A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Retsvæsen i Sønderjylland

I middelalderen var retsvæsen ikke autoritativt fastskrevet. En central lovgivning begyndte først fra 1600-tallet at spille en større rolle. Indtil 1800-tallet var retsplejen knyttet til administrationen, og dommerne var oftest samtidig de afgørende mænd i områdets forvaltning. I middelalderen blev landstinget udviklet til en vigtig overordnet institution, for Jylland foregik det i Viborg og for Slesvig på Urnehoved. Domsafsigelserne skete på det underordnede plan, og kun i begrænset omfang fungerede landstinget, landdagen og landsherrerne som overordnet retsinstans. Den vigtigste retsordning var siden 1241 Jyske Lov, men i flere købstæder og landskaber eksisterede særlige retsordninger, Romerretten blev især anvendt på det kirkelige område. Efter 1532 indførtes den tysk-romerske Constitutio Criminalis Carolina som overordnet kriminalretsordning.

I de landsdele, der uindskrænket blev kontrolleret af landsherrerne og deres embedsmænd, udviklede herrederne (Administrative forhold) sig til underretsdistrikter. Der fandtes dog ingen central ordning, og forholdet mellem amtmanden og herredsfogeden som embedsmand, retsformand og dommer på den ene side og lokale sandemænd og andre nævninge varierede stærkt fra amt til amt. I de fleste områder blev herredsfogedens stemme mere og mere afgørende, især fra midten af 1700-tallet, da herredsfogeden skulle være uddannet jurist; indtil da var han ofte en lokal jordejer, der både nød landsherrens og befolkningens tillid.

Fra 1200-tallet udskilte købstæderne sig som selvstændige underretsdistrikter med borgmester og byråd som dommere, der i stigende grad fortrængte landsherrens byfoged og bytinget i retsplejen. Desuden fandtes enkelte birker med birketing og birkefoged, hvoraf enkelte formentlig er et resultat af en mislykket købstadsdannelse. Andre birker var rester af tidligere herreder, hvis øvrige dele var faldet til andre retsområder, eller tidligere adelige eller kirkelige besiddelser, der var faldet tilbage til landsherren.

Senest fra 1524 havde de adelige godsherrer hele retsmyndigheden over deres undersåtter, og det samme gjaldt en lang række kirkelige institutioner. Denne såkaldte patrimonial-jurisdiktion fandtes også i de oktrojerede koge, der fra midten af 1600-tallet opstod på nyinddiget land ved vadehavskysten. Kogene fulgte oftest Ejdersteds eller Nordstrands landskabslove (Frisisk lov). Selve landskaberne udgjorde selvstændige underretsdistrikter med ofte særegne strukturer.

I nogle områder fandtes appelinstanser, og en landsdækkende overinstans blev indført i 1713 med Overretten på Gottorp Slot, der bestod af fem domstole: den almindelige Overret, Overkriminalretten, Overkonsistoriet (kirkelige anliggender), Landretten (sager vedr. adelsmænd) og Landoverkonsistoriet. Overretten fungerede indtil 1834 tillige som provinsialregering. Højesteretten i København havde ingen myndighed over Hertugdømmerne. Som højeste instans kunne man via Tyske Kancelli kun appellere til kongen.

I 1834 blev Overretten omformet til en ren domsmyndighed, og samtidigt blev Overappellationsretten indført som sidste instans for de nu tre hertugdømmer. Efter Treårskrigen blev sidstnævntes myndighed reduceret til de to sydlige hertugdømmer, men en ny appellationsret i Flensborg erstattede både denne og Overretten. I 1805 blev de adelige godsherrers og de kirkelige institutioners retsmyndighed indskrænket, idet de blev forpligtet til at overlade domsafsigelsen til en professionel jurist, men først i 1853 blev de adelige godser, de oktrojerede koge og de sidste selvstændige kirkelige jurisdiktioner lagt under de almindelige herreder.

Efter indlemmelsen i Preussen i 1867 blev retssystemet i de nu ophævede hertugdømmer tilpasset til de preussiske forhold. Overappellationsretten blev til Overlandsretten for hele provinsen, der blev oprettet fem kredsretter som melleminstans (1879 erstattet af tre landsretter, hvoraf den i Flensborg havde myndighed over næsten hele Slesvig), og kludetæppet af underretter blev erstattet af ensartede amtsretter. Distriktsgrænserne svarede dog ikke altid til kredsgrænserne, og endnu i 1800-tallet blev flere af de små amtsretter fusioneret med større enheder. Med Bürgerliches Gesetzbuch blev der i 1900 indført en ensartet retsordning for hele kejserriget, og først på dette tidspunkt blev Jyske Lov og de øvrige lokale retsordninger formelt ophævet.

Efter indlemmelsen i Danmark i 1920 blev retsdistrikterne i Nordslesvig tilpasset til de nye danske forhold. Som melleminstans indrettedes Søndre Landsret i Sønderborg, der i 1932 blev fusioneret med Vestre Landsret i Viborg. Sidste instans er Højesteret, der i 1661 var blevet indført i Kongeriget. I 1973 blev antallet af domstole kraftigt reduceret, og siden 2007 findes rent faktisk kun en byret (i Sønderborg) for hele landsdelen. I Sydslesvig eksisterer Overlandsretten (nu i Slesvig) og Landsretten i Flensborg fortsat som overordnede instanser. Amtsretterne fungerer her fortsat som underretter, men deres antal er blevet yderligere reduceret.

Af Gerret Liebing Schlaber i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Wolfgang Prange: Der schleswigsche Bauer als Urteiler im Gericht, i: Ulrich Lange (red.): Landgemeinde und frühmoderner Staat. Sigmaringen 1988.

Gerret Liebing Schlaber: Hertugdømmet Slesvigs forvaltning. Administrative strukturer og retspleje mellem Ejderen og Kongeåen ca. 1460-1864. 2007.

Samme: Administrative tilhørsforhold mellem Ejderen og Kongeåen indtil 2007. 2007.

Klaus-Joachim Lorenzen-Schmidt i: S-H Lex. Niels H. Kragh-Nielsen: Galgehøj og Rettersted. 2002.