A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Telling, Søren, 1895-1968, dansk eventyrer

Søren Christian Christensen Telling blev født i København den 26. januar 1895. Hans var søn af musikdirektør Søren Telling (1854-1924) i Randers og Ane Cathinka Telling (1875-1939).

Han blev oprindeligt uddannet til lærer og senere som tømrer og musiker. Blev korporal i Sikringsstyrelsen under 1. verdenskrig, hvorefter han i 1919 meldte sig som frivillig til Dansk-Baltisk Auxiliær Korps, hvor han som løjtnant deltog i den estiske frihedskamp. Han blev taget til fange af russerne, men blev hurtigt løsladt og arbejdede derefter som skov-arbejder i Estland i perioden 1922-26.

Hjemme i København etablerede han sig som tømrermester og fabrikant og som udøvende musiker i perioden 1926-39. På baggrund af sin store interesse for Danmarks oldtid var han i perioden 1939-45 tilknyttet Det Slesvig-Holstenske Landsmuseum i Kiel og deltog i flere udgravninger på Danevirke.

I slutningen af 1944 opstod blandt ivrige nazister i Slesvig-Holsten den idé at omdanne Danevirke til en nordvendt kampvognsspærring i tilfælde af allieret landgang på den jyske vestkyst. Få dage senere var flere tusinde spadebevæbnede mænd klar til det omfattende gravearbejde, der samtidig ville ødelægge eller i det mindst beskadige oldtidsmindet alvorligt.

Søren Telling fik den idé at kontakte den ligeledes oldtidsinteresserede Heinrich Himmler, og det lykkedes Telling - i en timelang telefonsamtale - at få Himmler til via et telegram at udstede en ordre om at stoppe gravearbejdet i Danevirke.

Ordren fra Himmler lød i dansk oversættelse:

"De, Søren Telling ved Oldsagsmuseet i Kiel, har efter eget Skøn at gribe ind overfor ethvert Indgreb i Danevirkevolden, der kunde medføre, at den blev uanvendelig som arkæologisk Forskningsobjekt. De er personlig ansvarlig for, at der protesteres i rette Tid. De maa klare dem uden papirlige Beviser paa Deres Opgave, indtil vort Telegram, der afgaar nu, indtræffer. Men det kan vare flere Dage, da alt er bombet her. Slut".

Efter krigen var Søren Telling "inspektør" på Danevirke-voldanlægget. Han boede med sin familie på selve Danevirkevolden, hvorfra han hver uge inspicerede anlægget på sin motorcykel. Det var på grund af dette arbejde han fik tilnavnet "Den danske jarl på Danevirke". I samme periode var han instruktør ved flere jyske regimenters musikkorps. Fra 1950 var han en flittig foredragsholder over hele Danmark.

Søren Telling døde den 14. juli 1968.

Søren Telling døde i 1968.

Litteratur:
Søren Telling: Søren Telling fortæller. Dansk-Slesvigsk Forlag, 1958.
Søren Telling: 25 Aar på Danevirk. Forlaget Nordan, 1965
Søren Telling: Søren Telling. Udgivet af Sydslesvigsk Forening 1969.