamling, mens der i de større landkommuner (fra 1892 med mere end 40 indbyggere) skulle vælges et repræsentativt kommuneråd. Valget skete efter særlige regler med valgklasser, som entydigt tilgodeså de store landbesiddere.

Kommuneforsamlingen eller kommunerådet blev ledet af kommuneforstanderen, der på væsentlige punkter havde langt større kompetence og ansvar end den kongerigske sognerådsformand. Han kunne bl.a. tilsidesætte kommuneforsamlingens beslutninger, hvis han fandt dem i strid med kommunens interesser. Endvidere fungerede han som den lokale politimyndighed. I årene umiddelbart efter Genforeningen blev landkommunerne med enkelte undtagelser sammenlagt til sognekommuner.

Læs også artiklen "Administrative forhold i Slesvig/Sønderjylland"

Af Kim Furdal i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Kim Furdal: Fra preussiske landkommuner til danske sognekommuner, 1999.