A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Påskekrisen, regeringskrise i 1920

Ud over økonomiske problemer, begyndende social uro og kravet om en ny valglov, kæmpede den socialdemokratisk-radikale regering med statsminister C. Th. Zahle i spidsen med det sønderjyske spørgsmål. Spørgsmålet var, hvor stor en del af Sønderjylland, man skulle forsøge at få genforenet med Danmark, efter at det tyske kejserrige havde tabt 1. Verdenskrig.

Efter folkeafstemningerne den 10. februar i Zone 2 og 14. marts 1920 i Zone 2 lå det klart, at grænsen skulle følge en linje syd om Tønder og nord om Flensborg. Dette resultat var en stor skuffelse for Flensborgbevægelsen, som havde ønsket en grænse syd om Flensborg. De foreslog derfor, at 2. zone (ned til Sli-Danevirkelinjen) og Flensborg, som havde fået et markant tysk flertal, blev omdannet til "international zone" med mulighed for gennemførelse af en folkeafstemning på et senere tidspunkt.

Hertil kom, at grænsen ved Danevirke var den eneste, som gav mening som fysisk forsvarslinje, der kunne indgå i et fremtidigt nationalt forsvar. For officererne og for De Konservative var grænsespørgsmålet således uløseligt forbundet til forsvarssagen. Så nu var tiden inde til et opgør med det nationale traume fra 1864. Tyskland var svagt, halvt i opløsning og udgjorde ikke længere nogen trussel. Nu gjaldt det om at udnytte den historiske mulighed for at få det tabte land tilbage.

Denne tanke fandt ingen støtte i regeringen Zahle eller hos H.P. Hanssen, som var blevet minister for sønderjyske anliggender i regeringen. Regeringen mente, at der ved afstemningerne var truffet en endelig afgørelse og fik flertal for dette synspunkt i Folketinget den 26. marts 1920, hvorefter Folketingets medlemmer tog på påskeferie.

Flensborgbevægelsen igangsatte under ledelse af bl.a. Peter Grau og chefredaktør for Flensborg Avis Ernst Christiansen en kraftig agitation imod dette synspunkt og påvirkede bl.a. gennem oberst Erik With den nationalt stærkt engagerede konge, Christian 10. til at afskedige regeringen.

Kongen mente, at flertallet i befolkningen ønskede regeringen Zahles afgang, og at Zahle ikke havde flertal for sin politik i Folketinget. Kongen forlangte derfor, at Zahle skulle udskrive valg. Det nægtede Zahle, hvorefter kongen afskedigede regeringen, hvilket skete Palmesøndag den 28. marts 1920. Kongen udpegede den politisk totalt uerfarne højesteretsdommer Otto Liebe som ny statsminister. Han kunne først den 29. marts fremlægge et ministerium af ligeledes politisk uerfarne ministre. Kongen begik i realiteten statskup, idet han ikke havde beføjelser til uden om Folketinget at afskedige en regering. Otto Liebes regering holdt kun i syv dage.

Påskekrisen endte med, at der blev nedsat et forretningsministerium under ledelse af overformynder M.P. Friis, som udskrev valg den 26. april 1920. Her led regeringen Zahle et stort nederlag og valget førte til dannelse af en Venstreregering med Niels Neergaard som statsminister. Men Flensborgbevægelsen led også nederlag, fordi den nye regering respekterede afstemningsresultaterne.

Påskekrisen opstod i kraft af nationalkonservatives agitation for den sydligst mulige grænse til Tyskland, og i kraft af deres evne til at påvirke Christian 10. til at afskedige regeringen Zahle. Men bag dette lå også en række andre sociale og økonomiske konflikter og i øvrigt spørgsmålet om en ny valglov, som gav oppositionen og især Venstre en interesse i at komme af med regeringen Zahle. Der var under hele påskekrisen politisk flertal for en grænsedragning i fuld respekt for afstemningsresultaterne, hvilket også blev regeringen Neergaards politik. 

Kilder:
Axel Johnsen: Dannevirkemænd og Ejderfolk. Den grænsepolitiske opposition i Danmatrk 1920-1940. Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. 
Inge Adriansen
og Broder Schwensen: Fra det tyske nederlag til Slesvigs deling 1918-1920. Institut for Grænseregionsforskning 1995.
Søren Mørch: "24 statsministre" (s. 129-147). Gyldendal, 2000