A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Skovvæsen i Sønderjylland

De slesvigske skoves administrationshistorie afviger en del fra Kongerigets. Baggrunden for skovvæsenet var dog begge steder ønsket om at standse overudnyttelsen af skovene. Man søgte at dæmme op herfor ved lovgivning, fx kravet i Slesvig fra 1731 om etablering af de såkaldte brudgomskobler. I 1784 udstedtes den Slesvigske Skov- og Jagtforordning, hvori der blev indført et statsligt tilsyn med hugsten i de private skove. Fredsskovsforordningen fra 1805 i Kongeriget kom ikke til at gælde i Slesvig. I 1785 oprettedes under ledelse af Johan Georg von Langen et forstinstitut i Kiel. Det forestod uddannelsen af forstkandidater og blev i 1832 flyttet til København. Før 1920 var statsskovene i Slesvig administrativt opdelt i tre overførsterembeder, i hhv. Haderslev, Aabenraa og Flensborg. Under hvert af disse var et antal skovdistrikter ledet af en skovrider, en såkaldt Hegereiter. I perioden 1864 -1920 blev overførsterembederne og skovdistrikterne underlagt et centralt forstvæsen under ledelse af en provinzialforstdirektor i Slesvig.

Mellem 1884 og 1907 udmærkede denne direktør, Carl Christian Emeis (forstkandidat fra Landbohøjskolen i København 1856) sig ved anlæg af meget fremsynede blandingskulturer på hederne modsat de monokulturer af rødgran eller bjergfyr, der brugtes i Danmark. Disse løv- og ædelgranskove fra Emeis’ kulturer kan ses bl.a. i Kelstrup Plantage ved Bov og i Brøns Skov.

I 1922 blev der oprettet fem skovdistrikter i Sønderjylland: Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Gråsten, etableret på basis af de skove, der var købt af Augustenborgerne i 1921 og plantager, der tidligere var administreret af skovdistriktet i Flensborg, samt Lindet, en ny enhed der administrerede skove og plantager i Vestslesvig. Hele det administrative personale blev erstattet med danske forstmænd, og der blev bygget en lang række nye tjenesteboliger i Bedre Byggeskik (Byggeskik i Sønderjylland, Bymæssig), der stadig kan ses rundt om i statsskovene. Efter de seneste rationaliseringer administreres Naturstyrelsens arealer i Sønderjylland fra 2011 af to enheder: Naturstyrelsen Sønderjylland i Gråsten, der dækker østkysten fra grænsen til kommunegrænsen mellem Haderslev og Kolding, samt Naturstyrelsen Ribe Arealforvaltningen, Lindet Skov, der dækker hele den vestlige del.

Ejerforholdene til skovene i Sønderjylland er ret afvigende i forhold til resten af landet. Den statsejede andel er meget større, der er kun to større godser, Gram og Schackenborg, og skovene på sidstnævnte er plantet inden for de sidste 100 år. På østkysten er skoven typisk udparcelleret i lange smalle parceller tilhørende alle landbrugsejendomme i ejerlavet. Andelen af fredskov var tidligere meget ringe, idet skov plantet før 1920 ikke var omfattet af ordningen, og fordi meget skov også efter 1920 var plantet uden statsligt tilskud, typisk af de ideelle plantningsselskaber, der spiller en særlig rolle i Sønderjylland (Skovrejsning i Sønderjylland). Efter orkanen i 1999, hvor tilplantningsstøtte blev gjort betinget af fredskovspålæggelse, er skovarealet i Sønderjylland skønsvis omfattet af fredskovspligt i samme størrelsesorden som resten af landet (ca. 85 %).

Af Inge Gillesborg og Peter Ilsøe i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Skov- og Naturstyrelsen: Skov- og Natur i tal. 2009. Bo Fritzbøger: Kulturskoven. 1994. Kim Furdal: Fra rovhugst til forstdrift. Det sønderjyske forstvæsen indtil 1864, i: Sønderjysk Månedsskrift 2008. Klaus-Joachim Lorenzen-Schmidt i: S-H Lex.