A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Pamhule Skov

Pamhule Skov er 350 ha statsskov ved Haderslev. Del af 700 ha statsejet skov- og naturområde i Haderslev Tunneldal mellem Stevning Dam og Haderslev Dam. Navnet er sammensat af pam som er bakke, og hule som er kløft. Pamhule Skov betyder altså skoven i bakkerne ved kløften. Det er en udpræget løvskov domineret af bøg, men både løvog nåletræ vokser godt. Haderslev Dyrehave på 100 ha udgør en del af skovområdet. Dyrehaven blev etableret i 1994 og rummer ca. 240 stk. hjortevildt, hovedsagelig dåvildt og lidt kronvildt.

Skoven er udpeget som særligt naturområde (Natura 2000), idet den rummer særlige naturværdier herunder et rigt fugleliv bl.a. med mange rovfugle. Endvidere er en del af skoven udlagt til urørt skov og særlige driftsformer. Havørnen kan ses kredse over Hindemade, der er et 65 ha stort sø- og engområde i den nordlige del af Pamhule. Området er et gammelt moseareal, som i 1994 blev genskabt til en ca. 45 ha stor sø omkranset af engområder. Christiansdal og Tørning Mølle rummer interessant industrihistorie; men også i Pamhule Skov har vandkraften været udnyttet, da der i 1850’erne blev stemmet vand op og etableret en kradsuldsfabrik. Skoven er kuperet og meget smuk med afmærkede vandreruter, flotte udsigter og et fugletårn ved Hindemade.

Af Inge Gillesberg i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Skov- og Naturstyrelsen: Vandreture nr. 60. Peter Friis Møller og Henrik Staun: Danmarks Skove. 2001.