A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Vort Land - et geografisk Digt. Af Chr. Richardt.

Chr. Richardts store danmarksdigt Vort Land blev udgivet i 1889 i anledning af 25-års jubilæet for nederlaget på Dybbøl. En del af digtet er kendt som sangen "Venner ser på Danmarks kort" (se nederst).

Digtet skildrer i 72 strofer de danske landskaber og deres gamle historiske minder. Det er formet som en rejse gennem Danmark: fra det sydvestlige Jylland går turen op langs den jyske vestkyst, ned langs østkysten, videre over Fyn til Lolland, Falster, Bornholm og Sjælland. Desuden besøges danske kolonier og bilande: De Vestindiske Øer, Færøerne, Island og Grønland. Digtet slutter med et besøg i det tabte Sønderjylland, der får lige så meget plads som de tre nordatlantiske dele af Det Danske Rige tilsammen. Erindringsfællesskabet fremstår her som det, der giver et landskab dets særlige karakter. Selv om landet søndenå var blevet en del af kongeriget Preussen, skildres det som entydigt dansk på grundlag af sprog, historie og fyrsteslægt og ikke mindst i kraft af det forsvar af territoriet, som her havde udspillet sig.

Seer du saa den Farvestreg
hist lidt Syd for Kongeaaen?
Glem den ikke, stirr kun paa'en,
dér er Danmarks Grænse - Nej,
ej for danske Mænd og Kvinder!
ej for vore dyre Minder!
ej for grønne Danevang!
ej for Modersmaalets Klang!

Dér i Uffes gamle Land
rejste sig vor første Kirke!
Dér var Thyres Dannevirke!
Dér steg Dagmar ud på Sand!
Dér har Flensborgfjorden sukket,
da Margrete Øjet lukked -
fejre Dronning-Navne tre,
aldrig ramt af Tidens Lee!

Dér i meer end tusind Aar
Dansk og Tydsk tog Livtag sammen!
snart var Sejren vor, snart Skammen -
til vi fik vort Ulivssaar.
dér i Sønderjyllands Have
tues vore Heltegrave!
dér Kong Fredrik sank i Død -
dér er og Kong Christian fød!

Venner, seer på Danmarks Kort,
seer, saa aldrig I det glemmer!
til hver Plet har faaet Stemmer,
klingende snart blødt, snart haardt!
til I ender med at bede:
skjærme Gud vor gamle Rede -
skjænke os et Danmarks Kort,
hvor alt Dansk igjen er vort!

Krigen i 1864 indgår her i en tusindårig kamp mellem danske og tyske. Nederlaget, her kalst for ulivssåret, synes at have været uundgåeligt, men heltegravene findes fortsat i Sønderjylland, og med Guds hjælp vil vi genvinde det. Nederlaget er omtolket, så genforeningshåbet fremstår som det bærende tema. I 1906 blev der skrevet en melodi, der med sin faste rytme understregede digtets appellerende karakter. Et uddrag på fire strofer (strofe 1-3 og strofe 71), afsluttende med det ovenfor gengivne vers, blev herefter en populær folkelig sang og optaget i Højskolesangbogen. Både før genforeningen og igen under besættelsen blev den ofte sunget på grund af slutversets bønfaldende ord, som fik en aktuel tolkning. Med denne sang blev krigsnederlaget formidlet til stort set alle danske skolebørn og i 1920 fik alle københavnske skolebørn udleveret et hæfte om Sønderjylland, hvori sangen var gengivet.

Teksten i Højskolesangbogen:

Venner, ser på Danmarks kort,
ser, så I det aldrig glemmer,
til hver plet har fået stemmer,
thi det fædreland er vort!
Målt med verden er det lille,
derfor ingen plet at spilde!
Målt med hjertet er det stort,
dér er Danmarks saga gjort!

Disse øer, store, små,
dette fastland, disse vige,
disse kyster, krumme, lige,
som dit øje hviler på, -
disse skove, bakker, heder,
de har været voksesteder
gennem vinter, gennem vår
for vort folk i tusind år.

- Danmark mellem hav og hav
har ej stærke fjeldes værge;
få og små er vore bjerge,
klint og klit er skør og lav.
Men des længer' kan vi skue
over markens lærketue,
følge desto mere frit
fugle-sving og sole-ridt!

Venner, ser på Danmarks kort,
ser, så aldrig I det glemmer!
til hver plet har fået stemmer,
klingende snart blødt, snart hårdt!
til I ender med at bede:
skærme Gud vor gamle rede -
skænke os et Danmarks kort,
hvor alt Dansk igen er vort!