A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Runesten i Sønderjylland og Sydslesvig

Runestenen er en opretstående sten med en runeindskrift, der omtaler en betydelig, afdød person. Runesten findes næsten udelukkende i Skandinavien. Hovedparten blev rejst mellem 900 og 1100 e. Kr. De står ved færdselsveje, hvor de kunne ses af mange mennesker. 

Runesten er en udpræget nordisk monumenttype. De flester er fra vikingetiden og den tidlige middelalder. Det er mindesten over personer eller begivenheder, rejst på steder, hvor mange mennesker færdedes. Derfor er det ikke mærkeligt, at de sønderjyske runesten findes ved Hærvejen eller ved Hedeby.

Runerne er germanernes ældste skriftsystem. Med den kantede form og de manglende vandrette linier er de beregnet til træskæring. Sandsynligvis har langt de fleste runeindskrifter været mindre meddelelser formidlet på en træpind, som er bragt fra sted til sted. De fleste er forsvundet, men der findes dog ca. 800 bevarede rundeindskrifter skåret eller hugget i mindre forgængeligt materiale.

De ældste runer dukker op kort efter Kristi fødsel. Talrige teorier er fremsat om deres oprindelse. Flere runetegn er tydeligvis kopier af store latinske bogstaver. Andre er sandsynligvis frit opfundet eller udviklet af andre skrifttegn. Generelt skal runeindskriften - og dermed kendskab til skrift overhovedet - opfattes som en af de mange romerske påvirkninger.

Det ældste runealfabet - kaldet futhark'en - omfatter 24 tegn opstillet i en bestemt orden. Det kendes fra runeindskrifter på våben, smykker og værktøj. Indskrifterne er altid kortfattede: enten meddelende ejernavnet eller en besværgelse. De ældste runer opfattes derfor som  magiske, hellige trylletegn med skjult kraft. Men der er også mange eksempler på runeindskrifter med mere dagligdags tekster.

I 700-tallet forenkles runealfabetet til at omfatte 16 tegn (den yngre futhark). Denne udvikling af germanernes skrift synes foregået i Danmark. Runerne kan derefter bruges til længere, også fortællende indskrifter. Det er netop sådanne, der findes på runestenene. Sproget er olddansk.

Runerne anvendes også i middelalderen, og først i løbet af 1400-tallet fortrænges runerne af det latinske alfabet.

Ved Hærvejen findes:

Hærulfstenen

Ved Hedeby findes:

Skardestenen eller Bustrupstenen.

Store Sigtryg-stenen

Lille Sigtryg-stenen

Erik-stenen

Ved Jelling findes:

Store Jellingesten

Lille Jellingesten

Litteratur:

Silke Eisenschmidt i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

W. Laur: Runendenkmäler in Schleswig-Holstein und in Nordschleswig. Schleswig 2006.

G. Øeby Nielsen: Runesten og deres fundforhold. Magt og mentalitet, kontinuitet og brud i tiden for religions- og kulturskiftet ca. 950-1200. 2007.