A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Nationalliberale

Dansk politisk gruppering, som havde afgørende indflydelse på udviklingen i Danmark fra ca. 1840 til 1870, især 1840'ernes agitation mod enevælden og overgang til konstitutionelt monarki med Junigrundloven 1849. De nationalliberale havde et stort medansvar for de slesvigske krige 1848-51 (Treårskrigen) og krigen i 1864. Der var lignende nationalliberale bevægelser i næsten alle europæiske lande i begyndelsen af 1800-tallet.
 
De nationalliberale i Danmark var ikke organiseret som parti, men bestod overvejende af akademisk uddannede embedsmænd; deraf tilnavnet "professorpartiet".

De toneangivende nationalliberale var de "ældre" J.F. Schouw, H.N. Clausen og L.N. Hvidt og de "yngre" Orla Lehmann, D.G. Monrad, C.C. Hall og A.F. Krieger.
 
De skabte fra 1830'erne et netværk vha. tidsskrifter og aviser og ved personlige kontakter. Mens deres økonomiske idéer var den klassiske engelske liberalisme, var deres politiske univers præget af tysk, navnlig hegelsk tænkning. De tillagde derfor staten en betydelig rolle i samfundsudviklingen.
 
Det bestemte også deres holdning til demokratiet: De anså middelstanden for at være berettiget til at lede folket. Magten skulle tilhøre "de begavede, de dannede og de rige", som Orla Lehmann udtrykte det.
 
De mente at repræsentere helhedens interesse over for andre gruppers modstridende egeninteresser. Herved opnåede de at blive midterpartiet, som ved skiftende alliancer øvede større indflydelse end deres begrænsede vælgertilslutning berettigede.
 
Også deres nationale politik var dogmatisk. Da hertugdømmet Slesvig i nationalliberales øjne historisk hørte til Danmark, mente de, at grænsen skulle være Ejderen og ikke sproggrænsen i Sønderjylland (se Ejderpolitik). Efter nederlaget i 1864 mistede de nationalliberale deres nationale vælgerbasis og gik efterhånden sammen med godsejerne i Højre.
 
De nationalliberale er blevet hårdt bedømt af eftertiden, med historikeren A.D. Jørgensens ord fordi de "blændede af idealernes glans følte sig kaldede til at omstøde og genføde alt". Men de er trods alle fejlgreb også blevet respekteret, fordi de uden hensyn til egen vinding holdt fast ved det, de mente var rigtigt