A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Rådgivende stænderforsamlinger

De rådgivende stænderforsamlinger blev indført efter preussisk forbillede med virkning fra 1835. Baggrunden var Julirevolutionen i 1830 og det røre, som Uwe Jens Lornsen skabte på sin agitationsrejse rundt i Slesvig-Holsten i sommeren 1830. Begge dele førte til liberale krav, og Frederik 6. imødekom disse ved i 1831 og 1834 at indføre rådgivende stænderforsamlinger i Roskilde (for øerne), i Viborg for Nørrejylland, i byen Slesvig for Sønderjylland og i Itzehoe for Holsten.

Til stænderforsamlingerne kunne vælges mandlige ejendomsbesiddere, altså godsejere, bønder og fæstere samt grundejere i byerne. Valgret havde den samme gruppe, hvis man var over 25 år gammel, og valgbar var man først efter det fyldte 30. år. Kun ca. 3 % af befolkningen kunne opfylde disse krav.

Stænderforsamlingerne, der holdt møde hvert andet år i perioden 1835-48, var kun rådgivende. Det vil sige, at de kunne foreslå love, som den enevældige konge så kunne vælge at imødekomme eller afslå. Op gennem 1840'erne prægedes stænderforsamlingerne mere og mere af nationale modsætninger mellem slesvig-holstenerne i hertugdømmerne og de national-liberale i kongeriget. Begge ønskede indført frie forfatninger, men der var ikke enighed om hertugdømmet Slesvig skulle knyttes til Danmark eller til det tyskorienterede Holsten og dermed Det tyske Forbund, som var under udvikling.

Det var i forbindelse med denne konflikt, at Peter Hiort Lorenzen ved et møde i Den rådgivende Stænderforsamling i Slesvig (hvor forhandlingssproget var tysk) den 11. november 1842 holdt en tale på dansk, og hvor man derfor nægtede at godkende referatet. Der kom blot til at stå "Han talte dansk og vedblev at tale dansk". Bag aktionen stod professor Christian Flor på Kiels Universitet.

Umiddelbart før Christian 8. døde den 20. januar 1848, havde han arbejdet med en forfatningsreform. Kort efter kongens død og i forbindelse med tronskiftet blev den udsendt som et såkaldt forfatningsreskript den 28. januar 1848. Forfatningsreskriptet tilsagde, at der skulle indføres en fælles stænderforsamling for kongeriget og hertugdømmerne, der skulle have et lige antal medlemmer fra begge, og som vekslende skulle mødes i henholdsvis kongeriget og hertugdømmerne. Den fælles stænderforsamling skulle tillægges nøjere bestemte kompetencer vedrørende fælles anliggender, samtidig med at de eksisterende rådgivende stænderforsamlinger skulle opretholdes.

Til at forberede selve forfatningsloven skulle der sammentræde en forsamling af erfarne og indsigtsfulde mænd på ialt 52 personer. Der skulle være lige mange fra kongeriget og fra hertugdømmerne. De 16 skulle vælges af kongen, 24 klassevis af de fire eksisterende stænderforsamlinger og 12 skulle vælges af gejstligheden, universiteterne m.fl.

Forfatningsreskriptets indhold blev indgående diskuteret i både København og Kiel, men forslaget blev overhalet af de liberale revolutioner, som udbrød i europæiske hovedstæder i februar 1848, og som førte til mere radikale krav om frie forfatninger i både kongeriget og Slesvig-Holsten - krav som førte til Grundloven af 1849, men også Treårskrigen 1848-50.

Kilde: Claus Bjørn: "1848. Borgerkrig og revolution". Gyldendal, 1998.