A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Nørre Rangstrup Kommune

Kommune i Sønderjyllands Amt på 301,98 km2, dannet af Agerskov, Arrild, Bevtoft, Branderup og Toftlund sognekommuner ved kommunalreformen 1. april 1970. I 1966 var Toftlund og Tislund sognekommuner fusioneret. Kommunevåbenet, der oprindeligt var givet Agerskov Sognekommune i 1959, viser et opsplittet grønt egetræ mellem to sorte ravne på sølv baggrund. Rådhus i Toftlund. Kommunen havde 9.510 indbyggereyggere i 2006 og indgik i 2007 i Tønder Kommune, bortset fra Bevtoft Sogn, der efter en folkeafstemning indgik i Haderslev Kommune. Til kommunen hørte, udover Toftlund, byerne Bevtoft, Agerskov, Branderup og Arrild. Kommunen er opkaldt efter Nr. Rangstrup Herred, der havde navn efter en landsby i kommunens sydøstlige del.

I Agerskov ligger Agerskov Ungdomsskole, der er den ældste i Sønderjylland, etableret i 1919. I Branderup ligger et af landets største mejerier specialiseret til ostefremstilling. Der fremstilles udelukkende ost til eksport, hovedsageligt til Sydeuropa og Finland. Syd for byen ligger Bovlund med  Plovfabrikken Bovlund og frimenighedskirken (se Frimenigheder, Danske). Udenfor Arrild er opført et af landets største indlandsferiecentre med over 350 sommerhuse. I Agerskov findes Agerskov Kro, der er en af Sønderjyllands største kroer.

Af Kim Furdal og Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.