A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Nordslesvigske Kvindeforening, Den

Forening oprettet 1907 med det formål at støtte ubemidlede sønderjyske unges ophold på danske efter- og højskoler og at hjælpe børn med tuberkulose til et sanatorie- eller hospitalsophold i Danmark. Foreningen arvede i 1917 en villa ved Rønshoved, som den lod indrette til dansk børnehjem. Det blev indviet i 1919, og samme år blev foreningens formål ændret som følge af den forestående genforening. Der blev købt et hus i Havneby på Rømø til hvile- og rekreationshjem for sønderjyske kvinder. Dette sted blev sammen med skolehjemmet den vigtigste opgave for foreningen. Et nyt rekreationshjem i Kongsmark på Rømø blev indviet i 1966. Det blev drevet bl.a. i samarbejde med de sønderjyske amter (efter 1970 Sønderjyllands Amt), som henviste patienter til stedet. Fra omkring 2000 blev der stadigt færre patienter, og Rømø Kur og Rekreation, som stedet nu hed, blev solgt i 2007. Samtidig blev Rønshoved Skolehjem afhændet til Aabenraa Kommune. Nordslesvigsk Kvindeforenings formue er i 2009 overgået til en fond, der skal hjælpe kvinder og børn.

Af H. E. Sørensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Sven-Erik Ravn: Der stod kvinder bag. Den nordslesvigske Kvindeforenings virke i Sønderjylland 1907-2007. 2007.