A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Sønderjysk Idrætsforening

Nordslesvigsk Fælles-Idrætsforening blev stiftet den 15. november 1903 på Hotel Pauli i Vojens som en dansk idrætsforening og modstykke til den tyske Turn-bevægelse. Via Rødding Højskole og Askov Højskole vandt den lingske, også kaldet svenske, gymnastik indpas på Røddingegnen og i den nordlige del af Sønderjylland i løbet af 1890’erne. Den første dansksindede gymnastikforening blev oprettet 1891 i Haderslev. Fra 1893 begyndte man i Skrave, som det første sted i Nordslesvig, at spille fodbold, som blev anset for nationalt mere neutralt. Det var bl.a. ønsket om mere organiserede rammer for afvikling af fodboldturneringer, som førte til oprettelsen af Nordslesvigsk Fælles-Idrætsforening. Ved det stiftende møde deltog repræsentanter for syv foreninger i Fjelstrup, Nustrup, Vojens, Rødding, Skrave, Øster Lindet og Haderslev. Ved Genforeningen i 1920 skiftede foreningen navn til Sønderjysk Idrætsforening, den blev samme år optaget i De danske Skytte- og Gymnastikforeninger. Foreningen fusionerede 24. oktober 1992 med Røddingegnens Gymnastik- og Ungdomsforening til en amtskreds under DGI med navnet DGI-Sønderjylland.

Af Kim Furdal i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.