A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Lars Henningsen kronik 01

Bonn Erklæringens tilblivelse
 
Kronik af afdelingsleder Lars N. Henningsen, Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Den 29. marts 1955 blev der dækket op til fin middag i Bonn. Det blev fejret, at den danske stats- og udenrigsminister H.C.Hansen og den vesttyske forbundskansler Konrad Adenauer havde underskrevet hver en erklæring. Den ene - Bonn Erklæringen - blev underskrevet af Konrad Adenauer. Den handlede om det danske mindretal i Sydslesvig. Den anden - København Erklæringen - havde det tyske mindretal i Nordslesvig som emne.

Den 29. marts 2005 vil de to landes regeringschefer mødes igen - nu i Sønderborg -for at fejre, at de to lande og de to mindretal har levet 50 år med erklæringerne. I den anledning vil der blive rettet megen opmærksomhed på de to erklæringer. Der vil være gode grunde til at kaste blikket tilbage - og spørge: Hvad gik forud for den gode middag i Bonn i 1955?
 
Baggrunden var alt andet end festlig. I 1955 var krigsårenes og efterkrigstidens modsætningsforhold mellem Danmark og Tyskland endnu i frisk erindring, ja, det var lyslevende. I Sydslesvig var der i kølvandet på den tyske kapitulation vokset et stort dansk mindretal frem. Gammeldanske og nydanske havde vendt Tyskland ryggen, fordi de efter nazi-regimets diktatur og krigsårenes gru ønskede fred og demokratiske værdier og søgte en bedre fremtid for sig selv og deres børn.  De kastede blikket mod nord. Mange var også villige  til at tage skridtet fuldt ud. De ville være borgere i Danmark. Grænsen skulle flyttes. Der blev oprettet danske skoler, foreninger og menigheder.
 
Efter et par år stod det dog klart, at en grænseflytning ikke ville finde sted. De dansksindede måtte indrette sig som mindretal - og det blev ikke let. I det tyske flertal var der en dyb skepsis over for de nydanske. Det førte til tilsidesættelser, problemer i forbindelse med oprettelse af danske skoler, begrænsninger i muligheden for frit at gennemføre  et dansk kirkeliv - og meget andet. Samtidig viste det sig, at en spærregrænse på 5 % for at opnå valg til landdagen hang som en trussel over mindretallets parti SSW.  Et andragende om at få bestemmelsen ophævet blev afvist af forbundsforfatningsdomstolen i Karlsruhe i 1954. I Nordslesvig kunne det tyske mindretal med 9.700 stemmer ved folketingsvalget 1953 få én mand valgt ind i Folketinget. I Sydslesvig tegnede det i 1954 til at mindretallet dér med langt flere stemmer ikke ville opnå valg til landdagen. Alt sammen skabte koldfront mellem mindretal og flertal i Sydslesvig og uvilje i Danmark mod tyske politikere i Slesvig-Holsten - og mod tyskere i al almindelighed.
Ville det være muligt for Danmark at gøre noget ved dette - på én gang at bedre vilkårene for mindretallet i Sydslesvig og samtidig at forbedre forholdet mellem de to lande?
 
Chancen kom i efteråret 1954. Vesttyskland søgte om optagelse i NATO. Det gav pludselig den danske stemme en vægt - for optagelsen krævede folketingets samtykke. I Folketinget var flertallet ikke længe om at se de muligheder, som lå gemt her. Da Folketinget skulle drøfte en stillingtagen til Vest-Tysklands optagelse i NATO øjnede man en løsning på Sydslesvig-problemerne ved at knytte et ja til Tysklands optagelse sammen med Sydslesvig sagen. Ved mødet den 19.  oktober 1954 gav Folketinget da sin tilslutning til at udenrigsminister H.C.Hansen på det kommende NATO-rådsmøde skulle tiltræde Vesttysklands optagelse i forsvarsalliancen - men samtidig  “ fremføre de danske synspunkter vedrørende de dansk-sindede sydslesvigeres interesser”. Her var tale om et moralsk pres, ikke om en forudsætning for godkendelsen. 

H.C.Hansen gik til arbejdet. Han satte sig i flyet til Paris og nævnte i sin tale de tyske myndigheders hidtil lidet imødekommende holdning over for det danske mindretal. Til alt held var den tyske forbundskansler Konrad Adenauer til stede. I en pause bragte H.C.Hansen sagen frem direkte over for Adenauer - og så skete det afgørende: Kansleren lovede at tage sig af sagen, og han rettede henvendelse til den slesvig-holstenske ministerpræsident Kai Uwe von Hassel i Kiel. Sagen blev derved løftet ud af hænderne på modvillige konservative kredse i Kiel - den blev en sag mellem Tyskland og Danmark, hvor Kiel måtte se at finde fodslag. 

I Kiel var der også ved at ske noget. Den 12. september var der landdagsvalg. Som ventet mistede mindretallet sit mandat på grund af spærregrænsen - trods et godt valg på 42.000 stemmer. Det blev opfattet som urimeligt langt ind i tyske kredse, især i den socialdemokratiske opposition. Den 19. oktober rettede det tyske socialdemokrati SPD i forbundsdagen en såkaldt “Große Anfrage” til regeringen og påtalte, at spærregrænsen var en krænkelse af mindretalsretten.  I Kiel foreslog SPD en ændring af valgloven, og der blev indledt forhandlinger mellem mindretallet og landsregeringen. Det afgørende udspil kom dog fra Bonn. Under en stor debat i december opfordrede forbundssdagen regeringen til at indlede forhandlinger med Danmark om mindretalsproblemerne - ikke bare i Sydslesvig - men også i Nordslesvig.

