A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Rinkenæs Korskirke

Indviet den 4. september 1932.

Da Rinkenæs blev et selvstændigt kirkesogn, sandsynligvis kort før år 1500, kom sognets kirke til at ligge i det yderste hjørne af sognet, hvilket ikke var særlig hensigtsmæssig. Der var da også i løbet af de følgende århundreder planer om at bygge en ny kirke, planer der dog aldrig blev realiseret.

I slutningen af 1800-tallet var der en mand i Alnor der tilbød et stort sponsorat. Han trak dog sit tilbud tilbage, fordi han ville have kirken til at ligge tættere på Alnor end menighedsrådet, som ville have den placeret i Rinkenæs. 

Kort før 1. Verdenskrig dukkede der nye planer op, og i 1915 forelå der en tegning til en lille kirke samt tilsagn fra konsistoriet i Kiel om et tilskud på 5 000 Mark. Samme år brændte en stor gård i Rinkenæs Overby, og der blev forhandlet om jordbytte med den gamle præstegård, således at der kunne blive jord til den nye kirke i Overbyen. 

Forhandlingerne gik dog i stå på grund af krigen, og de 5 000 Mark fik lov at henstå i Preussische Stadtbank. Da inflationen tog fart i 1923, sendte banken de 5 000 Mark kontant i en kuvert, der var frankeret med 1.100 Mark. Da kirkens kasserer skulle sende kvitteringen for de 5 000 Mark, havde inflationen udhulet pengenes værdi så meget, at han  ikke kunne købe frimærkerne dertil for denne sum. Dermed var det økonomiske grundlag for en ny kirke gået tabt.

Da Frode Beyer blev indsat som sognepræst i Rinkenæs Sogn i 1924, nævnte provst Nielsen, Ensted over for den nye præst ved indsættelsen den 14. september, at der burde bygges et kapel i Overbyen. Tanken fæstnede sig hos pastor Beyer, dog syntes han, at et kapel var for lidt, han drømte om en stor flot kirke. Provst Nielsen ytrede senere, at han med sit forslag ikke havde tænkt sig en ”domkirke”.

Frode Beyer havde udset sig den mark, hvor kirken nu ligger, som det ideelle sted for en ny kirke, men marken tilhørte en gårdejer, der ansås for at være byens mest velhavende, så marken var nok ikke sådan lige til at få til formålet. På grund af landbrugskrisen og nogle kautions-forpligtigelser måtte gårdmanden i 1927 gå fra gården. Da jorden påfølgende blev udstykket, fik Frode Beyer lov til privat at købe de 4 tønder land, som han senere skænkede til kirkegrund og kirkegård.

Under et besøg i Kirkeministeriet havde pastor Beyer set en model af Lundtofte kirke ved København, og det var noget lig den han kunne tænke sig i Rinkenæs. Den var tegnet af arkitekt Harald Lønborg Jensen. Kort efter mødtes Frode Beyer med denne arkitekt, og de to aftalte, at arkitekten skulle tegne en skitse af den ønskede kirke.

Det skulle være en korskirke, så man ved almindeligt kirkebesøg ikke skulle se på en række tomme stolestader. Desuden skulle apsis og alter trækkes frem i kirkerummet, så kirkegængerne i korsarmene kunne følge altertjenesten – i modsætning til, hvad der er tilfældet i vist alle landets andre korskirker.

Det blev aftalt, at kirken måtte koste 90.000 kr. Arkitekten kom med et forslag, der ville koste 140.000 kr., et formidabelt beløb på den tid, hvor en mellemstor bondegård kunne købes for et væsentligt mindre beløb.

Menighedsrådet og det meste af sognets beboere var indforstået med et kirkebyggeri, men man havde dog visse betænkeligheder. Det var økonomisk dårlige tider, og man var bange for at kirkeskatten ville stige væsentligt på grund af byggeriet, foruden at man også ville have to kirker at vedligeholde.

For at undgå en kirkeskattestigning, blev det besluttet, at hele beløbet skulle være indsamlet, både i og udenfor sognet, før byggeriet blev sat i gang. Sognets beboere var rundhåndede med bidrag, men de fleste penge kom dog fra andre dele af landet, hvor mange gerne ville bidrage til ”en typisk dansk landsbykirke” i det hjemvendte Sønderjylland.

