A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Sydslesvigspørgsmålet

Sydslesvigspørgsmålet er betegnelsen for det nationale skifte i den hjemmehørende sydslesvigske befolkning i dansk retning, der skete ved det tyske sammenbrud i 1945. Det bevirkede, at de danske kandidater ved landdagsvalget i 1947 fik 99.500 stemmer, og at Sydslesvigsk Forening i 1948 havde omkring 75.000 medlemmer. I kølvandet herpå bredte dansk foreningsliv, danske skoler mv. sig som ringe i vandet.

Udgangspunktet for den store tilslutning var et ønske om, at Sydslesvig blev indlemmet i Danmark. Det kom også til at præge dansk indenrigs- og udenrigspolitik, fx ved at Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 kunne aflevere 499.000 underskrifter på Christiansborg med krav om, at Sydslesvig blev frigjort for tysk overhøjhed. En samtidig Gallup-undersøgelse viste, at 71% af den danske befolkning gik ind for en folkeafstemning i landsdelen ”ad åre” om det fremtidige styre. Befrielsesregeringen havde tilkendegivet, at ”Danmarks grænse ligger fast”, men presset på begge sider af grænsen gjorde indtryk på flere politikere. Det gjaldt også statsminister Knud Kristensen. I 1946 sluttede han en grundlovstale i Toftlund med ordene: ”Sydslesvig genvundet, det er kampens mål”. I september 1946 førte dette røre til en britisk forespørgsel, om den danske regering ønskede en grænseflytning. Kernen i svaret (se Oktobernoten) var en gentagelse af befrielsesregeringens ord om, at ”Grænsen ligger fast”. Det gærede dog fortsat i Sydslesvig, der var præget af konfrontationer mellem mindretal og flertal.

Kielerklæringen i 1949 om det danske mindretals rettigheder førte ikke til en bedring. Det var først i 1955 med København-Bonn Erklæringerne om mindretallenes rettigheder, at grunden blev lagt til en ny og bedre udvikling i det nationale samliv.

Af Henrik Becker Christensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Johan Peter Noack: Det sydslesvigske grænsespørgsmål 1945-1947, bd. I-II. 1991.

Johan Peter Noack: Det danske mindretal i Sydslesvig 1948-1955, bd. I-II. 1997.