A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Sønderjyllands historie 1522-1830

Reformationen
Hertuger og hertugdømmer
Kongen og gottorperne – Slesvig samles under kronen
Godser, livegenskab og frie bønder
Pietisme i Vestslesvig - Brødremenigheden i Christiansfeld
Skibsfart og handel i 1700-årene
Landboreformerne
Kongetroskab og helstatspatriotisme
Fattigdom og fattigvæsen

Reformationen

Af arkivar, ph.d. Jesper Thomassen ved Landsarkivet for Fyn, Odense.

Traditionen fortæller, at præsten Hermann Tast i Husum som den første i Slesvig prædikede luthersk i 1522. Tast var formodentlig påvirket af begivenhederne i Witttenberg, hvor han havde studeret ti år tidligere. Selvom kirken gjorde modstand, så lykkedes det alligevel Tast med støtte fra en af byens købmænd at skabe en luthersk bevægelse i byen. I 1525 kom yderligere to prædikanter til, hvoraf i det mindste den ene var beskyttet af et kongeligt værnebrev. Det er uvist, i hvilket omfang reformationen fandt opbakning blandt hertugdømmernes indbyggere. Sikkert er det dog, at den folkelige reformationsbevægelse ikke fik samme betydning for den kirkelige omvæltning i Slesvig og Holsten, som tilfældet var i Kongeriget.

I 1525 blev kong Frederik 1.s luthersk påvirkede søn, Christian, nemlig hertug i Haderslev, og i maj 1526 blev han faderens statholder i hertugdømmerne. Fra da af var den fyrstelige reformation i teten. Den fremgang for reformationen, der særlig i byerne kan ses fra og med 1526, skyldtes sikkert for en stor dels vedkommende den nye statholders støtte til reformbevægelsen. Hertug Christians iver for at gennemføre en reformation var næppe alene et udslag af hans lutherske indstilling. Påvirket af tidens fyrsteideal satte hertugen sig for at udvikle sit eget hertugdømme til en funktionel og topstyret lille stat, og kontrollen med kirken faldt fint i tråd med denne ambition. Allerede i 1526 indrettede Hertug Christian med hjælp fra to tyske prædikanter en luthersk præsteskole i Haderslev, hvor de nye præster kunne få deres uddannelse. Hertug Christians betydeligste modstander var biskop Iver Munk i Ribe, som var gejstligt overhoved i den ene halvdel af Christians hertugdømme. Det kom til flere sammenstød med hertugen, der i en overlegen stil belærte bispen om den rette kristne tro. Kirkens stadig svagere stilling både i kongeriget og i hertugdømmerne tvang imidlertid bispen til i 1528 at opgive sin kamp. Hertugen kunne nu gennemføre reformationen i Tørning Len, sådan som han allerede havde gjort det i Haderslev len i 1526. På et møde i Haderslev i foråret 1528 måtte præsterne aflægge ed til hertugen og forpligte sig til at overholde 22 artikler med retningslinjer for deres embedsførelse. De såkaldte Haderslevartikler udmærker sig ved at udgøre den ældste af de kendte lutherske kirkeordninger.

I de følgende år fortsatte reformationens udbredelse i hertugdømmerne, men det endelige opgør med romerkirken lod vente på sig. Udbruddet af krigen efter Frederik den 1.s død 1533 krævede al opmærksomhed, og efter Christian den 3.s sejr i 1536 var det reformationens gennemførelse i kongeriget, der havde højeste prioritet. I stedet for at være på forkant med udviklingen blev Slesvig nu den katolske kirkes sidste bastion. Den katolske biskop i Slesvig, Gottschalk Ahlefeldt, kunne ikke genvinde det tabte, men sammen med ridderskabet lykkedes det ham alligevel at forsinke reformationens udbredelse. Først efter bispens død i 1542 fik hertugdømmerne endelig sin egen kirkeordinans, og opbygningen af det nye reformationssamfund kunne afsluttes.

Hertuger og hertugdømmer
 

Af Carsten Porskrog Rasmussen, lektor, dr.phil. ved Historisk Institut/Institut for historie og områdestudier, Århus Universitet

Ved kong Frederik den 1.s død i 1533 stod både kongeriget og hertugdømmerne overfor at skulle have en ny herre. Formelt havde hertugdømmernes stænder ret til selv at vælge, men reelt spillede også kongeslægtens arvekrav en betydelig rolle. Modsat kongeriget traf stænderne allerede i 1533 deres afgørelse og hyldede alle den afdøde konges fire sønner som herrer. Som den eneste myndige overtog hertug Christian (senere kong Christian den 3.) foreløbig styret på egne og umyndige brødres vegne. I 1544 blev den endelige deling mellem brødrene foretaget, i det dog den yngste bror havde opgivet sine krav mod løfte om anden forsørgelse.

Delingen af hertugdømmerne blev foretaget på en måde, så alle hertugerne fik lige store indtægter af deres hertugdømmer. Det betød, at alle fik spredt beliggende områder i begge hertugdømmer. Herved sikrede stænderne tillige, at Slesvig og Holsten forsat var knyttet sammen, og at hertugernes muligheder for at skabe alt for stærke og selvstændige fyrstedømmer blev mindre. Godserne, prælaterne og byerne blev holdt uden for delingen og underlagt fællesstyre. Den yngste bror, Adolf, valgte først og fik Gottorp som residensslot. Kongen valgte den Sønderborgske del med Flensborg by, og Hans den Ældre valgte Haderslev som residensby. De to yngre brødre begyndte efter delingen at opbygge og styrke deres nye hertugdømmer. Særlig Adolf udviste her initiativer i retning af at skabe en rigtig fyrstestat, mens den barnløse Hans næppe havde helt de samme ambitioner.

Efter Christian den 3.s død blev det atter aktuelt med en deling, denne gang dog kun af den kongelige del af hertugdømmerne. Af kongens tre sønner blev den ene forsørget på anden vis, så delingen kom kun til at vedrøre kong Frederik den 2. og den yngste bror Hans den Yngre. Hans fik i 1564 overladt Als samt Plön i Holsten, men på den efterfølgende landdag nægtede stænderne at hylde ham. Hans den Yngre fik derfor ingen andel i fællesregeringen.