Der var også andre indvendinger. Den tyske del af sognets beboere var især utilfredse med tårnets trappegavl, som de mente fik bygningen til at ligne en fynsk kirke. Der var en ubehagelig brod i dette, da der på den tid herskede en udbredt modvilje, både fra dansk og tysk side, mod de såkaldte ”kongerigske” tilflyttere på de nyoprettede statshusmandsbrug. Især var modsætningsforholdet stærkt mod ”fynboerne”, som der var en del af i sognet.

Ifølge pastor Beyer var det en kritik man ikke kunne tage let på, da især tyskerne var rundhåndede med bidrag til kirken, men det lykkedes ham på et stormøde på Overkroen (den nuværende efterskole), at få vendt stemningen, bl. a. ved at henvise til, at også våbenhusets gavl på den gamle kirke havde trappegavl.

Senere har man bebrejdet arkitekten, at han byggede i den gamle landsby-stilart. Kirken er blevet kaldt et plagiat og en pastiche. Men det var dengang endnu kun i sin vorden at finde nye former for kirker, og det var næppe faldet heldigt ud, om man dengang havde forsøgt sig med en ”moderne” kirke i Rinkenæs.

I juli 1929 forelå der tilsagn fra Kirkeministeriet om en bevilling på 60 000 kr. Man rådede dermed over godt og vel 80 000 kr., og besluttede at gå i gang med byggeriet, selv om der endnu manglede en del penge. 

På grunden fandtes en grusgrav, hvorfra sten og sand kunne benyttes. Sognets landmænd, (bortset fra ”fynboerne”, som havde dannet en frimenighed,) kørte kampesten fra deres marker og fra stranden op til byggepladsen, for at de kunne danne et solidt fundament. De forenede Teglværker i Egernsund tilbød at levere ½ million mursten til rabatpris, og også disse sten blev kørt ved frivillig hjælp til byggepladsen.

Den 3. april 1930 blev grundstenen lagt. Den første af biskop Ammundsen fra Haderslev, den næste af pastor Beyer og den tredje af menighedsrådets næstformand skipper Jes Asmussen.

Murermester Hans Rose fra Rinkenæs stod for byggeriet af kirken. Det var en virkelig stor opgave han havde påtaget sig, men han magtede opgaven, og nutiden kan ved selvsyn se, at alt fra fundament til hvælvinger, er lavet så solidt, at det kan stå i århundreder. Alle håndværkerne, der deltog i byggeriet, snedkere, malere og mekanikere var fra Rinkenæs. Kun prædikestolen og alterbordet blev lavet af en snedkermester fra Nybøl. Udskæringerne på alterbordet blev dog udfærdiget af en billedhugger ved navn Korsemann fra Dalsgård.

Det var arkitektens hensigt, at kirken både i det ydre og indre skulle fremtræde meget ren og enkel. Dog ønskede han, at hvælvingsbuerne indvendig skulle slutte med nogle ansigtsfigurer. Han ønskede ikke disse udført af en kunstner, men overlod det til murermesteren. Onde tunger påstod, at murermesteren i disse ansigter afbildede menighedsrådets medlemmer og andre der var involveret i byggeriet. Fra officiel side blev det påstået, at det var en morsomhed, som ikke havde noget på sig. Ikke desto mindre levede der i 1990erne et par gamle mennesker i Rinkenæs, der påstod, at de kunne sætte navn på en del af ansigterne.

Den 29. juli 1930 var der rejsegilde på tårnet, og den 16. november 1930 kunne sognepræsten i kirkebladet meddele, at kirken i det ydre var næsten færdig. Men 1930´ernes økonomiske krise gjorde sig nu for alvor gældende, og det blev tiltagende vanskeligt at indsamle penge.

Den 19. april 1930 var der i alt indsamlet godt 100 000 kr., foruden forskellige gaver der var blevet givet. Blandt andet kan nævnes et dåbsfad, indgangsdøren af egetræ, tre lysekroner, alterkalk og bægre og en tegning til altertæppet, der blev syet af en kreds af damer i sognet, som ligeledes syede en alterdug. Skibsreder A.P. Møller havde skænket tre klokker. Den største bærer indskriften ” Af Guds nåde”, den anden ”Til Guds ære”, og den lille klokke med den lyse klang bærer indskriften ”Evig glade vi skal være i vor Herre Jesu navn”. Klokkerne blev støbt i Brønderslev og anbragt på deres plads i tårnet den 8. april 1932.

Der manglede bl. a. endnu midler til udsmykning af prædikestolen, himmel over denne og orgel, men trods dette stod kirken nu klar til indvielse med sine ca. 350 siddepladser. 

