A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Poulsen, Laurids Bertelsen, 1840-1919, frimenighedspræst

Laurids Bertelsen Poulsen kom fra et fattigt hjem i Hundebøl ved Rødding og måtte tidligt deltage i arbejdet ved tørvegravning og som hyrdedreng. I skolen fik han en religiøs påvirkning, som blev yderligere forstærket ved konfirmationsforberedelsen. Som 18-årig overlevede Poulsen en livstruende sygdom, som yderligere udviklede hans interesse for det religiøse.

Han søgte optagelse på Jelling Seminarium, men da han fandt undervisningen for grundtvigsk orienteret tog han til Tønder Seminarium, hvor han fik Cornelius Appel som lærer. Appel forstod bedre at nuancere Grundtvigs kristelige og folkelige syn.

I 1862 blev han lærer i Rangstrup, men da krigen mod Preussen truede meldte han sig som frivillig og deltog i forsvaret af Dybbøl i foråret 1864. Efter krigen blev han førstelærer i Rangstrup, men afsat i 1867 af de preussiske myndigheder, fordi han ikke ville aflægge hyldningsed (se artiklen Edsstriden). Året efter flygtede han til Danmark for at undgå militærtjeneste og blev samme år forstander på Vejstrup Højskole på Fyn.

I 1870 købte han hus på Bovlund Bjerg, hvor han drev landbrug og stod for kristelige og folkelige møder på egnen. I 1879 blev han af Cornelius Appel ordineret til præst for de frie danske menigheder i Bovlund, Forballum og Vesteråbølling, som han betjente helt frem til 1899.

I 1894 engagerede L.B. Poulsen sig i den nydannede Sønderjydsk Skoleforening, hvis forretningsudvalg han blev valgt til

L.B. Bertelsen døde i 1919 og er begravet i Bovlund.

Litteratur:

Inger Lauridsen: De sønderjyske frimenigheder og deres kirker. Sønderjyllands Kulturmiljøer, nr. 13. 2009.

P.G. Lindhardt i: Dansk Biografisk Leksikon, bind 11.