A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Løjt Land

Halvø nord for Aabenraa mellem Genner Bugt og Aabenraa Fjord. Landskabet er dannet under sidste istid som morænelandskab med et meget kuperet dødisrelief i den østlige del og et mere jævnt, stedvis sandet, terræn i den vestlige del. De to dele adskilles af en randmoræne med højder op til 92 m.

Læs også artklen om landskabsformer i Sønderjylland her

Genner Ås løber i retning fra Rødekro ud i en kort tunneldal, der munder ud i Genner Bugt. Mod syd afgrænses Løjt Land ind mod Aabenraa af en tunneldal. Et større område af den yderste del af halvøen er fredet. Jordbunden er meget frugtbar og har givet grundlag for et velhavende landbrug. Karakteristisk er de mange hegn og diger, der omgærder markerne.

Landbruget gav overskud til investeringer i skibsfart. Kirken i Løjt Kirkeby vidner i sin udsmykning og størrelse også om stor velstand. De såkaldte kaptajnsgårde er udtryk for den tætte sammenhæng mellem landbrug og skibsfart. En ulempe for landbrugets udvikling var imidlertid søfolkenes, især de unges, lange fravær og dermed manglende erfaring og uddannelse i landbrug. Det gjorde det svært at indføre fornyelser i driften. Flere store sejlskibe er bygget på et skibsværft på Kalvø ud til den næsten 20 m dybe Genner Bugt. Skibene sejlede i 1700-1800-årene på langfart til Asien og Sydamerika. Herfra tog søfolkene nye ting og skikke med hjem, så løjtingerne skilte sig ud fra de omliggende sogne. Der var nære kontakter til skibsfartsbyen Aabenraa.

Af Henrik Jakob Mynster Alsted i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Steen W. Andersen m.fl.: Løjt Sogns Historie. 1988.