A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

To Løver

Fraktion oprettet i 1888 under den konservativt dominerede Studenterforening, som var særligt optaget af det sønderjyske spørgsmål.

"To Løver" var således en parallel til 4 S (Studentersamfundets sønderjyske Samfund), som var orienteret mod partiet Venstre. De to foreninger var grundlæggende uenige om provisorietidens indenrigspolitiske spørgsmål, men samtidig enige om behovet for støtte til den danske folkegruppe i Sønderjylland.

Der blev allerede i 1888 nedsat et fællesudvalg for de to foreninger. Det bestod af otte personer. For "To Løver" højesteretssagfører Sophus Nellemann, rigsarkivar A.D. Jørgensen, stud. theol. H.P. Hansen og cand. theol. Laust Moltesen (senere venstrepolitiker og udenrigsminister). For "4 S" var det professor Harald Høffding, forfatteren Erik Skram, historikeren Johan Ottosen og cand. mag. H.V. Clausen. Den ledende skikkelse i samarbejdet var A.D. Jørgensen.

De to foreninger ville i efteråret 1888 indkalde til et fælles studentermøde. Baggrunden var, at en preussisk major ved omflytningen af den tyske garnison fra Aabenraa til Haderslev erklærede, "at den tyske ørn ingensinde ville slippe af sine klør en fodsbred tysk land, som det engang havde været svært at erhverve, men den ville fastholde det vundne og forsvare det med sit hjerteblod".

Erklæringen vakte studenterne i København til dåd. To studenter fra henholdsvis Studenterforeningen og Studentersamfundet fik den idé, at der burde holdes et stort studentermøde om Sønderjylland. Fra Studenterforeningen var det stud. theol. H.P. Hansen, der senere i perioden 1926 til sin død i 1942 var formand for Grænseforeningen; fra Studentersamfundet den senere valgmenighedspræst Asger Høimark.

Forberedelserne havde pressens opmærksomhed, hvilket førte til nervøsitet hos kongen, som i det foregående år havde modtaget besøg af den nykronede tyske kejser Wilhelm 2. og været på genvisit hos ham i august 1888. Christian 9. havde forsøgt at tale sønderjydernes sag over for kejseren og mente, at udtalelser på et stort studentermøde kunne provokere, hvorfor kongen i statsrådet den 12. oktober 1888 anmodede om at få mødet aflyst. Det hedder i referatet: "Hans Majestæt finder det uheldigt, at studenterne vil røre ved denne sag, da der for tiden er indtrådt et bedre forhold til Tyskland, navnlig efter den tyske kejsers besøg i København. De udtalelser, som let kunne fremkomme på et sådant møde, kunne skade det gode forhold til Tyskland, som er i begreb med at udvikle sig, og Hans Majestæt ville derfor anse det for rigtigst, at et sådant studentermøde forhindredes".

Justitsministeren måtte forklare majestæten, at mødet ikke kunne forbydes; konsejlspræsidenten, Estrup, foreslog, at man skulle gøre indflydelsesrige medlemmer af studenterverdenen opmærksom på, at det påtænkte møde let kunne have uheldige følger, navnlig for de danske slesvigere selv, og på den måde få studenterne til at opgive tanken, i al fald for tiden.

Den 14. november 1888 holdt de to foreninger et fælles agitationsmøde på Hotel Phønix i Bredgade i København. Som taler ved mødet optrådte ingen ringere end Georg Brandes, der var medlem af "4 S". Han beskæftigede sig med den indre situation i Danmark og lagde lige stor skyld for spliden på Højre og Venstre, og derved understøttede han bestræbelserne for samling af alle kræfter omkring den sønderjyske sag.

I sommeren 1889 planlagde "4 S" og "To Løver" en stor udflugt til Sønderjylland. Men forberedelserne kom til offentlighedens kendskab. Politiken meddelte, at "en flok studenter af forskellig politisk afskygning i en nær fremtid agtede at foretage en større fællestur til Sønderjylland for at gøre sig bekendt med de derværende forhold og styrke de danske i deres kamp for modersmål og nationalitet."

Den megen omtale i bladene virkede neddæmpende. Den 8. juli 1889 meddelte Johan Ottosen i Politiken, at turen var opgivet, men enhver havde naturligvis ret til at foretage en ferierejse, som han har lyst til, skrev han. Og det var der mange, der havde. Fordelt på en række mindre hold drog 60 unge studenter til Sønderjylland, hvor de var gæster i danske hjem.

Det samarbejde, der var indledt mellem de to studenterfraktioner, havde afsmittende virkning over hele landet. Højre- og Venstre-foreninger formåede at holde fælles møder. For Højres vedkommende var det de konservative klubber, der i løbet af 1880'erne var oprettet i næsten alle købstæder. Som modstykke til klubberne oprettedes i mange byer en "Demokratisk Forening". Også "S.S" (Sønderjysk Samfund), hvor Morten Eskesen var den drivende kraft, havde allerede forsøgt sig med fællesmøder for at samle penge ind til unge sønderjyders ophold på danske højskoler. Højskolerne var ikke velsete i højrekredse, men selv den argeste højremand måtte erkende, at højskolens undervisning gav en særdeles god modvægt til undervisningen i de preussiske skoler.