I 1580 døde hertug Hans den Ældre barnløs. Spørgsmålet om arveretten til hans ejendom og besiddelser førte til uoverensstemmelser mellem kongen og hertug Adolf. Sidstnævnte mente ikke, at kongen som brodersøn var arveberettiget, når der var en fuldbroder (ham selv). Sagen blev løst ved et kompromis i 1581, hvorefter Adolf fik al løsøret. Hertug Hans’ hertugdømme blev derimod delt mellem Adolf, kongen og Hans den Yngre således at Adolf fik Tønder og Løgumkloster amter, Nordstrand og Femern samt Bordesholm kloster i Holsten. Kongen fik Haderslev amt med Tørning len samt Rendsborg amt. Hans den Yngre fik herefter noget gods i Haderslev amt samt Ryd Kloster.

Ved delingerne fik hver hertug tildelt et antal amter. I disse amter fungerede den enkelte hertug – herunder kongen – som en slags storgodsejer, der fik indtægter fra bønderne. Hver hertug afgjorde dog også mangfoldige spørgsmål, der vedrørte lokalområdet, hvad enten det nu gjaldt broer og veje eller fattigforsorg.

En række mere overordnede spørgsmål skulle imidlertid stadig være fælles for hele hertugdømmet og her afgøres af de regerende hertuger og den adelige landdag i fællesskab. En række mere generelle love blev udstedt som fælleslove for hele Slesvig og Holsten, herunder den såkaldte Haderslevreces fra 1614, der reelt indførte livegenskab på de fleste adelige godser. Fælles var også spørgsmål om krig og fred og skatteudskrivning, da skatterne især var beregnet på at dække udgifter til militæret. Der var også en fælles øverste domstol for hertugdømmet. Endelig hørte alle sager vedrørende adelen og de adelige godser direkte under den fælles regering og den øverste fælles domstol, den adelige landret. I fællesregeringen skiftedes kongen, hertugen af Gottorp og indtil 1580 hertug Hans den Ældre til føre forsædet. Hans den Yngre og hans efterkommere blev derimod aldrig anerkendt som regerende hertuger og fik derfor ikke andel i fællesstyret og de fælles skatteindtægter.

Som tidligere hertugerne af Abels slægt stræbte hertugerne af Gottorp efter størst mulig selvstændighed i forhold til den danske konge. Navnlig Johan Adolf (hertug 1575-1616) bestræbte sig på at opbyggede en bæredygtig moderne fyrstestat. Det lykkedes ham i 1608 at få gennemført førstefødselsretten, der under tilsidesættelse af stændernes valgret sikrede at hertugdømmet gik udelt i arv til den ældste søn, Friedrich (1616-59). Han lagde i 1621 navn til den ny grundlagte by Frederiksstad og fortsatte sin fars opbygning af Gottorp Slot til hertugdømmernes kulturcentrum med bibliotek, tilknyttede kunstnere, Nordeuropas største haveanlæg. Omkring midten af 1600-tallet gik fællesregeringen mere og mere i opløsning. Kongen og hertugen af Gottorp opbyggede ikke blot hver sin forvaltning, men efterhånden også hver sit militær. I 1658 udnyttede den gottorpske hertug Danmarks nederlag til Sverige til at opnå fuld suverænitet for sit hertugdømme. Det betød, at han nu helt legalt kunne holde egen hær og føre egen udenrigspolitik uden hensyn til kongen. Herefter gjaldt fællesregeringen kun for de adelige godsers område.

En væsentlig forskel mellem kongens og den gottorpske hertugs rolle i Sønderjylland var, at kongen kun var til stede i Sønderjylland i kortere perioder af gangen, og det meste af den centrale administration af den kongelige del af hertugdømmerne lå i hele perioden i København, mens der i hertugdømmerne fandtes en kongelig statholder samt et regeringskancelli i Glückstadt og fra 1713 tillige en overret i Slesvig. Gottorp var derimod centrum for både en centraladministration og et hof. Det samme gjaldt til 1580 Haderslev, og i mindre målestok Sønderborg i Hans den Yngres tid. Selv Nordborg og Glücksborg rummede i længere perioder små hoffer og en lille centralforvaltning og havde dermed i princippet en status som ingen provinsby i kongeriget. Disse hoffer blev i det små centre for både politik og administration og for kunst og videnskab. Tilsvarende centre var der knap i den kongelige del af Sønderjylland.

Hertugerne af Gottorp og Haderslev og Hans den Yngre markerede deres status ved at bygge slotte og udstyre dem med kunstskatte. De fornemste var selve Gottorp og Hans den Ældres Hansborg i Haderslev, men også i Tønder og Tønning, Sønderborg, Nordborg og Glücksborg blev der bygget nye slotte eller bygget om på gamle. Noget lignende skete ikke i de kongelige områder. Kongerne nøjedes med de slotte, de havde arvet, eller overtog fra de andre hertuger, efterhånden som kongen igen samlede hertugdømmet under sig.

Kongen og gottorperne – Slesvig samles under kronen

Af arkivar, ph.d. Jesper Thomassen ved Landsarkivet for Fyn, Odense.

Under Danmarks krig med Sverige 1643-45 købte hertug Friedrich sig til neutralitet, og i den næste krig i 1658 gik gottorperne i alliance med Sverige og kunne udnytte dette lands sejr over Danmark til at opnå fuld suverænitet. Dette var uantageligt for den danske konge, der så sit rige omringet, og hertug Christian Albrechts tid (1659-94) kendetegnedes af hårde konflikter med Danmark, men dog også af fortsat statsbygning, f.eks. ved grundlæggelsen af Kiels Universitet i 1665.

I forbindelse med Danmarks krige mod Sverige blev den gottorpske andel af Slesvig besat 1675-79 og igen 1684-89 og i år 1700. Under Den store nordiske Krig 1709-20 søgte Gottorp først at bevare neutraliteten, men stillede 1712 fæstningen Tønning til rådighed for de svenske tropper, som dog måtte kapitulere til den danske hær i 1713. Derefter blev det gottorpske hertugdømme holdt besat, indtil det i 1721 lykkedes kongen at få inddraget den gottorpske andel af Slesvig i kronen. Denne indlemmelse blev dog ikke fulgt op af en administrativ harmonisering, idet Slesvig beholdt sin egen administration sammen med kongens dele af Holsten. Den gottorpske del af Holsten kom først på kongens hænder i 1773 i forbindelse med et mageskifte med Oldenburg.

