A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Pelworm

Pelworm er en ø i Vadehavet vest for Husum. Oprindelig et af fem herreder på den store ø Nordstrand, der blev delvist ødelagt ved stormfloden 1362. Stormfloden 1634 ramte den nu hesteskoformede ø hårdt og skilte Pelworm fra Nordstrand. Øboerne genopførte selv digerne, så øen nu består af den såkaldte Store Kog omgivet af ti nyere koge. På øen findes ingen egentlige landsbyer, men en lang række enkeltgårde, samt to kirker, en romansk og en nyere fra 1622. Øen nås med færge fra Nordstrand. 2010 havde øen 1.307 indbyggere.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: A. Bantelmann m.fl. (red.): Geschichte Nordfrieslands. Heide 1996.