A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Sydslesvigs Grave

Digt af Grethe Bay-Hansen, skrevet i anledning af 100-året for Slaget ved Isted

1. Bøj dig, o Danmark, til Sydslesvigs jord
og lyt til de stemmer, der taler.
Lyt ved hver tue, hvor minderne gror,
mens seklernes møllehjul maler.
Glem ej de sønner, der kæmped' og stred,
bøj dig, o Danmark, til gravene ned
og lyt til de stemmer, der taler.

2. Her dine sønners hjerteblod randt
for Danmarks ret i vor have.
Kækt har de kæmpet, og stille de fandt
i Sydslesvigs jord deres grave;:
segned' til jorden og blev til jord,
taler dog endnu - om end ej med ord
om Danmarks ret i vor have.

3. Hører du, Danmark, de kalder dig end
fra Sydslesvigs skændede skove,
kalder på alle de modige mænd,
der endnu en holmgang tør vove;
dem, der vil kæmpe for hvad der er vort,
dem, der vil jage rovfuglen bort
fra Sydslesvigs skændede skove.

4. Fortid og nutid forener sig nu
og hvisker: hos dig har vi hjemme.
Luk ej, Mor Danmark, dit sind og din hu
for Sydslesvigs kaldende stemme.
Din er med rette vor hjemstavns jord,
derfor vi spejder og rækker mod nord
og hvisker hos dig har vi hjemme.

5. Bøj dig, Mor Danmark, og lyt til den røst,
der stiger fra Sydslesvigs grave.
Bring dine faldne sønner en trøst
og fremtidens ungdom en gave.
Send os fra Norden din frihedens ånd,
stryg med din milde og lægende hånd
hen over Sydslesvigs grave.