Også den sønderborgske del af Sønderjylland kom med tiden på kronens hænder. Efter Hans den Yngres død i 1622 blev det i forvejen ikke særlig store hertugdømme delt mellem hans mange sønner, således at hertugdømmerne Glücksborg, Sønderborg, Nordborg og Ærø opstod i Slesvig samt Plön i Holsten. Hertugdømmet Ærø blev efter hertugens død allerede i 1633 delt imellem de fire andre brødre. Heller ikke de andre hertugdømmer var levedygtige i længden. Sønderborg gik fallit og blev inddraget under kongens område i 1668. Det samme gjorde Nordborg i 1669, men blev året efter genoprettet som hertugdømme under linjen fra Plön. I årene 1722/29 erhvervede kongen imidlertid godserne på Nordals og Ærø (de holstenske rester af hertugdømmet Plön erhvervede kongen i 1761). Derefter var i Slesvig kun Glücksborg tilbage. I 1749 købte kongen den glücksborgske andel af Ærø, og i 1779 fik han ved den sidste hertugs død resten af hertugdømmet.

Hertugerne af Augustenborg blev tilbage. De nedstammede fra hertug Alexander af Sønderborg, der havde to yngre sønner, hvoraf ingen dog arvede hertugdømmet. Den ene, August Philip, blev officer i Tyskland, og hans slægt mistede helt forbindelsen til landsdelen, indtil August Philips fjerne efterkommer i 1863 endte på den danske trone som kong Christian den 9. Den anden, Ernst Günther, blev stamfar til hertugslægten på Augustenborg. Han forsøgte først at få hertugdømmet Sønderborg efter sin fallerede bror. Det afviste kongen imidlertid, men han blev gjort til amtmand over Sønderborg amt, og han fik efterhånden midler til at købe kongens besiddelser i Stavnsbøl og Sebbelev. Gårdene i Stavnsbøl blev nedlagt, og af deres jord opstod ca. 1660-63 herregården Augustenborg, som fik navn efter Ernst Günthers kone. Augustenborg blev ikke dermed noget hertugdømme, som tidligere Sønderborg havde været det, men alligevel kaldte Ernst Günther og hans efterkommere sig efter tysk skik hertuger. De havde betydning som officerer og amtmænd og som ejere af et stadigt større godskompleks; erhvervelsen af de omfattende gråstenske godser i 1725 gjorde hertugerne til hertugdømmet Slesvigs største godsejere.

Godser, livegenskab og frie bønder
 

Af Carsten Porskrog Rasmussen, lektor, dr.phil. ved Historisk Institut/Institut for historie og områdestudier, Århus Universitet

Mellem 1500 og 1800 levede de fleste mennesker i Sønderjylland af landbrug, ligesom det var tilfældet i både kongeriget Danmark og det meste af Europa. Et særligt træk ved Sønderjylland var det imidlertid, at der var meget store forskelle i landbosamfundets indretning fra sted til sted, og de blev endda øget i periodens løb.

Omkring 1500 havde der omtrent været en gård til hver familie. I løbet af de næste 300 voksede folketallet imidlertid kraftigt. Endnu i 1500-tallet blev mange gårde delt, men så hørte det op, og allerede omkring 1600 var der langtfra gårde til alle. De, der ikke kunne få en gård, fik i stedet et hus og blev husmænd, som i Sønderjylland normalt blev kaldt kådnere eller landbolsmænd. De havde normalt ingen eller ganske lidt jord og levede mest af håndværk eller af at arbejde for bønder og godsejere. En stadig voksende gruppe var de såkaldte inderster, der boede til leje hos bønder eller andre husmænd. I løbet af 1700-tallet kom husmænd og inderster til at udgøre flertallet af befolkningen på landet.

Flertallet af bønderne i Sønderjylland, især i Nordslesvig og den vestlige del af Sydslesvig, hørte efter reformationen under kongen eller hertugen af Gottorp. I 1500-tallet blev de fleste af dem pålagt at arbejde på kongens og hertugens store ladegårde (hoveri), men fra slutningen af 1500-tallet til 1633 blev hoveriet ophævet for langt de fleste af disse bønder, og de blev i stedet forpligtet til at betale store pengebeløb.

I den sydøstlige del mellem Aabenraa og Kiel hørte de fleste bønder imidlertid under private godser eller godser, der tilhørte hertugerne af Sønderborg, Nordborg, Glücksborg og Augustenborg. De oplevede i løbet af 1500- og 1600-tallet, at mange gårde blev nedlagt og deres jord blev lagt under herregårdene. De tilbageværende bønder blev sat til at gøre mere og mere hoveri. På egnen mellem Aabenraa og Sønderborg og på Als og Ærø standsede denne udvikling sidst i 1600-tallet. Herregårdene dækkede nu typisk en femtedel af jorden, og bønderne skulle både gøre hoveri og betale penge. Forholdene for disse bønder lignede forholdene for bønder på Sjælland, Fyn og i Østjylland.

På de private godser på halvøerne Angel, Svans og Dänischwohld i den sydøstlige del af hertugdømmet fortsatte man med at gøre herregårdene større helt frem til begyndelsen af 1700-tallet, hvor de var nået op på at dække halvdelen af arealet. De bønder, der blev tilbage, fik til opgave at stille heste og folk til at arbejde på herregårdene. Typisk skulle hver gård stille 2-4 mand hver eneste dag. Til gengæld skulle de ikke betale ret mange penge til godsejeren. Bondebefolkningen på disse godser var fra 1614 undergivet livegenskab, et stavnsbånd, der omfattede både mænd og kvinder og bandt dem til godset for livstid. Det var dermed strengere end det danske stavnsbånd, og ingen steder i det nuværende Danmark var herregårdsmarkerne så store og hoveriet så omfattende.