I 1892 fastslog de to foreninger i fællesskab, at formålet med deres arbejde var at støtte dansk oplysning i Sønderjylland og ikke blande sig i landsdelens interne politiske stridigheder. At gøre dette ligger langt ud over, hvad vi har evne eller berettigelse til, udtalte foreningerne. Afgørende må det være at bidrage til, at "den danske befolkning i Nordslesvig kan blive ved med at søge sine åndelige næring fra moderlandet" og hindre "at det skal lykkes dens regering gennem skolen osv. at tilstoppe dens åndelige livskilder". Afsluttende hed det: "Vort arbejde fremtræder derfor kun som en støtte for den energiske virksomhed, nordslesvigerne selv udfolder, især gennem Sprogforeningen".

De to studenterforeningers folkeoplysende arbejde blev formentlig fra 1890 støttet via en bevilling på finansloven til "Selskabet for folkeoplysningens fremme", der var blevet stiftet allerede i 1866. Selskabets første formand var Mathias Steenstrup, der var statens tilsynsførende med folkehøjskolerne, og man havde bl.a. støttet udgivelsen af A.D. Jørgensens "40 fortællinger af fædrelandets historie". Det var i finanslovsbevillingens ånd, at der blev givet de to foreninger et årligt tilskud på 5.000 kr. til deres nationale arbejde.

Efter århundredskiftet udbetaltes beløbet direkte og i hemmelighed til højesteretssagfører Sophus Nellemanns kontor, der sammen med Harald Høffding fra "4 S" administrerede pengene. Baggrunden for hemmelighedskræmmeriet var, at man ikke ønskede, at det skulle komme det tyske gesandtskab for øre, at der på finansloven var bevilget penge til den sønderjyske sag. Ved oprettelsen af Dansk Kultursamfund af 1910 overførtes denne og andre finanslovsbevillinger til denne organisations administration.

Under 1. Verdenskrig støttede To Løver på forskellig vis den sønderjyske sag, bl.a. gennem udsendelse af oplysningsmateriale i Danmark og direkte økonomisk støtte til Sønderjylland formidlet gennem bl.a. H.P. Hanssen og Nikolaj Andersen (studiehjælp). Uden for det godkendte regnskab formidlede man også gaver fra privatpersoner i Danmark, bl.a. grev Bent Holstein, til trængende familier. Gårdejer Hans Jefsen Christensen formidlede disse midler.

Da den franske professor Paul Verrier i 1916 besøgte København, knyttede To Løver kontakt til ham. Han blev med henvisning til sin store interesse for Sønderjylland gjort til foreningens æresmedlem og fik som æresgave overrakt en afstøbning af de gamle guldhorn fra Gallehus. Kontakten til Verrier medførte en stor interesse for Frankrig under 1. Verdenskrig, herunder spørgsmålet om Alsace-Lorraines fremtid efter krigen, som havde tydelige paralleller til Sønderjylland. 

Det tætte samarbejde mellem "To Løver" og "4 S" ophørte i slutningen af 1. Verdenskrig, hvor diskussionen om den fremtidige statsgrænse begyndte. Den konservativt forankrede forening "To Løver" drømte om en fremtidig historisk begrundet grænse ved Danevirke, medens "4 S" argumenterede for en grænse, som fulgte Clausen-linien.

Der havde også før verdenskrigen været uoverensstemmelser mellem "4 S" der havde sympati for H.P. Hanssen og "To Løver", der med sine konservative rødder havde sympati for Jens Jessens synspunkter. En anden uoverensstemmelse opstod ved et fællesmøde i foråret 1900, hvor Georg Brandes, der var medlem af "4 S" deltog. Ved middagen fandt historikeren Aage Friis sig kaldet til at holde en tale og udbringe en skål for Brandes. Dette protesterede den konservative læge Ionas Collin, der var medlem af "To Løvers" bestyrelse, voldsomt over.

I "To Løver" var især lægen Ionas Collin og grev Bent Holstein aktive for at få gennemført en folkeafstemning så langt mod syd som muligt. De søgte under et længere ophold i Paris at påvirke fredskonferencen i denne retning, hvilket også lykkedes, således at fredskonferencen første traktatudkast også indeholdt en afstemning i zone 3, der skulle afholdes tre uger efter afstemningen i zone 2. Da dette blev forelagt den danske rigsdag medførte det en sprængning af den hidtil så godt som enige front, der havde støttet regeringens politik i grænsespørgsmålet. Regeringen protesterede og forslaget om en afstemning i en 3. zone blev fjernet fra traktaten. Men striden førte direkte frem til Påskekrisen i foråret 1920.

 

 

Kilder:
Troels Fink: Da det begyndte... Grænseforeningens årbog 1989.
Harald Jørgensen: I grænselandets tjeneste. Foreningen To Løver gennem 100 år. 1888 - 1988. Udgivet af Foreningen To Løver, København 1988