A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Rødding Frimenighed

Rødding Frimenighed var den første sønderjyske frimenighed. Den blev oprettet den 30. juni 1874, da Cornelius Appel ved en højtidelighed på Askov Højskole blev ordineret som præst.

Baggrunden var, at Rødding Højskole var blevet oprettet i 1844. En række familier i området var religiøst vakte. Nogle var præget af den fynske vækkelse og havde slået sig ned i Hundebøl nogle få kilometer syd for Rødding, andre var præget af den pietistiske bevægelse i Christiansfeld og fælles var de om kravet om at markere sig i modsætning til den golde rationalisme, som prægede statskirken på dette tidspunkt. Hans Sveistrup, der var stærkt præget af grundtvigske tanker, havde den egenskab at kunne forene forskellige synspunkter i et fælles kirkesyn, herunder også stærkt pietistiske kredse. Han blev i 1861 kaldet som sognepræst for Rødding og Skrave sogne, og det lykkedes ham i løbet af få år at forene de forskellige kredse i et aktivit menighedsliv i de to sogne.

Efter krigen i 1864 flyttede Rødding Højskole til Askov, og få år senere, i 1867, blev Hans Sveistrup af de preussiske myndigheder afsat som præst, fordi han ikke villle aflægge ed til den preussiske konge. Han forstsatte dog med at udføre kirkelige handlinger på Rødding Højskole og på Bejstrupgård i Skrave Sogn, men i 1870 forbød den danske regering efter pres fra Preussen danske præster at fungere for borgere i det preussiske rige. Hermed var det slut for Hans Sveistrup, der søgte og fik embede umiddelbart nord for Kongeåen i Vejen.

Siden 1865 havde Cornelius Appel fulgt Hans Sveistrups arbejde, og da han i 1870 forlod landsdelen, overtog Cornelius Appel varetagelsen af de kirkelige møder på Rødding Højskole. Men menigheden var utilfreds med ikke at kunne modtage sakramenterne eller få deres børn døbt af den person, der holdt gudstjeneste for dem, og de udviklede derfor en plan om at stifte en egentlig menighed med Cornelius Appel som præst. Det lykkedes som nævnt i 1874. Menigheden brugte de første år en kirkesal på Rødding Højskole, men i begyndelsen af 1900-tallet var rummet blevet alt for lille, og man søgte at bygge en egentlig kirkebygning.

Læs svigerdatteren Ingeborg Appels beskrivelse af Cornelius Appels indsættelse.

I november 1907 blev det besluttet at bygge den nye kirke. Som arkitekt valgte man Magdahl Nielsen fra København, som i 1911 havde tegnet tilbygningen til Folkehjem i Aabenraa. Kirken består af et rektangulært skib med et smallere tresidet kor. Mod syd skyder to brede tværskibe ud. Tårnet er kvadratisk med trekantede tagaftrapninger øverst, som leder op til tårnets tag, der er ottekantet og modsvarer et lille ottekantet trappetårn på tårnets sydside. Kirken er pudset og hvidkalket, og taget sat af røde vingetegl, og som sådan er kirken præget af østdanske landsbykirker og en lidt fremmed fugl i Sønderjylland.

Kirkebyggeriet blev påbegyndt i 1908 og kirken, der fik navnet St. Povls Kirke, blev indviet den 5. december 1909 i forbindelse med en sammenkomst for de seks frimenigheder i Sønderjylland. Sammen med Bovlund Frimenighed er Rødding fortsat eksisterende som frimenighedskirke.

De øvrige sønderjyske frimenigheder er Bovlund, Haderslev, Skærbæk, Sundeved og Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa.

Kilde: Pjecen "De sønderjyske frimenigheder og deres kirker", nr. 13, udgivet af Det regionale faglige kulturmiljøråd, august 2009.

Litteratur:
Thade Petersen: "De sønderjyske frimenigheders historie", 1924.
"Rødding Frimenighed gennem 100 år - skitser og billeder 1874-1974", 1974.