Den stik modsatte slags landbosamfund fandtes i marskegnene i det vestlige Sydslesvig. Her var der hverken herregårde eller hoveri. Gårdene lå ikke i egentlige landsbyer, men i lange rækker eller spredt. Bønderne var enten selvejere eller forpagtere, og jord kunne både sælges og arves, og ejendomme kunne deles eller slås sammen. Godser og adel fandtes ikke, men til gengæld var der store sociale forskelle mellem bønderne indbyrdes. En gruppe af storbønder var meget velhavende, men ved siden af dem, var der mange småbønder, og marsken var den tættest befolkede del af hertugdømmet.

Pietismen i Vestslesvig - Brødremenigheden i Christiansfeld

Af museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen, Tønder Museum.

I 1700-tallet blev hertugdømmet Slesvig hjemsted for kirkelig og folkelig religiøs fornyelse. I Vestslesvig slog pietismen rod hos en række præster, først og fremmest Enewald Ewald i Øster Højst samt hos de tre brødre ("det rare trekløver") Nikolaj Brorson i Bedsted, Broder Brorson i Mjolden og – frem for alle – Hans Adolph Brorson, der begyndte som huslærer i Løgumkloster og siden blev præst i Randerup, dansk og tredjepræst i Tønder – og til sidst stiftsprovst og biskop i Ribe. Men mest kendt blev han som salmedigter; bl.a. skyldes "Op al den ting, som Gud har gjort" hans digterpen. En fremtrædende pietistisk gejstlig var også provsten og førstepræsten i Tønder J. H. Schrader. På vesteregnen blev disse præsters forkyndelse snart udgangspunktet for en vækkelse i befolkningen.

Enkelte steder udartede vækkelsen til sværmeriske konventikler, og myndighederne forbød ved den såkaldte konventikelplakat fra 1741 gudelige forsamlinger, hvor der ikke var præster tilstede. Derved blev den pietistiske bevægelse holdt inden for kirkens rammer, men alligevel skabte pietismen hos mange en ny og mere personlig indstilling til kristendommen hos mange, og Bibel, salmebøger, andagtsbøger og andre opbyggelige skrifter vandt indpas i mange hjem. Pietismen bidrog dermed til en stærkere følelse af selvstændighed hos den enkelte, som blev grebet af vækkelsen.

Brødremenigheden i Christiansfeld begyndte sit virke i 1772. Som den pietistiske vækkelse skulle den sætte et solidt præg på sønderjysk fromhedsliv i 1700- og 1800-tallet.

Brødrekirken er et internationalt, evangelisk kirkesamfund, der bygger på det böhmiske "Brødreunitet", der blev stiftet den 1. marts 1457, og som tog udgangspunkt i reformatoren Jan Huss´tanker. Brødremenigheden havde i begyndelsen af 1500-tallet titusinder af medlemmer i den nordlige del af det nuværende Tjekkiet. Blandt andet som følge af 30-årskrigen uddøde Brødreunitetet næsten fuldstændigt, og de få tilbageværende medlemmer flygtede i begyndelsen af 1700-tallet til den sydlige del af Sachsen, hvor de hos grev Nicolaus L.v. Zinzendorf mødte forståelse og fik beskyttelse og mulighed for at udøve deres tro. Den 13. august 1727 ændredes fællesskabet til en egentlig kirke, og datoen regnes for Brødremenighedens stiftelsesdag. Grev Zinzendorf var kendt overalt i Europas konge- og fyrstehuse, og han var medvirkende til, at brødremenigheden vandt frem. Brødrenes første bosættelse i Sachsen kaldtes Herrnhut, denne by blev brødremenighedens centrum indtil Tysklands deling.

Grev Zinzendorf besøgte Danmark i forbindelse med Christian 6.s kroning i 1731. Zinzendorf var halvfætter til dronning Sofie Magdalene, og denne kontakt til det danske kongehus betød, at Brødremenigheden fik tilladelse til at drive missionsvirksomhed i Grønland og Dansk Vestindien. Lægmænd fra Brødremenigheden besøgte Slesvig i 1735, og i 1739 blev Brødresocietetet i København grundlagt. I 1740’erne blev der oprettet menigheder i Burkal og Stepping. I 1771 bad Christian 7. justitsråd Lorenz Prætorius om at skabe kontakt til Brødremenigheden med det formål at grundlægge en Brødremenighed i hertugdømmerne. Brødremenighedens folk var kendt som flittige og dygtige folk, der kunne øge områdets økonomiske og åndelige vækst.

Brødremenigheden blev etableret på Tyrstrupgårds jorder, og byen blev opkaldt efter Christian 7., som havde underskrevet koncessionen og givet menigheden en række privilegier. Christiansfeld blev som alle Brødremenighedens byer anlagt efter en klar grundplan, sådan som det var almindeligt ved byplanlægning fra 1700-tallets midte. Christiansfelds forbillede er byen Herrnhaag, nordøst for Frankfurt. Hovedideen er, at byen centreres omkring kirkehuset, og at alle øvrige bygninger opføres op ad gaden, som er det offentlige rum, mens der bag husene er et privat område, som har spillet en stor rolle, både som køkkenhave og rekreativt område for familier eller beboere i de store fælleshuse.

Byen er opbygget af moduler, og Gudsageren (kirkegården) er placeret lidt væk fra den øvrige bebyggelse. Omkring kirkepladsen blev "korhusene" opført, her boede menighedens ugifte brødre og søstre samt enkerne i store såkaldte "Korhuse". Langs de snorlige gader boede familierne, og man opførte også en drenge- og en pigeskole.

Arkitektonisk rummer Christiansfeld træk fra både senbarok, rokoko, empire og klassicisme. Den oprindelige byplan er intakt, bygget i løbet af en periode på ca. 40 år. Det første hus, Lindegade 17, blev opført 1773. Her var også menighedens første samlingssal. I 1776 blev den første kirkebygning eller "salshus" opført på kirkepladsens vestside. Salshuset blev 1796 udvidet for at kunne rumme den voksende menighed. I kirkesalen står et interessant orgel fra 1865, bygget hos Marcussens Orgelbyggeri i Aabenraa.

Brødremenigheden har bevaret flere særegne traditioner, både i forbindelse med gudstjenester og begravelser, hvor ligfærden til Gudsageren ledsages af blæseorkester. Menigheden styres af et ældsteråd. Indtil 1872, hvor byen fik flækkestatus, var ældsterådet identisk med byrådet.