Dagen før indvielsen den 4. september 1932 ringede de tre klokker i en time før solnedgang. Længe før indvielsen skulle begynde var kirken fyldt til sidste plads, og mange måtte stå op, rigtig mange endda. Der var naturligvis indbudt mange honoratiores og håndværkere, men der blev også plads til menighedens medlemmer. Man anslog at der var samlet ca. 600 mennesker i kirken.

Der var mødt mange præster op. De samledes i den endnu ikke færdigbyggede præstegård, hvorfra processionen med biskop Ammundsen og amtmand Refslund Thomsen i spidsen udgik. Sognets tidligere præst pastor Jessen, Ejstrupholm bad indgangsbønnen. Biskop Ammundsen fra Haderslev foretog indvielsen. Her efter takkede pastor Beyer i sin prædiken alle der havde været medvirkende til, at den smukke kirke kunne blive til. Som afslutning på indvielsesgudstjenesten døbte pastor Beyer sin datter, Gudrun, som var født tre uger før.

Som nævnt havde man ved indvielsen endnu ikke haft råd til at anskaffe alt det ønskede inventar. Men der var både alter, døbefont og prædikestol.

I den gamle kirke havde der indtil 1870erne hængt et korbuekrucifiks i sengotisk stil, men alt tyder på, at det var en senere kopi, sandsynligvis fra omkring 1700. Det var slemt medtaget, efter at have ligget ubeskyttet i en menneskealder på præstegårdens høloft. Krucifikset blev restaureret af billedskærer Otto Bülow, Helsingør, og det blev anbragt som alterkrucifiks  i Korskirken. Dets fire korsarme afsluttes med felter, hvori evangelisternes symboler ses. Kun det ene felt var intakt bevaret. De øvrige er restaureret eller nyudførte af Otto Bülow.

På indvielsesdagen var der endnu ingen lydhimmel over prædikestolen. Men året efter, til høstgudstjenesten den 3. september 1933, var den på plads, skænket af en anonym giver, som også havde givet penge til prædikestolen. En ældre dame fra sognet bemærkede, at hun savnede duen. Hun hentydede til, at der ofte er anbragt en due under lydhimmelen, symboliserende Helligånden. Hun gav 10 kr. til formålet. Det viste sig, at en billedskærer ville have 250 kr. for at skære en due. En fingernem mand fra sognet, købmand Holm, tilbød at skære en gratis, og for de 10 kr. fik man den forgyldt. Købmand Holm afleverede duen med ordene: ”Jeg har skåret den sådan, som en due ser ud, når den er ved at dale. Det er jo ikke meningen, at den skal flyve væk fra prædikestolen, men netop dale ned over præsten”.

Det havde fra begyndelsen været meningen, at felterne på prædikestolen skulle udsmykkes, men der havde ikke været penge dertil. Først i 1943 blev der mulighed for at fuldføre prædikestolen. Arbejdet blev overdraget Otto Bülow, som med glæde gik ind på pastor Beyers ide om, at den samlende tanke for udskæringerne skulle være lysets komme til verden, dets kamp mod mørket og dets sejr over dette.

Desværre blev det ikke Otto Bülow forundt at fuldføre sit arbejde, idet han en sommerdag i 1944 blev skudt ned af tyskerne, mens han arbejdede i sit atelier. Fortsættelsen af arbejdet blev overdraget billedskærer Erik Pedersen, Birkede på Sjælland, som arbejdede videre efter Büllows udkast. På grund af krigsårene fik heller ikke Erik Pedersen fuldført arbejdet, før han døde i 1946. Færdiggørelsen blev her efter overdraget billedskærer Walther Nielsen, Haderslev. Den 1. december 1946 kunne den færdige prædikestol afsløres for menigheden.

Som det sidste er orglet blevet færdigt. De første år efter indvielsen måtte man nøjes med et harmonium. I 1940 fik man råd til at begynde på orglet. Orgelbygger Marcussen og Søn byggede et orgel på 7 stemmer, som ad åre skulle bygges færdig med 12 stemmer. Det trak dog ud med færdiggørelsen, især fordi orgelbyggerne var gået over til et andet system, hvilket betød, at det ville kræve en total ombygning af orglet. Til 50 års jubilæet i 1982 stod orglet færdigt, nu med 15 stemmer. Ombygningen og udvidelsen er foretaget af orgelbyggeri Bruno Christensen & Sønner, Terkelsbøl.

Heinz Saxburger