A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Refshauge, Peter Jessen, 1869-1942, politiker

P.J. Refshauge stammer fra Tyrstrup ved Christiansfeld. Han gik i skole i brødremenighedens skole og kom senere på Dalum Landbrugsskole. Allerede som 23-årig købte han en gård i Oksbøl ved Haderslev, som han drev med stor dygtighed og derfor fik en række lokale tillidsposter. I 1905 blev han formand for Haderslev amts Landboforening, hvor han igangsatte en række nye initiativer. Fire år senere blev han formand for Fælleslandboforeningen i Nordslesvig og han kom dermed frem i forreste række blandt de danske nordslesvigere.

Efter 1. Verdenskrig havde H.P. Hanssen Refshauge i tankerne som midlertidig landråd i Haderslev i mellemperioden mellem preussisk og dansk administration. Refshauge sad som landråd i perioden januar-maj 1920, hvilket han senere skildrede levende i erindringerne "Bonden, der blev Landraad". Han blev i 1920 valgt til Folketinget for Venstre. Her søgte han at fremme nordslesvigske synspunkter bl.a. som medlem af finansudvalget. Han trak sig fra folketingsarbejdet ved det følgende valg i 1924.

Da de sønderjyske landboforeninger i 1920 meldte sig ind i Foreningen af jydske landboforeninger blev han næstformand her. Han trak sig fra alle poster i 1927. I lange perioder sad han i bestyrelsen for Rødding Højskole og for Gråsten Landbrugsskole. I perioden 1920-1935 var han som "domæneforvalter" med til at udstykke de 36 tidligere preussiske domænegårde  i Nordslesvig.