A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Rejsbymarsken

Marskengene ved Vadehavet sydvest for Ribe. Engene ligger på begge sider af det 13 km lange Christian d. X.s Dige, der strækker sig fra Vester Vedsted til bakkeøen ved Astrup Banke nordvest for Skærbæk. Gennem tre sluser ledes Vester Vedsted Bæk samt Rejsby Å og Brøns Å ud i Vadehavet. Diget blev opført 1923-25. I 1923 druknede 19 af digearbejderne under en sommerstormflod, og til minde herom er der rejst en mindesten ved Rejsby Sluse. Vest for slusen er marskengene forøget en del siden 1953 pga. landvindingsarbejde. Efter skader i forbindelse med stormfloden i 1976 blev diget forstærket i 1978. Også ved stormfloden 3.-4. december 1999 blev diget kraftigt beskadiget.

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Mette Guldberg: Historisk Vadehavskultur. Kulturhistorisk introduktion til det danske Vadehavsområde. 2005. N. Kingo Jacobsen: Rejsbymarsken, 1972. H.E. Sørensen: Og havet kom, 1986.