A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Nordborg Amt

I middelalderen udviklede området omkring landsherrens borg på Nordals sig til et af de mindste len i Sønderjylland. Ved delingen i 1564 fik hertug Hans den Yngre Nordborg Len med Ærø. I perioderne 1622-1669 og 1676-1730 dannede amtet udgangspunkt for hertugdømmet Slesvig-Holsten-Nordborg, der var kongeligt fra 1730. Det lille amt havde fra 1777 fælles amtmand med Sønderborg Amt og efter 1850 tillige med Aabenraa Amt. Ved grænsedragningen efter 1864 blev Ærø lagt til det kongerigske Svendborg Amt, og Nordborg Amt udgjorde fra 1867 sammen med Sønderborg Amt Sønderborg Kreds.

Af Kim Furdal i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Gerret Liebing Schlaber: Hertugdømmet Slesvigs forvaltning, bd. II. 2007.