A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Lars Henningsen kronik 02

Bonn Erklæringens modtagelse

Kronik af afdelingsleder Lars N. Henningsen, Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Den 29. marts 1955 da statsledernes underskrifter var sat på de to mindretalsaftaler håbede både politikere og embedsmænd, at nu var grunden lagt  til en bedre fremtid. Bifaldsjubelen var dog til at overse. Allerede den 31. marts stemte Slesvig-Holstens ministerpræsident Kai-Uwe von Hassel forventningerne lavt, da han forelagde aftalen i landdagen i Kiel. Han forsøgte at berolige de mange frygtsomme tyske: “Så længe kravet om folkelig erobring opretholdes på dansk side, må man have særlig forståelse for, at vi selv med fuld værdsættelse af de ved delegationsforhandlingerne opnåede resultater, ikke har anledning til på nogen måde at indskrænke vore bestræbelser for at befæste det tyske “Volkstum” og den fortsatte fremme af det tyske arbejde i grænselandet.” Rendsburger Tageblatt mente, at v. Hassels ord  “var mere ærlige end forsøget på under en strabadsering af elskværdige ord og følelser at fremmane en situation i grænselandet, der ikke eksisterer, og om hvilken vi frygter, at den heller ikke foreløbig vil komme til at eksistere.”     

Sådan tale var med til at holde skepsisen i live på dansk side. Dagbladet Jyllands Posten lagde for i sin leder den 31. marts. “Den tyske Erklæring indeholder ikke et eneste væsentligt Punkt, som ikke i Forvejen er at finde i den vesttyske Grundlov, i den slesvig-holstenske Landsstatut eller i Kiel-Erklæringen,” hed det. Det var godt nok, men burde være selvfølgeligheder. De diplomatiske artigheder og de store ord ved underskrivelsen dannede kun svøb om et såre beskedent indhold. For Jyllands Posten mindede det mest om "Kejserens nye Klæder".
 
SSW-avisen Südschleswigsche Heimat Zeitung sekunderede. Von Hassels ord kunne ikke overbevise om, at en fredeliggørelse i grænselandet ville blive nået. Kiel var stadig behersket af kampsignaler. På samme måde lød der på fælles SSF-SSW tillidsmandsmøde i Sørup 11.-12. november 1955 klare stemmer til fordel for protestpolitik i stedet for accept af de nye aftaler. Da nogle unge fyre i 1956 begik hærværk mod den danske skole i Ekernførde, skrev Flensborg Avis, at det skete, fordi de unge “fra deres hjem eller af deres voksne omgivelser påvirkes i en fanatisk antidansk retning, som bryder sig pokker om den såkaldte ånd fra Bonn eller den megen snak om afspænding. Det godtgør, hvor uforandret tysk mentalitet er. Det er de voksne, der ophidser til den slags eksesser, der er de skyldige. Lokale tyske myndigheder mener at kunne slå en streg over de to befolkningsgruppers ligeberettigelse. Alt uforandret.” Det var naivt at tro, at grænsekampen ville ændre karakter, blot fordi H.C. Hansen og Adenauer i Bonn havde underskrevet nogle papirer.
 
Den skeptiske tone fandtes ikke kun i Sydslesvig. De toneangivende danske medarbejdere i grænselandsarbejdet ville se realiteter, før der blev jublet. Grænseforeningens direktør O.M.Olesen udtrykte det klart, da han i et brev til SSF-generalsekretær Frants Thygesen på  H.C.Andersens fødselsdag den 2. april kommenterede von Hassels ord i Kiel: “Det lader jo ikke til at man i Kiel vil celebrere H.C.Andersens fødselsdag med at godtage hans menneskeopfattelse om lighed, frihed og på jorden at blive ... Kan det forresten undre? Der har altid været så gruelig langt til Kiel. Uanset von Hassels utvivlsomt endda endnu værre mente end udtalte syn på sagen efter de dansk-tyske forhandlinger har H.C.Hansen altså i går fremlagt den danske erklæring for Folketinget. Jeg ved ikke, om Adenauer har forelagt sin sag for Forbundsdagen. Man kunne nu godt i København have ladet forstå, at de von und zu Hasselske udgydelser måtte medføre en ny snak med det af denne nationalistiske galning lige så meget som København udfordrede Bonn. Men nej – vi er jo så vældig pæne, helt H.C.Andersenske i eventyrstilen.“
 
Heldigvis lod de ansvarlige politikere og embedsmænd sig ikke rive med af den indgroede skepsis. De var klar over, at fremskridt lever af god vilje, af optimisme og benyttelse af pædagogikkens gamle grundsætning: Den hellige og almindelige gentagelse. Kun ved en stadig gentagelse og påkaldelse af de rigtige og lovende principper er det muligt at vende udviklingen.
 
Den danske forhandlingsleder Nils Svenningsen hørte til dem, der gerne ville bevare troen.
 
I begyndelsen af maj fik han brev fra SSF-formand Niels Bøgh Andersen. Hans svarbrev den 12. maj 1955 er værd at citere. “Jeg håber,”  skrev udenrigsministeriets direktør, “at resultatet af disse forhandlinger i praksis vil vise sig at få den tilstræbte virkning. Alt afhænger jo, som det så ofte kom til udtryk under forhandlingerne, af den gode vilje. Vi kan jo kun håbe på, at denne vil være til stede hos de tyske myndigheder. For mig personlig var det en stor glæde at være med i disse forhandlinger, der jo på en måde blev en slags afslutning på forhandlingerne om genforeningsspørgsmål i 1921/22, hvor jeg deltog som sekretær hos daværende kontorchef Hammerich. Allerede dengang blev jo spørgsmålet om en mindretalstraktat rejst af tyskerne, men afvist fra dansk side.”
 
