A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Ondaften

Opslag under "Sagn og fortællinger fra Sydslesvig)


Der boede engang en kone og en mand på det sted, der nu kaldes Ondaften, hvor de havde en bitte snapskro. De havde en søn, der rejste til Amerika, og de hørte ikke fra ham i mange år. Da han endelig kom tilbage, ville han overraske sine forældre ved at komme uventet, og han rede først hen på nabokroen, hvor han fortalte de tilstedeværende gæster, hvad han havde i sinde. Da han kom hjem til sine forældre, bad han om husly. De genkendte ham ikke og tog kun modvilligt imod ham. Da de imidlertid mærkede, at han havde penge, foreslog konen, at de skulle slå ham ihjel og udplyndre ham. Manden gjorde ophævelser, men konen sagde, at han kunne gå hen på nabokroen og tage sig et par puncher, det ville nok hjælpe på hans mod. Det gjorde han også, men han fik tillige der at vide, at det var hans egen søn, han havde besøg af. Han skyndte sig derfor hjem. Men uden for huset blev han standset af sin kone. Hun betroede ham, at nu behøvede hun ikke hans hjælp, hun havde selv ordnet det. Grædende fortalte da manden, at det var deres egen søn, hun havde dræbt.


Det blev en ond aften. Stedet fik derfor sidenhen navnet Ondaften.


Sagn og saga fra Sydslesvig. Samlet af Helge Noe-Nygaard. Grænseforeningens årbog 1986.