A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Ulsnæs kirke

Romansk kirke fra 1200-tallet i landsbyen Ulsnæs/Ulsnis ved Slien, opført i granit og tuf-sten, hvilket er usædvanligt for kirkerne på Angel. Triumfbuen ved indgangen til kirkegården stammer fra 1716. Over døren til våbenhuset findes Christian 5.'s monogram C W og hans valgsprog "Pietate et Iustitia" (ved fromhed og retfærdighed).

På kirkens nordside ses et romansk billedsten af en nøgen mand og en kvinde, som er tolket som en danserinde. På kirkens sydside er en billedsten af en mand og en kvinde som omfavner hinanden. Billedet er tolket på flere måder, bl.a. som Agnete og havmanden. Over kirkens indgangsdør findes en tympanon, som viser Kain og Abel; Kain med et neg og Abel med offerlammet og i midten Kristus.

Inde i kirken findes en række seværdigheder, bl.a. et stort træskærerarbejde af Skt. Jørgen til hest.

Indtil reformationen hørte kirken under domkapitlet i Slesvig. I 1544 tilfaldt Ulsnæs gods og kirke kronen, hvilket forklarer det kongelige navnetræk over indgangen til våbenhuset. Klokkestabelen er fra 1600-tallet.

Lidt syd for kirken ligger præstegården, hvor Struensees far var præst i april 1772, da Struensee blev henrettet i København.