Den gode vilje - den var afgørende. Faktisk var der mange som øjnede noget nyt i tiden omkring 1955. Unge danske sydslesvigere og yngre kredse indenfor det sønderjyske arbejde i Danmark stillede i 1955-56 spørgsmålet: "Er grænsekampen i ny fase?" Bølgerne gik højt, da den mulige "ny fase" blev debatteret på et møde på Danebod højskole i august 1956. Fra mindretallet fremkaldtes mest kritiske protester. Ved et SSF-SSW-tillidsmandsmøde 16. august 1956 i Flensborg erklærede Samuel Münchow som SSF-formand i Flensborg: "Og hvis man forud for fremsættelsen af tesen om den ny fase havde gjort sig den ulejlighed at sætte sig i forbindelse med de mennesker, der står i det praktiske arbejde hernede, ville man have kunnet få sikkert overbevisende dokumentation heraf: Fra tysk side anerkender man ikke det danske mindretal fuldt ud, fordi dette på sin side ikke mener at kunne anerkende den nuværende grænse; gang på gang kommer vore folk i vanskeligheder, udelukkende af den grund, at de er danske; kontakt-udvalgets sekretær har hver dag fuldt op at gøre; vore aviser får ikke de officielle annoncer på lige fod med de tyske aviser; vi står i det økonomiske liv og erhvervslivet ikke på lige fod med flygtningene; i en række kommuner søger man efter evne at skubbe de dansksindede til side; man gør forsøg på at få vore børn ud af de danske skoler. Hvor er der tegn på en ny fase?" 
 
Den kommende SSF-formand Hermann Tychsen udtalte: "Vi må protestere imod den moderne trang til idelig at tale om en ny fase. En ny fase kommer måske, men i så fald kommer den ganske af sig selv, den skal ikke fremelskes..." Mødet sluttede med en enstemmig protest mod påstanden om en ny fases tilstedeværelse. Selv en praktiker som SSW-formand Hermann Clausen måtte medgive, at vel var der f.eks. i Slesvig byråd et godt samarbejde, men generelt var der fra Kielregeringen og kredsen omkring det tyske dagblad Flensburger Tageblatt ikke mærket nogen kursændring.
 
"Forbrødring" - og dens grænser
 
Bonn-Erklæringen skabte altså ikke et forbedret samliv fra den ene dag til den anden. Og dog var en ny fase på vej. Årene omkring 1960 markerer et skifte. Det tyske Wirtschaftswunder brusede frem, der var arbejde til alle. Stadig flere tyskere tog på ferierejse til Danmark. Først på tysk, så på dansk side slog den europæiske tanke rod, selv hos mangen skeptiker. Inden længe skulle danske og tyske være partnere i et fælles Europa, lød budskabet, da Danmark i 1961 søgte om optagelse i fællesmarkedet. Det kunne ikke undgå at præge tonen blandt politikere og foreningsfolk, og også blandt almindelige mennesker. Mange tyskere begyndte at gå på danskkursus. I Angel berettede en dansk lærer i 1957, hvordan danske og tyske skolebørn fulgtes ad til skole som gode kammerater. Lærerdatterens bedste veninde var en tysk pige. Tyske kammerater havde med forældrenes billigelse deltaget i indvielse af kirkesalen i den danske skole.  Unge mennesker tog i stigende grad afstand fra grænsekampgenerationens holdninger.
 
På et møde i 1960 på kursusstedet Christianslyst i Angel lød nye toner  fra seks unge sydslesvigere, der havde gået i dansk skole: "Vi har ikke påtaget os en såkaldt national forpligtelse" - "Vi vil fastholde, at vi ikke vil være danske i modsætning til det tyske". - "Vi er nok både tyske og danske, og først og fremmest er vi tyske statsborgere."-  "Man kan godt være begge dele på een gang," lød det fra de unge.  Ved årsmødet i 1962 fremhævede Flensborg Avis, at et fredeligt samliv mellem dansk og tysk nu var dagens løsen. I hvert fald udadtil. "Den tid er forlængst forbi, da der fra fortovet lød ukvemsord til de fredeligt forbipasserende." Den modne tyske generations holdning til mindretallet var nu "kanaliseret" i overensstemmelse med Bonn-signalet fra 1955. “
 
"Forbrødring" - "Verbrüderung" var et ord, som kom frem snart efter 1955. Først var der vel fra tysk side tale om en drøm om at assimilere mindretallet, men det skabte blot irritation og afvisning på dansk side. Fra  begyndelsen af 1960'erne ændredes ordvalget. Ministerpræsidenten Helmut Lemke og landråd Hartwig Schlegelberger i Flensborg fremhævede, at et nationalt mindretal, som kunne hævde sig, var en positiv værdi for herbergstaten. Mindretallene skulle leve i frihed - grænselandet kunne på den måde blive en europæisk model. Mindretallet skulle have muligheden for uhindret at føre sit eget liv. Netop den kulturelle mangfoldighed, forskellen mellem flertal og mindretal, ville være en værdi for det kommende Europa. Man skulle leve sammen uden at være ens.
 
I 1960'erne var dette nok mere ord end virkelighed - men de markerede, at noget dog var sket siden 1955. Den gode vilje, som Nils Svenningsen talte om i 1955, havde overlevet, trods skeptikere i begge lejre.