A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Lorenzen, Peter Hiort, 1791–1845

Peter Hiort Lorenzen drev i begyndelsen af 1800-tallet en stor købmandsforretning i Haderslev og havde samtidig en betydelig politisk interesse. I 1834 valgtes han til den slesvigske stænderforsamling, hvor han blev leder af den liberale fløj. Hans synspunkt var, at Slesvig ikke kunne  få en fri forfatning sammen med Danmark og at den derfor måtte søges sammen med Holsten, og at hertugdømmerne Slesvig og Holsten med en fri forfatning skulle stå i personalunion med kongeriget Danmark. Dette fremførte han sammen med andre liberale slesvig-holstenere ved stænderforsamlingerne i 1836 og 1838, men uden succes. Hiort Lorenzen havde i disse år således særdeles gode kontakter til den slesvig-holstenske bevægelse.

I 1839 brød Hiort Lorenzen med de slesvig-holstenske liberale, fordi den liberale redaktør Theodor Olshausen i Kiel udviklede den såkaldte nyholstenisme, som byggede på, at Holsten hurtigere ville få en fri forfatning, hvis det frigjorde sig fra Slesvig, hvor de nationale forhold var for uafklarede. Denne udvikling tolkede Hiort Lorenzen som udtryk for, at det liberale slesvig-holstenske parti var i opløsning.

Senere, da han fik kontakt til Christian Flor og den nationalliberale Orla Lehmann, kædede Hiort Lorenzen sine liberale synspunkter sammen med den danske bevægelse. Hiort Lorenzen fik nu den opfattelse, at den liberale bevægelse i Danmark var i stærk udvikling og at den danske kongelov ikke var den store hindring for en fri forfatning. Hans mål blev at få Slesvig knyttet til Danmark, så snart kongeriget havde fået en fri forfatning. Hiort Lorenzen nedlagde derfor i 1839 sit mandat som stænderforsamlingsmedlem og begrundede dette med, at han ikke længere kunne gå ind for en slesvig-holstensk forfatning, som ikke kunne opnås på grund af Holstens medlemskab af Det tyske Forbund.

Ved stændervalgene i 1841 blev Hiort Lorenzen valgt af en kreds af dansksindede i Sønderborg. Kort efter stænderforsamlingens åbning i oktober 1842 havde han et sammenstød med Wilhelm Beseler, der var valgt i Tønder. De var begge valgt til den komité, som skulle udfærdige et forslag til en takkeadresse til kongen. Komitéens forslag indeholdt udtrykket "de tydske hertugdømmers forvaltning", hvilket gav anledning til en debat mellem Beseler og Hiort Lorenzen den 17. oktober 1842. Se uddrag af debatten.

Den 10. november 1842 kom det til endnu et skarpt opgør mellem Hiort Lorenzen og flere liberale i anledning af, at advokat Gülich fra Aabenraa havde foreslået, at mærket "Dansk ejendom" skulle fjernes fra hertugdømmernes skibe. Gülich sluttede sit indlæg med ordene "Fort mit dem Stempel der Knechstschaft" (Bort med trældommens mærke). Hiort Lorenzen protesterede ved bl.a. at hævde, at det hidtil ikke havde været en skændsel at være undersåt af den danske nation.

Inden næste dags møde havde Hiort Lorenzen et møde med Christian Flor, som gennem længere tid havde ønsket, at de nordslesvigske medlemmer af stænderforsamlingen skulle tale dansk i stændersalen. Flor ønskede dansk tale som en national demonstration, men Hiort Lorenzen havde hidtil været tilbageholdende over for planen, men nu gik han ind for den, måske mest for at skabe størst mulig forvirring og dermed fjerne den konservative dominans i stændersalen, som forhindrede den liberale udvikling, som Hiort Lorenzen ønskede.

Han forberedte derefter i nært samarbejde med Christian Flor en tale, som skulle holdes på dansk i stænderforsamlingen, hvor alle indlæg ellers blev holdt på tysk. Referenten, som forstod dansk, refererede Hiort Lorenzens indlæg på tysk, men dagen efter ville forsamlingen ikke godkende referatet med henvisning til, at Hiort Lorenzen havde talt dansk. Referatet blev overstreget og erstattet med ordene ”han talte dansk” (på tysk). Se referat af stændermødet den 11. november 1842 og begivenhederne de følgende dage.

Talen og de efterfølgende møder skabte stort nationalt røre. F.eks. steg abonnementstallet på det danske tidsskrift Dannevirke i Haderslev på kort tid fra ca. 300 til over 700. Den 21. november 1842 kunne dagbladet Fædrelandet i en kort notits meddele, at det slesvig-holstenske flertal og præsidenten i den slesvigske stænderforsamling havde gjort sig skyldig i "et rædsomt Tyranni" mod Hiort Lorenzen. Næste dag fulgte avisen op med en artikel, der uddybede standpunktet.

Kongen bestemte herefter (i Sprogreskriptet af 29. marts 1844), at kun de, der ikke kunne tale tysk, måtte tale dansk på stænderforsamlingen. Hiort Lorenzen talte faktisk bedre tysk end dansk, men måtte altså ikke bruge dansk. Han udeblev derefter fra stænderforsamlingens møder i protest.

Peter Hiort Lorenzen blev danskhedens fører i Sønderjylland frem til sin død i 1845. Han blev i sommeren 1843 hyldet på det første folkemøde på Skamlingsbanken, men samtidig vendte tysksindede slesvig-holstenere sig imod ham, hvilket skadede hans købmandsforretning voldsomt.

Peter Hiort Lorenzen døde af lungebetændelse i 1845 og ligger begravet på Klosterkirkegården i Haderslev.

En af de danske skoler i Slesvig er opkaldt efter Peter Hiort Lorenzen.