Den 2. februar 1955 var politikere og embedsmænd så vidt, at Tyskland rettede henvendelse til Danmark med forslag om forhandlinger om en mindretalsordning. I Udenrigsministeriet i København havde man en holdning klar . En traktat med Tyskland, som landsregeringen i Kiel ønskede det, ville man under ingen omstændigheder acceptere. En loyalitetserklæring fra mindretallet og en erklæring om grænsen,  som slesvig-holstenerne så ofte havde ønsket, var også udelukket. Derimod kunne der blive tale om to ens erklæringer, hvor de to landes parlamenter tilsikrede de to mindretal grundllæggende borgerrettigheder.  Spærregrænsen måtte falde bort, og skoleproblemerne måtte finde en løsning.
 
På det grundlag gik man i gang. Et udenrigsministerielt udvalg blev nedsat med ministeriets direktør Nils Svenningsen som leder. Som særlig  sagkyndig blev Sønderjyllands-eksperten  professor Troels Fink knyttet til udvalget. Forhandlingerne skulle foregå først på embedsmandsplan i København og derefter afsluttes på statschefsniveau i Bonn.

Fink tog fat på opgaven. Han rejste til Sydslesvig for at få oplysninger hos SSFs generalsekretær Frants Thygesen. Thygesen leverede straks en lang liste over overgreb mod mindretallet.  Thygesen var selvfølgelig også interesseret i at komme tæt på forhandlingerne. Det kunne der nu ikke blive tale om. Fink og udenrigsministeriet kunne nok klare det selv. Den 18. februar var de nået langt i forberedelserne. Fink skrev til Thygesen: “Nu er vi ved at have arbejdet os igennem bunkerne, der er store. Du spurgte om jeg anså det for nødvendigt, at der kom et par repræsentanter for de dansksindede sydslesvigere herover under forhandlingerne. Jeg er nærmest kommet til det resultat, at det i første omgang , d.v.s. under forhandlingerne herovre, ikke vil være påkrævet , mens det under forhandlingernes 2. fase i Bonn sandsynligvis vil være særdeles hensigtsmæssigt at der kommer nogle dansksindede sydslesvigere.” Hvis der viste sig problemer i første fase, kunne det nok være  nyttigt med et møde mellem en Sydslesvig-delegation og de københavnske forhandlere forud for fase 2.   

Knap en uge senere var Fink og kolleger klar til forhandlingerne. Den 23. februar skrev han til Thygesen: “Vi er nu ved at være færdige med forberedelserne til mindretalsforhandlingerne.  Der er imidlertid en enkelt ting, jeg gerne vil tale med dig om og derfor vil jeg bede dig ringe til mig fra den danske side af grænsen. Lørdag skal det helst være om formiddagen 10-12 her i ministeriet.” Forhandlingerne var en “Geheimsache” - det var vel derfor Thygesen skulle ringe fra den danske side af grænsen?!

Den 28. februar mødtes den danske delegation og den tilrejsende tyske delegation så i udenrigsministeriet. Der blev taget udgangspunkt i de tanker, som var lagt frem fra dansk side først på måneden. På 8 møder i dagene frem til 5. marts nåede embedsmændene frem til et forslag, som derefter kunne ledes videre til næste akt i Bonn. 

Fink var tilfreds. Den 9. marts skrev han til Thygesen: “Blot to ord for at sige at hvis du i de kommende dage, torsdag, fredag eller lørdag kommer over grænsen, vil jeg bede dig ringe mig op i Aarhus. Der er forskellige småting, jeg gerne vil omtale, da de måske kan være at betydning for interne drøftelser hos jer.

Her ser det ud til at sagen nu er kommen i en ret sikker skure, men spændende bliver det, hvordan det vil gå i Kiel og Bonn.” -

Tæppet for sidste akt i forhandlingerne gik op i Bonn den 28. marts. Embedsmændene gjorde teksterne helt færdige den 28. marts. Dagen efter, den 29. marts, blev resultatet stadfæstet. Foran  forbundskanslerens palæ, Palais Schaumburg. vajede det tyske og det danske flag. Kl. 16.30 mødtes den tyske forbundskansler og den danske statsminister. Det var en lukket sammenkomst - kun ministerpræsident von Hassel fra Kiel og de to ambassadører, Frants Hvass og Dr. Georg Duckwitz var til stede. Adenauer underskrev Bonn Erklæringen vedr. det danske mindretal i Tyskland, H.C.Hansen underskrev København Erklæringen vedr. det tyske mindretal i Danmark.  Derefter var der møde med pressen og til slut en festlig middag. 

Endnu manglede dog en afgørende detalje - erklæringerne skulle lægges frem for parlamenterne. Regeringscheferne hastede  videre. Den 31. marts forelagde von Hassel Bonn Erklæringen for landddagen i Kiel - dagen efter gjorde H.C.Hansen ligeså i Folketinget i København. I Forbundsdagen måtte fremlæggelsen vente til 6. juli. Allerede 31. marts var erklæringen blevet officiel ved trykning i det tyske justitsministeriums organ Bundesanzeiger.

Og hvad var så indholdet? I korthed sagt tilsikrede erklæringen det danske mindretal
* almindelige borgerrettigheder
* ret til frit at bekende dansk sindelag, sprog og kultur
* fritagelse for 5 % spærregrænsen ved landdagsvalg
* genindførelse af skoletilskud på 80 %
* ret til skoler med eksamensret
Læs Lars Henningsens kronik om erklæringerne modtagelse.

Litteratur: Troels Fink: "Forhandlingerne mellem Danmark og Tyskland i 1955 om de slesvigske mindretal". Selskabet til Udgivelse af Kilder til Dansk Historie. København 2001.