Brødremenighedens medlemmer var flittige folk, som blev kendt som dygtige håndværkere. I Christiansfeld producerede man blandt andet tobak, sæbe, margarine, lædervarer, kakkelovne og de berømte honningkager.

Den oprindelige bykerne i Christiansfeld er velbevaret, idet senere tiders boliger og industribygninger er opført uden for bymidten. Dette gør Christiansfeld til et enestående kulturmiljø fra en periode, hvor der ikke blev opført mange nye bebyggelser i Danmark.

Skibsfart og handel i 1700-årene

Af afdelingsleder Lars N. Henningsen, Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Handel og søfart spillede en stor rolle i 1700-årenes Slesvig. Det prægede især købstæderne, som var større og mere udviklede end hovedparten af købstæderne i kongeriget. Søfarten strakte sig over det meste af Europa. Landsdelen indtog derved en plads i international vareomsætning, som næsten ikke kendtes i provinsbyerne i kongeriget. Byerne var formidlere af varer mellem bondelandet og omverdenen. De sørgede for importvarer til landboerne, og de afskibede landbrugsvarer som korn og fedevarer og husflidsprodukter til købere i ind- og udland.

Østkystens havnebyer var i fremgang i 1700-årene. Bortset fra Haderslev og Slesvig havde de alle fortrinlige havne. De hentede importvarer fra Østersøområdet - bygningstømmer, jern, kalk, tjære, hør, korn osv. og forsynede oplandet helt ud på den træfattige vestkyst. Det bedste opland havde Flensborg. Næsten hele Nordslesvig og Sydslesvig, ja også Ditmarsken var både kunde og leverandør til Flensborg, og Flensborg-købmændene var grossister for kollegerne i Nordslesvig. De store handelshuse leverede hør, salt, "grove varer", kolonialvarer og vin - til det vidtstrakte opland, og handlende fra Flensborg var ofte i flertal på markederne i nabobyerne mod nord. Ikke uden grund klagede alle nabobyerne til stadighed over den overmægtige konkurrence. Næsten halvdelen af den samlede import fra udlandet til Slesvig gik i 1765 over Flensborg.

På vestkysten var byernes søhandel i tilbagegang. Tilsandende havne voldte problemer i Husum, Frederiksstad og Tønning. I Tønder havde digebyggeriet for længst afbrudt den direkte forbindelse med havet, og varerne måtte i stedet afskibes fra Højer og Rudbøl. Det hindrede dog ikke en udstrakt handel på Hamborg, Altona og Holland, både ad landevejen og søvejen. De importerede kolonialvarer og især tobak blev sendt videre helt ud på østkysten.

Eksporthandel med korn, smør og ost og med stude og heste fra Slesvig og Jylland gav god næring i de tre store vestkystbyer. Over halvdelen af den samlede udførsel til udlandet fra Slesvig gik over Tønning, Husum og Frederiksstad, især til Hamborg, Altona og Holland. Mest stille var der i Frederiksstad. Byen opnåede aldrig den overregionale betydning, som var planlagt ved grundlæggelsen, og det var svært at vinde et større opland i konkurrence med naboerne.

Byernes vareomsætning var utænkelig uden søfarten, og Slesvigs byer var kendte med havet. I 1699 havde det relativt lille hertugdømme en tonnage omtrent halvt så stor som kongerigets. Kun 13 byer i monarkiet rådede 1707-46 over en tonnage på 2000 kommercelæster eller mere. Heraf lå de tre i Slesvig - Aabenraa, Flensborg og Sønderborg, de 8 lå i Norge og kun én i Kongeriget: København. Aabenraa, Sønderborg, Flensborg og Ekernførde rådede alene over 3/4 af den slesvigske tonnage. En stadig strøm af skibe sejlede fra og til Danmark med levnedsmidler. Især Københavns umættelige behov lagde beslag på mange ladninger korn, flæsk, brænde, mursten eller tekstiler fra den lokale husflid. En del lidt større skibe sejlede på Østersøen, Norge eller England og hentede basisvarerne til den hjemlige handel. Især Aabenraa-skibene var længe specialiseret i trekantsfart mellem Sverige, Norge og England. Fra hovedbyen Flensborg gik mange af de hjemlige skibe helt til Frankrig og hjembragte vin, blommer, sukker eller salt til omsætning hjemme eller i Østersøregionen.

Skibene fra Slesvig og Holsten begrænsede sig dog ikke til at transportere varer for rederne eller de hjemlige købmænd. Denne fart kan ikke forklare, at skibsflåden blev så stor, sammenlignet med kongeriget. Karakteristisk er derimod, at de store søfartsbyer drev fragtfart uden snæver forbindelse til hjembyens egen vareomsætning. Slesvigske skibe blev allerede i 1720'erne flittigt brugt af redere i København, til fragtfart på Nordatlanten og mellem Sverige, England, Holland, Frankrig og hovedstaden. Men det var kun starten. Endnu i 1730'erne havde frygten for at falde i kløerne på kapere fra Nordafrika holdt de fleste skibe borte fra Sydeuropa. Det blev bedre, da traktater med de muhamedanske lande i Nordafrika og Tyrkiet fra 1746 gav danske skibe sikkerhed ved sejlads i de sydlige farvande. Ligeså gavnligt virkede de europæiske krige i årene fra 1740-48 og fremefter. Fragtraterne ved sejlads med Østersøvarer til Frankrig-Portugal-Middelhavet og retur til Nordeuropa med kolonialvarer eller salt steg. Det gav lyst til at forsøge lykken på de lange sejlruter. Der kom ekstra gang i skibsbyggeriet i Flensborg, langs Flensborg fjord, i Eckernførde og på andre skibsværfter. Skibene blev sat ind på ruten fra Østersøen og ind i Middelhavet, befragtet af købmænd i Østersøbyerne, i Hamborg, Holland, England, Frankrig eller Sydeuropa.

