A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Nissen, Nis Christian, 1878-1960, sønderjysk politiker

Nis Nissen blev født i Vibøge i Lysabild sogn på Als som søn af den fremtrædemde gårdejer og politiker Hans Nissen. Faderen var uddannet landbrugskandidat fra Landbohøjskolen i København og var ved siden af driften af den gamle slægstgård i Vibøge virksom på mangfoldige områder inden for landbruget. Hjemmet var præget af kirkelige, nationale og faglige interesser. Nis Nissen blev valgt som formand og bestyrelsesmedlem for flere landøkonomiske foreninger på Als- og Sønderborg-egnen og var også medlem af af provsti- og provinssynoden samt af Sprogforeningen. Interesse for kunst og litteratur, kirkelige og nationale emner prægede hjemmet ved siden af de mere faglige gøremål.

For sønnen blev der planlagt en god uddannelse. Han kom på Brahetrolleborg Højskole, men blev kaldt hjem allerede i 1896 ved faderens død. Derefter fulgte ophold på Dalum Landbrugsskole og to vintre på Askov Højskole, indtil han overtog slægtsgården i 1905.

Som ung engagerede Nis Nissen sig i offentlige anliggender. Han blev indvalgt i kommunalbestyrelsen i Vibøge 1905-11 og tog del i valgkampen på Als i 1907, hvor han var H.P. Hanssens nære politiske meningsfælle. Det førte til en plads i Nordslesvigsk Vælgerforenings tilsynsråd. I 1908 blev han udpeget til kandidat ved landdagsvalget i 2. kreds som afløser for H.P. Hanssen, som ikke ønskede genvalg. Han blev valgt og kunne indtage sit sæde i den preussiske landdag som dens yngste medlem. Ved det følgende valg i 1913 kunne han notere en pæn dansk stemmefremgang. Han fortsatte i landdagen frem til 1918, dog afbrudt af krigstjeneste 1914-1918.

I Berlin sluttede Nissen sig sammen med sine danske kolleger (H.,D. Kloppenborg Skrumsager og N.J. Gotthardtsen) til de frisindede kredse i landdagen. Der blev lagt mærke til hans politiske evner, hans dygtige optræden som debattør med indlæg præget af skarp logik og slagfærdighed. Disse år blev hans bedste og skabte ham et navn ud over Nordslesvig.

Samarbejdet med H.P. Hanssen fortsatte under grænsestriden i 1918-20. Nissen blev formand for den nordslesvigske gruppe i Vælgerforeningen og stod sammen med H.P. Hanssen fast som talsmand for Aabenraa-standpunktet. I en årrække var han medlem af Sprogforeningens bestyrelse.

N.C. Nissen spillede en afgørende rolle i bestræbelserne på at H.P. Hanssen på trods af nationalistiske kredses forsøg på at holde ham væk, alligevel skulle holde tale ved genforeningsfesten på Dybbøl den 11. juli 1920. N.C. Nissen blev af grev Schack spurgt om hans syn på, at greven skulle tale på sønderjydernes vegne på Dybbøl. Nis Nissen svarede, at han ville se det som en "uhyre Tilsidesættelse af H.P. Hanssen", og at han i så fald ville fraråde alle Aabenraa-folk at deltage i genforeningsfesten. Greven svarede, at han i så heller ikke ville tale, da han ikke ville være talsmand for en enkelt fraktion blandt sønderjyderne. Resultatet blev at grev Schack holdt festtalen, mens H.P. Hanssen holdt en senere tale for fædrelandet. Uden Nis Nissens indsats er det tvivlsomt, om H.P. Hanssens havde fået lov at tale.

Tiden efter Genforeningen blev et antiklimaks. En tid sad han alene på sin gård i Vibøge uden for aktiv politik og måtte kæmpe med økonomisk modgang. Imidlertid sluttede han sig til Det radikale Venstre og blev partiets spidskandidat i Haderslev-Aabenraa-Sønderborg-Tønder amtskreds ved folketingsvalget i 1924. Hans gode navn trak mange stemmer til, og det lykkedes ham at at øge partiets stemmetal fra 4.456 til 6.428 stemmer. Fremgangen holdt dog ikke ved næste valg i 1926. I den sønderjyske storkreds faldt stemmetallet nu med næsten 2.500, og Nis Nissen blev ikke genvalgt.

På lokalt plan var han 1913-28 medlem af Sønderborg kredsdag og amtsråd, 1925-28 af akkordretten og af afvandingskommissionen for Tønder amt. Disse år blev vanskelige for Nis Nissen. I 1934 solgte han gården i Vibøge, en tid forlod han landet men blev kaldt tilbage og blev påny opstillet ved folketingsvalgene i 1939 og 1943, dog uden held. Sine sidste år boede han yderst tilbagetrukket i Aabenraa, optaget af rejser i udlandet og med interesse for forskellige emner.

Af Lars N. Henningsen.