Den næste højkonjunktur kom under krigene fra 1755/56 til 1763. En kort tid kunne skibe under det neutrale danske flag boltre sig næsten uden konkurrenter i fragtfarten til Sydeuropa og ind i Middelhavet. Risikovillige kapitalejere - købmænd, højtstående embedsmænd og til sidst også enkelte velstående bønder - investerede i store skibe, som blev sat ind på de lukrative ruter. Friederich Wilhelm Otte i Ekernførde skabte i disse år Danmarks største privatrederi med op mod 25 skibe eller ca. 1.200 kommercelæster. Det var mere end alle skibe i Odense og Århus tilsammen! Hurtigt havde han udnyttet de muligheder, som gemte sig i Middelhavsfarten. Men fremgangen var konjunkturbestemt. Afhængigheden af de internationale konjunkturer og begrænset forbindelse med den hjemlige vareomsætning er kendetegnende for toppen af hertugdømmernes søfart. En sådan europæisk fart kendte de kongerigske provinsbyer kun som en sjælden undtagelse i denne periode.

Handel og søfart delte på en måde Slesvigs byer i to grupper: Mod øst de fremgangsrige søfartsbyer, som i lange perioder med gode udenrigskonjunkturer høstede fragtfartens fordele, og som desuden varetog den givtige import fra Østersøen og en voksende direkte søimport fra Vest- og Sydeuropa. Mod vest byer med en glorværdig fortid, men dårlige havneforhold, som ikke gav adgang til at udnytte fragtfartens fordele. Her måtte man mere bygge på den traditionelle eksport af hjemlandets landbrugsvarer og nogen import fra Holland og Nordtyskland. Også dette gav velstand - men muliggjorde ikke en dynamisk udvikling som mod øst.

Alsidighed var kendetegnet for de store købmænd. Fra landboerne i byens opland modtog de kød og smør, oste, mursten, brænde og tusindvis af alen hjemmegjort lærred - som ofte blev afskibet til Norge, København eller måske provinshavne i kongeriget. Til oplandet leverede de til gengæld øl og brændevin og importvarer. Købmanden fungerede mange steder som bank for sine kunder. De fleste købmænd investerede også i skibsparter, særligt i Slesvigs driftige søfartsbyer. Det skete på anpartsbasis, for på den måde deltes risikoen, og det blev muligt at øge engagementet hurtigt under de gode konjunkturer 1740-48 eller 1756-63. Varehandel med artikler af mange slags, skibsfart for egen regning og fragtfart gik op i en højere enhed.

I vareomsætningen var basale varer som hør, salt, tømmer og jern af afgørende betydning. Tekstilhandelen påkaldte sig imidlertid særlig opmærksomhed. På vestkysten fremstilledes uldtøj eller vadmel, på midtlandet huer og strømper og næsten overalt hør- og blårlærred, til hjemligt forbrug og eksport. En del kom ud i handelen, ofte gennem købmænd, der som forlæggere sørgede både for råvarerne og videresalget. Men der var også en betydelig efterspørgsel efter fremmed købetøj. Næsten alt kom sydfra. Nogle få købmænd drog til messe i Braunschweig eller Leipzig eller importerede direkte fra Schlesien, Westfalen, Brabant eller andre tekstilcentre. Meget kom fra købmænd og kræmmere i Hamborg og Lübeck. I Altona virkede købmændene som grosserere i forhold til ind- og udland.

Afhængigheden af leverancer og kredit hos grossisterne i Altona og Hamborg var stor. I 1760'erne og 1790'erne kom over halvdelen af Slesvigs samlede import fra Tyskland. Ganske vist gik der mange varer sydpå i bytte for luksusimporten. Men alligevel harmonerede denne frie import af fremmede varer og de mange penge, som gik ud af landet, dårligt med statens merkantilistiske politik. Statens mål var i stedet at fremme produktionen af indenlandske tekstiler. Det lykkedes imidlertid ikke at erstatte de fremmede tekstiler med indenlandske. Regeringens gentagne forsøg i årene fra 1740 til 1760 på at få de handlende til at aftage hjemlige tøjer frem for importerede endte reelt med, at de handlende blot skulle aftage et vist kvantum indenlandske varer - ellers kunne de fortsat føre de mere lokkende importvarer. Imidlertid var der dog på den måde skabt en vis afsætning for hjemlige produkter, og det gav baggrund for den tidligste tekstil- "industri" i hertugdømmerne.

Landboreformerne
 

Af Carsten Porskrog Rasmussen, lektor, dr.phil. ved Historisk Institut/Institut for historie og områdestudier, Århus Universitet

Sidst i 1700-tallet gennemførtes en række landboreformer i Danmark. De
indebar, at den enkelte bonde blev frigjort fra nogle af de bånd, som landsbyen og godset havde lagt på ham. Lignende reformer gennemførtes mange andre steder i Nordeuropa. Det gælder også Sønderjylland, men her var udviklingen mere mangfoldig og langvarig end i kongeriget. Nogle steder kom landboreformerne aldrig, fordi der ikke var brug for dem. Andre steder kom de længe før og mere gradvis end i kongeriget. Enkelte steder kom de til gengæld senere og mindre konsekvent.

Den ene side af landboreformerne var udskiftningen, der betød, at hver bonde fik sin jord samlet, så han kunne drive den individuelt uden hensyn til, hvordan naboerne drev deres. En udskiftning var dog ikke nødvendig over hele Sønderjylland. I marsken havde hver bonde hele tiden haft individuelle jordlodder. I resten af Sønderjylland var der derimod dyrkningsfællesskab ved midten af 1500-tallet, men dog sådan, at man i visse skov- og bakkerige egne også tit havde private jordstykker uden for fællesskabet. Ét af de steder, hvor det var tilfældet, var halvøen Løjtland. Her gik man sidst i 1500-tallet i gang med at indhegne mere og mere af jorden i individuelle marker, og det var i hovedsagen afsluttet før 1700. I første halvdel af 1700-tallet bredte det sig mere og mere, især på Haderslevegnen og i Angel. Endnu i 1760’erne var det meste af den sønderjyske jord uden for marsken dog underlagt landsbyfællesskab.

Den anden side af landboreformerne gjaldt forholdet til godserne. Den betød en gradvis ophævelse af godsejernes offentlige myndighed over bønderne, en begrænsning og evt. ophævelse af hoveriet (bøndernes pligtarbejde) og efterhånden en overgang til selveje. Heller ikke dette kom marskbønderne ved. De havde hele tiden været selvejere eller forpagtere uden godsejer over sig.

For de fleste øvrige sønderjyske bønder var der heller ikke det store behov for reformer på dette punkt i 1700-tallet. De hørte i forvejen under kongen og ikke en privat godsejer, og de havde aldrig været undergivet stavnsbånd og livegenskab. Hoveriet var afskaffet allerede 1631-33 eller før, og gradvis blev bønderne disse steder til arvefæstere, hvis de ikke var selvejere i forvejen. Det betød, at de selv rådede over deres gårde, men skulle betale en årlig afgift til kongen. På visse private godser, især Trøjborg og Schackenborg, var forholdene i 1700-tallet tilsvarende.

Fra midten af 1760’erne forfulgte regeringen i Sønderjylland en politik, der gik ud på at fremme et mere individuelt landbrug med selvejerbønder. Da langt det meste af Sønderjylland hørte direkte under kongen, kunne regeringen koncentrere sin indsats der. I 1760’erne og 1770’erne blev stort set alle tilbageværende kongelige godser udstykket og hoveriet afskaffet. Det havde især betydning på Ærø og Nordals og i Sundeved. I 1768 nedsattes den slesvig-holstenske landkommission, der især kom til at arbejde med at fremme udskiftningen, der allerede var ved at tage fart. Frem til 1780 blev det meste af jorden i Østslesvig udskriftet, og derefter fulgte gesten. En betydelig del af initiativet kom dog stadig fra bønderne selv. Gode tider for landbruget gjorde dem interesserede i at få friere hænder til at udvide produktionen.

Forholdene på de private godser undlod regeringen længe at blande sig i, selvom der var mere behov for reform på de slesvig-holstenske godser end de kongerigske. Nogle private godsejere valgte dog at gøre ligesom kongen. De ophævede livegenskab og hoveri og lod bønderne blive arvefæstere, der så skulle betale ret høje pengebeløb til godsejerne. Herregårdene blev helt eller delvis udstykket til bondegårde, der fik tilsvarende vilkår. Gode eksempler er Søgård og Sandbjerg. Her og nu betød det ofte en fordel for godsejerne, men langsigtet blev fordelen bøndernes.

Stadig var der en del godsejere, der ikke ville gå denne vej. Fra 1795 begyndte regeringen imidlertid at arbejde hen mod at afskaffe livegenskabet ved lov. Den slesvig-holstenske adel var imod, og sagen trak ud. Først i 1805 afskaffedes livegenskabet ved lov, men stadig bevarede godsejerne en række offentlige myndighedsfunktioner. Ophævelsen af livegenskabet blev i reglen ledsaget af ophævelse af hoveriet , men bønderne på de godser, der ikke havde ophævet livegenskabet før ca. 1795, blev hverken selvejere eller arvefæstere, men forpagtere, der kun havde deres gårde på åremål og til afgifter, der var fastsat på markedsvilkår. For godsejerne blev det langt mere gunstigt end udstykningen af herregårdene, men det kunne ingen vide i 1780’erne.

Samlet kom udviklingen først og fremmest til at gavne gårdmandsstanden. Husmændene er ofte udråbt til landboreformernes tabere, men undersøgelser tyder på, at dette billede var mindre entydigt. Forskellen mellem gårdmænd og husmænd blev imidlertid øget.

Kongetroskab og helstatspatriotisme

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa. 

Siden indlemmelsen af de gottorpske dele af hertugdømmet Slesvig i den danske krone i 1721 søgte den enevældige kongemagt at konsolidere sin stilling ved en målrettet kongepropaganda. Den ytrede sig især ved de store begivenheder i kongehuset som barnedåb, vielser, kroninger og begravelser, men også årligt ved kongens fødselsdag. Dertil kom særlige begivenheder som 300-året for det oldenborgske kongehus i 1749 og 100-året for enevældens indførelse i 1760.

Kongehusets festdage blev markeret med gudstjenester, skolefester og borgerfester arrangeret af købstædernes magistrater. Nok så nærværende blev kongemagten ved de talrige besøg, kongerne aflagde i hertugdømmerne. I købstæderne blev der rejst æresporte, borgergarden holdt parade for kongen, som fik overrakt hyldestdigte, borgerskabet mødte som tilskuere frem i stiveste puds, kongen blev modtaget af byens honoratiores, som også blev inviteret til taffels, husene blev illumineret etc. I begyndelsen inspicerede kongerne navnlig de lokale militære enheder, men ikke mindst under Frederik 6.og Christian 8.blev besøgsprogrammet udvidet til de civile statsinstitutioner, som de to konger personligt kontrollerede. For Christian 8. blev det dog ikke kun til arbejde, men også til årlige badeferieophold på Før og besøg hos familien på Augustenborg.

Landområderne fik ikke den samme kongelige opmærksomhed som købstæderne, men mange fik dog lejlighed til at se kongen og hans følge, når det drog forbi, og det skete, at bønder drog til staden for at se kongen. Fra flere af tidens bondeoptegnelser kendes formuleringen "vores konge" eller "vores allernådigste konge" om den danske monark, så kendskabet til kongen, hans person og hans betydning som monarkiets hersker også var udbredt i den slesvigske bondestand. I hvert fandtes i bondestanden en indgroet forestilling om kongen som de uprivilegerede stænders værn imod "de store", d.v.s. godsejere og embedsmænd, der nægtede bonden hans "ret". Ved konflikter med "de store" måtte bønderne derfor søge at omgå melleminstanserne og nå direkte frem til kongen med deres klage. Dette beherskede mange slesvigske bønders tankegang lige indtil 1848.

I byerne mødtes den enevældige stats konge- og systempropaganda fra slutningen af 1700-tallet med det fremadstræbende borgerskabs patriotisme. Hvor den officielle kongepropaganda tildelte borgerne en passiv rolle som tilskuere, krævede oplysningstidens patriotisme en aktiv indsats af borgerne til gavn for staten og almenheden. Selv om kongen stadig var højt hævet over de almindelige borgere, bestod der efter den patriotiske tankegang en uskreven samfundskontrakt imellem kongen og undersåtterne om at virke sammen til statens bedste. Borgerskabet ydede sit bedste ved talrige nytteorienterede initiativer som oprettelse af almene skoler og erhvervsskoler, industrier hvor de fattige kunne beskæftiges og tjene til deres udkomme, anlæggelse af fattighaver, dannelse af patriotiske selskaber og klubber, fremme af landbruget etc., ligesom det stillede sig til rådighed for forsvaret ved oprettelse af borgervæbninger. Til gengæld lyttede kongen efter denne forestilling til borgerskabets patriotiske ønsker. Trykkefriheden var et afgørende element i denne uskrevne "kontrakt".
I den dansk-norsk-slesvigsk-holstenske helstat beherskede den patriotiske ideologi den frembrydende borgerlige offentlighed i alle monarkiets dele. På tværs af de sproglige skel sluttede de førende borgere op om den danske konge, regering og stat. Det gjaldt også - og måske endda særlig - i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Denne helstatspatriotisme var mere end kongetroskab; vel var hyldesten af monarken en hovedhjørnesten i det offentlige liv, men den rettede sig nok så meget mod kongen som statens symbol end mod ham som enevældig fyrsteperson. Helstatspatriotismen omfattede også de andre fælles institutioner i helstaten som f.eks. flåden, den gjaldt de forskellige territorier af staten som ligeværdige dele af monarkiet og den gav København en særlig nimbus som den fælles hovedstad. Helstatspatriotismen var solidt forankret i regeringens neutrale udenrigspolitik, der sikrede søfart, handel og velstand, og i indenrigspolitikken med de mange fremskridtsvenlige love om trykkefrihed, indfødsret, landboreformer, skolereformer etc. Den næredes kraftigt under krigene mod England 1801 og 1807-14, der overalt udløste følelsesladede patriotiske initiativer såsom indsamlinger til sårede og faldnes efterladte, opstilling af vagter og forsøg på væbninger, frivillige bidrag til kanonbåde o.l. Selv om statsbankerotten i 1813 og nederlaget i 1814 med tabet af Norge samt de følgende årtiers krisetilstand og reformpause svækkede de helstatspatriotiske følelser, var de stadig levende i 1830'erne og tildels endnu i 1840'erne.

Fattigdom og fattigvæsen

Af afdelingsleder Lars N. Henningsen, Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

I middelalderen var samfundets svage overladt til kirkens og privates velgørenhed. De kunne søge hjælp i klostrene, som uddelte understøttelser og sørgede for syge og rejsende. Cistercienserklostrene, f. eks. klostret i Løgum, ydede en storstilet godgørenhed. Også hos tiggermunkene, som fra 1230'erne slog sig ned i Tønder, Haderslev, Slesvig og Flensborg, og i de såkaldte "hospitaler", helligåndshuse, Skt. Jørgensgårde og Skt. Gertruds-stiftelser var der hjælp at hente. Broderskaber og gilder udførte ligeledes sociale opgaver.

Reformationen ændrede ikke radikalt på disse forhold. I 1542 indskærpede den nye kirkeordinans for Slesvig og Holsten, at de hjemmehørende fattige fortsat skulle nyde indtægterne fra alle hidtidige fattigstiftelser og fra klingpungen, hvor der ved gudstjenesten blev indsamlet penge til de fattige. Hospitalerne skulle holdes ved magt. Vigtigst var, at øvrigheden prøvede at regulere tiggeriet. Hjemmehørende fattige kunne få et "tiggertegn", som gav ret til at tigge inden for byens eller sognets grænser. Sådanne regler kendes fra Husum by i 1528, og hertug Hans den Ældre gennemførte noget lignende på Haderslev- og Tønderegnen fra 1550'erne. Samme ordning indførtes i Sønderborgs og Flensborgs politiordninger fra 1600-årene.

Men gentagne forordninger mod omstrejfende tiggere viser, at systemet ikke lod sig gennemføre. I stedet blev der gjort de første forsøg med en egentlig offentlig forsorg. I Frederiksstad, Slesvig og Tønning skete det allerede i 1600-årene. I 1736 indførte Christian VI tilsvarende regler i hele Sønderjylland: Alt tiggeri blev forbudt, og hver by, kommune eller sogn skulle oprette en fattigkasse, som skulle modtage indtægter fra legater, klingpungpenge, fattigbøsser og fra såkaldt frivillige bidrag, om nødvendigt en regulær fattigskat. Af fattigkassen skulle der uddeles ugepenge, så de trængende ikke længere havde brug for at tigge. Tiggerfogeder skulle pågribe fremmede og hjemmehørende tiggere. Men lov er ét, virkelighed et andet. Understøttelserne blev utilstrækkelige, og tiggeriet fortsatte. Gang på gang måtte øvrigheden foranstalte regulære "tiggerjagter". På landet gik mange fattige eller gamle "på omgang", de fik mad og husly på skift rundt på gårdene. Forældreløse børn blev sat i pleje på fattigkassens regning "for den billigste pris".

Ved århundredets slutning havde kasserne mange steder faste, skattelignende indtægter. Men befolkningstallet og priserne steg, og det skabte øgede sociale vanskeligheder. Resultatet blev reformer af fattigvæsenet i næsten hver eneste købstad i Sønderjylland fra 1788 til 1812. Der blev ansat "fattigplejere", som skulle finde frem til de fattige og undersøge deres behov og sørge for, at hver enkelt fik den hjælp, som skønnedes bedst i det enkelte tilfælde. Målet var en individualiserende hjælp og større kontrol.

Reformerne omkring 1800 var præget af lyssyn. Men snart skiftede tonen. Landbrugskrise, arbejdsløshed og voksende fattigdom fik fattigudgifterne til at eksplodere. Mange frygtede, at de fattige skulle formere sig faretruende. I 1841 fandt den nye tidsånd udtryk i en ny fattiglov. Her hed det, at folk, som havde fået fattighjælp, ikke kunne gifte sig uden tilladelse. Hjælpen skulle så vidt muligt ydes i naturalier og gerne kollektivt i fattigarbejdsanstalter. Her skulle der herske skrap husorden og arbejdstvang, som kunne anspore de fattige til at klare sig selv. Disse nye institutioner, bedre kendt som "fattiggårde", blev det berygtede centrum for den sociale forsorg i de følgende 50 år. Kun sjældent virkede de efter hensigten, dvs. at rationalisere og effektivisere fattigforsorgen og begrænse udgifterne. Da Bismarcks love om syge-, ulykkes-, invaliditets- og aldersforsikring fra 1891 indledte en ny tid, havde fattiggårdene udspillet deres rolle.